redigeret 14-08-2022
George Ritchie
Dette er et udpluk af beretningen om George Richie
fortalt af ham selv i bogen: "Return from tomorrow".
Hans nærdødsoplevelse fik doktor Raymond A. Moody til at efterforske fænomenet "nærdødsoplevelse".
I 1943, i en alder af 20 år var George G. Ritchie,en civil i hæren.
Han var udstationeret i Texas og afventede overførsel til Richmond for at studere medicin på Medical College of Virginia.
Målet var at blive militærlæge.
Richie fik lungebetændelse og militærlægen,der havde ansvaret anførte i et notat en erklæring om, at den rådgivende læge som blev indkaldt fandt "ingen tegn på åndedræt og hjerte- impuls (cardiac impulse)" og erklærede Ritchie for død.
9 minutter senere vågnede han mirakuløst igen og kunne fortælle om sine oplevelser:
George forlader sin krop
George forlader sin krop og ser den ligge på sengen. Han ved ikke, at det er hans egen.
Idet han har et stort ønske om at rejse til Richmond, Virginia for at begynde på college (videregående uddannelse), ser han sig flyvende mod byen.
Efter at have fløjet over landskaber kommer han til et sted med en bred flod og på den modsatte bred ligger den største by han endnu er kommet til.
Han ville ønske, at han kunne komme derned og finde nogen, der kunne råde ham.
Næsten i samme øjeblik lægger han mærke til, at han sagtner farten. Lige nedenunder ham er der to gader,der mødes. Han ser et neonskiltover en dør, hvor der står "café".
Han opdager, at han er holdt op med at bevæge sig.
Hen ad fortovet mod natcaféen kommer en mand i det samme rask gående.
George tænker, at han kan få at vide, hvilken by han befinder sig i, og lige efter står han på fortovet, skynder sig hen til manden og spørger to gange.
Manden ænser ham ikke og fortsætter med at gå.
George tror, at han måske er døv og prøver at røre hans skulder, men hånden går bare igennem.
Han læner sig derefter op ad en bardun til en telefonmast for at tænke over det, men kroppen går lige igennem.
George finder ud af, at han har mistet sin legemlighed.
Han opgiver så turen til det medicinske fakultet i Richmond, da ingen der alligevel ville kunne se og høre ham.
Pludselig husker han den unge mand, han havde set i sengen
i det lille hospitalsværelse. Hvad nu hvis det var ham selv.
Han flyver tilbage til hærens hospital, hvor han efter at have søgt i lang tid kommer i tanke om hvordan han måske kunne finde sin krop.
George Ritchie fortæller:
”Den ovale sorte onyxsten med den gyldne ugle.
Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det noget før!...”
Jeg hastede ind og ud af de små eneværelser og kastede
kun et blik på den venstre hånd, hvis den lå oven på tæpperne”...
"Sovende mænd, lysvågne mænd, forskrækkede mænd.
Men aldrig ringen med en ugle på....”
Men endelig: I det sidste – Jeg for forskrækket tilbage.
Der var nok en i sengen, men lagnet var trukket helt op over hovedet, så at kun hans arme var udenfor tæpperne.
De arme så så mærkeligt stive og lige ud og hænderne vendte håndfladen nedad..
På venstre hånds tredie finger var der en oval lille guldugle på en oval sort onyxsten.
Jeg kravlede langsomt fremad med øjnene rettet mod hånden.
Der var noget forfærdeligt ved den.
Selv ved natlampens dæmpede lys kunne jeg se, at den var for hvid og for glat.
Hvor havde jeg før set sådan en hånd?
Så huskede jeg det: Da Papa Dabney lå i kisten i dagligstuen på Moss Side.
Jeg trak mig tilbage til døråbningen. Manden i sengen var død!
Jeg følte den samme modvilje, som jeg havde haft forrige gang, da jeg befandt mig i et værelse med en død person.
Men, hvis det var min ring, så – så var det mig, den del der var adskilt fra mig, og som lå der under lagnet.
Betød det, at jeg var..?
Det var første gang under hele denne oplevelse, at ordet ”død”faldt mig ind i forbindelse med det, der skete.
Men jeg var ikke død!
Hvordan kunne jeg være død og alligevel være vågen?
Jeg tænkte. Jeg kunne opleve.
Døden var noget andet - jeg vidste det ikke – at blive tom, at blive til et intet.
Jeg var mig, lysvågen, blot uden en fysisk krop at fungere i.
Jeg søgte som en vanvittig at gribe fat i lagenet drage det tilbage og prøve at afdække skikkelsen i sengen.
Men alle mine anstrengelser bevirkede ikke så meget som den mindste luftning i det lydløse lille værelse.
Til sidst sank jeg i fortvivlelse ned på sengen.
Eller rettere, jeg gjorde det i ånden:
I virkeligheden havde min ulegemelige tilstand ikke nogen forbindelse med den.
Dér, lige netop der var min egen form og substans og alligevel så langt borte fra mig, som om vi boede på forskellige planeter. Var det døden?
Denne adskillelse mellem en del af en person og resten af ham?
George Ritchie møder Jesus
Jeg var ikke sikker på, hvornår lyset i værelset begyndte at ændre sig.
Pludselig vidste jeg, at det var lysere, meget lysere end det havde været.
Jeg drejede hurtigt for at se på natlampen på sengebordet.
En 15 watts pære kunne da bestemt ikke producere så meget lys?
Jeg stirrede fuld af forbavselse, da lyset tog til.
Det kom ingen steder fra og syntes at skinne overalt samtidig.
Alle de elektriske pærer på afdelingen kunne tilsammen ikke afgive så meget lys.
Alle elektriske pærer i hele verden kunne ikke gøre det.
Det var ”umuligt” lyst: Det var, som om en million svejseapparater flammede på en gang...
”Jeg er glad over, at jeg i dette øjeblik ikke har fysiske øjne,” tænkte jeg.
”Dette lys ville på en tiendel af et sekund ødelægge nethinden.”
Nej rettede jeg mig selv, ikke lyset: Han.
Han ville være for lys til, at man kunne betragte ham.
For jeg så nu, at det ikke var et lys, men at et menneske var kommet ind i værelset, eller rettere et menneske af lys, skønt dette syntes lige så lidt muligt for min forstand som den utrolige intensitet af det strålende lys,
hans skikkelse bestod af.
I samme øjeblik jeg bemærkede ham, dannede en befaling af sig selv i min sjæl:
"Stå op!"
Ordene kom fra mit indre og alligevel havde de en autoritet, som mine egne tanker aldrig havde haft
Jeg kom på benene, og imens jeg rejste mig op, kom den vældige vished:
”Du står overfor Guds søn.”
Atter syntes forestillingen at danne sig selv inde i mig, men ikke som en tanke eller spekulation.
Det var en slags viden, øjeblikkelig og fuldstændig.
Jeg var også klar over andre kendsgerninger om ham.
For eksempel, at han var det mest fuldkomne væsen, jeg nogensinde havde mødt.
Hvis dette var Guds søn, så var hans navn Jesus.
Men det var ikke Jesus fra mine søndagsskole.
Jesus fra dengang var blid, venlig, forstående og formodentlig noget af en svækling.
Personen her var selve kraften, ældre end tiden og alligevel mere moderne end nogen, jeg nogensinde havde mødt.
Frem for alt vidste jeg med den samme mystiske indre vished, at han elskede mig.
Langt større end selve kraften var den betingelsesløse kærlighed, der udstrålede fra hans tilstedeværelse.
En forbavsende kærlighed......
Når jeg siger, at han vidste alt om mig, så var det fordi det simpelthen var en kendsgerning, der kunne iagttages.
For samtidig med hans strålende tilstedeværelse var også hver eneste episode i hele mit mit liv trådt ind i rummet, skønt jeg, når jeg fortæller om det, er nødt til at beskrive dem enkeltvis.
Alt hvad der nogensinde var hændt mig, var der simpelthen, fuldt synligt, samtidigt og nuværende, som om det fandt sted i dette øjeblik.
Hvordan det var muligt, vidste jeg ikke.
Jeg havde aldrig oplevet et sådant ”rum” vi nu syntes at være.
Den lille enestue var stadig synlig, men den begrænsede os ikke mere.
I stedet for var der på alle sider omkring os noget, jeg kunne betegne som et enormt vægmaleri .
Blot var skikkelserne i det, tredimensionale, bevægede sig og talte.”
George Ritchie så tusindvis af scener fra sit liv
fra han blev født, fra hans barndom og til han blev voksen.
Fra lyset ved siden af ham lød det:
”Hvad gjorde du med dit liv?”
Underforstået: ”Hvad udrettede du med den kostbare tid, der var tildelt dig?”
Ritchie: ”Havde jeg aldrig udrettet noget, andre mennesker ville anerkende som noget værdifuldt?
Til sidst fandt jeg det, det stolteste øjeblik i mit liv:
”Jeg blev ørnespejder!”
Igen lød det fra lyset ved siden af:
”Det tjente dig selv til ære."
Jeg begyndte at fremhæve mine præmedicinske studier, hvordan jeg ville være læge for at hjælpe andre mennesker.
Men synligt ved siden af scenerne fra klasseværelset var Cadillacen og den private flyvemaskine – tanker der var lige så synlige som handlinger i dette alt gennemtrængende lys.
Og pludselig begyndte jeg gradvis at fyldes med vrede på grund af selve spørgsmålet. Det var ikke retfærdigt.
Naturligvis havde jeg ikke udrettet noget med mit liv.
Jeg havde ikke haft tid til det. Hvordan kunne man dømme et menneske, som aldrig var begyndt rigtigt på livet?
Den tanke, der svarede, indeholdt imidlertid ikke det mindste spor af fordømmelse.
"Døden kan komme i en hvilken som helst alder."
”Naturligvis, det var klart... Men hvad med forsikringen,
der bliver udbetalt når jeg er 70?...”
Det strålende lys syntes at vibrere i en slags hellig latter – ikke ad mig og min dumhed, ikke en spottende latter, men en munterhed, der syntes at sige, at til trods for alle fejl og tragedier, var glæden alligevel noget mere vedblivende.
Og under henrykkelsen over latteren blev jeg klar over, at det var mig der dømte begivenhederne omkring os så strengt.
Det var mig, der så dem som noget trivielt selvcentreret og uvigtigt.
Der kom ingen sådan fordømmelse fra den herlighed som skinnede omkring mig.
Han dadlede mig ikke, bebrejdede mig ikke noget.
Han … elskede mig simpelthen.
Han fyldte verden med sig selv, og på en eller anden måde tog han sig alligevel personligt af mig.
Han ventede på mit svar på spørgsmålet, der stadig hang i den blændende luft......
Jesus tog derefter George Ritchie med på en rejse til forskellige steder i efterlivet.
George ser til sidst udefra en himmelsk
by, hvor kærlighed blandt mennesker er den dominerende.
(uddrag af bog gengivet efter tilladelse fra forlag)
Læs bogen:
Artikel:
Undersøgelse:
Youtube:
Meget mere om nærdødsoplevelser: