oprettet 03-11-2021
Hvad er sandhed?
1. KAPITEL
Hvad er sandhed?
Fra Jesu lidelseshistorie ved vi, at den romerske landshøvding Pontius Pilatus hen imod slutningen af sit forhør over Jesus siger: »Så er du dog en konge«? –
Jesus svarede: »Du siger det; jeg er en konge. Jeg er dertil født og dertil kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Hver den, som er af sandheden, hører min røst«.
Pilatus sagde til ham: »Hvad er sandhed?« og da han havde sagt dette, gik han ud til jøderne igen og sagde til dem: »Jeg finder slet ingen skyld hos ham«.
Pilatus ventede sig altså ikke noget svar på sit spørgsmål til Jesus, ja, det var i virkeligheden slet ikke noget spørgsmål, han med disse ord havde rettet til ham. Dertil var han alt for skeptisk. Han var jo opdraget i de romerske forestillinger om livet og forsynet samtidig med, at han var vidne til de jødiske forestillinger om de samme livets højeste foreteelser og ligeledes til den indstilling til Guddommen eller guderne, de mange andre, under det romerske verdensrige hørende folk og racer, havde.
Han så, hvorledes de alle blev salige hver ved sin tro. Derfor kunne spørgsmålet for ham ikke blive af nogen særlig alvorlig karakter, idet dets besvarelse for ham syntes ufattelig eller ganske uopnåelig for ethvert menneske.
Alle de forskellige racer og folk, som han havde været i berøring med, havde jo hver især deres urokkelige tro på, at deres opfattelse af og forhold til den højeste magt i livet var den absolut rigtige, hvilket altså vil sige: var den absolutte sandhed.
Vi kommer derved til at se, at Pilatus bliver billedet af eller symbolet på et særligt bestemt udviklingstrin, som ethvert jordmenneske må passere, nemlig det materialistiske eller såkaldt irreligiøse, der igen vil sige: det stadium, hvor man har gennemgået et vist materielt studium, efter hvilket intelligensen i en noget for stærk grad er blevet dominerende bag væsenets viljeføring og opfattelse.
Og for Pilatus' intelligens måtte det se ud, som om den absolutte sandhed var utilgængelig for enhver, og at dens tilhængere eller dyrkere var naive, enfoldige sjæle, altså nøjagtigt det samme syn som en overordentlig stor mængde jordmennesker i dag lader sig lede og beherske af.
Men er disse sidstnævnte væsener mindre overtroiske end de religiøse?
– Er deres benægtelse af en virkelig guddoms eksistens og en heraf følgende absolut logisk og dermed alkærlig verdensstyrelse mere videnskabelig underbygget end de religiøses tro på den samme højeste, kærlige guddom og en heraf udløst retfærdighed mod alle levende væsener? –
Nej, absolut ikke. At være troende er ikke blot noget, der kun gælder for de væsener, der tror på en guddom, men er også i allerhøjeste grad noget, der dominerer de væsener, som ikke tror på en guddom eller et levende, intellektuelt forsyn.
Idet disse sidste væsener ikke tror på et intellektuelt forsyn, afslører de dermed, at de netop tror på, at et sådant ikke eksistere.
Hvad er så mest naivt eller enfoldigt, enten at tro på, at det findes en intellektuel verdensstyrelse, eller at tro på, at der ikke findes en sådan? –
I begge tilfælde må man altså tro, idet man på de nævnte væseners trin slet ikke fatter de realiteter, der kan fremdrages som beviser for, enten troen på en guddom eller troen på, at denne ikke eksisterer.
Vi får altså i Pilatus et billede af det i dag mentalt set højmoderne jordmenneske, hvis spørgsmål: Hvad er sandhed, hvis det overhovedet fremkommer med et sådant, kun kan være ironisk.
2. KAPITEL
Jesus var en konge
Det mentalt set moderne jordmenneske er således i virkeligheden en »Pilatus«. –
Det har for sig folkekirken med dens autoriserede præsteskab samt de mange andre sammenslutninger af religiøse bevægelser, der hver har sin særlige »sandhed« at tro på samtidig med, at det selv ligeledes også har en »sandhed« at tro på, nemlig: sandhedens uopnåelighed eller materialismen.
Men nu kommer det mest ejendommelige. Den moderne »Pilatus« er også stedet over for Kristus.
Kristus har jo tre måder at vise sig på, hvilket han selv udtrykker med ordene: »Jeg er vejen, sandheden og livet«.
For alle væsener, der fuldt og inderligt tror på ham, viser han sig som vejen. At han er vejen, vil igen betyde, at han er deres øverste mentale herre. Hans befalinger er deres højeste lov. Han er således disse troendes »konge«.
Sandheden er altså for disse væsener fremtrædende som en kristus i kød og blod. Og det er på denne basis, at alle religiøse bevægelser, såvel buddhistiske og muhamedanske som kristne, fremtræder.
Sandheden er for hver af disse bevægelser koncentreret i form af en højeste mental fører, hvis befalinger de betragter som højeste lov.
Sandheden er derfor et væsen i kød og blod, der i kraft af sin åndelige autoritet over for dem udelukkende kun kan være en »konge«.
Buddhismens »konge« blev således Buddha, mens Islams »konge« blev Muhamed, og Kristus blev kristendommens »konge«.
For hver af disse tre store verdensreligioner vil sandheden således i sin højeste fremtræden kun være et spørgsmål om en autoritet, en suveræn fører, en »konge«.
For disse religioners tilhænger er sandheden således ét med en »konge«, en åndelig diktator eller hersker, hvis påbud eller anvisninger urokkeligt er »vejen« og derfor må følges.
Jesu erkendelse af sin identitet som »konge« overfor Pilatus har således under sig en fundamental og urokkelig begrundelse, der ikke har været uden indvirkning på den romerske landshøvding, idet han, trods stærke indvendinger fra de jødiske myndigheders side, befalede, at der på Jesu kors skulle stå »jødernes konge«.
Da han, som før nævnt, allerede i forvejen overfor de samme myndigheder havde erklæret, at han ikke fandt nogen skyld hos Jesus, indebar dette hans påbud med inskriptionen på korset ikke noget som helst udtryk for ironi.
Man ironiserer ikke over de mennesker, man af hele sin sjæl offentligt erklærer for skyldfri, som idealvæsener.
3. KAPITEL
Pilatus og »syndernes forladelse«
Hvad er det da for en mystisk kraft i Pilatus, der trods myndighedernes protest eller indvendinger får ham til urokkeligt at forlange Jesus betitlet »jødernes konge«? –
Når det ikke er ironi og således ikke kan være antipati, kan det kun være det modsatte, nemlig sympati.
Men når det er af sympati for Jesus, vil det altså afsløre, at Pilatus virkelig af sin sjæl erkendte Jesus som »jødernes konge«, hvilket igen vil sige: erkendte ham som den højeste, den bedste åndelige fører inden for det jødiske folk.
Pilatus' tidligere let ironisk henkastede spørgsmål til Jesus, »hvad er sandhed«, fik alligevel sin besvarelse.
Pilatus bragtes til at erkende Jesus som »jødernes konge«. Denne »jødernes konge« var et skyldfrit væsen.
Men et skyldfrit væsen kan kun være et væsen, der er hundrede procent i kontakt med livets love, og livets love kan umuligt være andet end sandheden.
Denne sandhed åbenbarede sig altså for Pilatus i form af »jødernes konge«.
Jesu ord til Pilatus: »Du siger det, jeg er en konge, jeg er dertil født osv.«, blev således til sandhed for Pilatus.
Det var derfor ikke så mærkeligt, at det kun var med dårlig samvittighed, at han overgav Jesus til henrettelse og måtte gøre forsøg på at udfri sig af den nævnte dårlige samvittighed ved officielt at »vaske sine hænder«.
Denne »vasken sine hænder« var i princip ganske analog med det »alterets sakramente« (hellige nadver), som senere af tusinder og atter tusinder af »Pilatus'er« blev benyttet med det samme formål, nemlig udfrielsen af dårlig samvittighed eller tilegnelsen af »syndernes forladelse«.
At blive befriet fra »dårlig samvittighed« kan i ordets dybeste forstand kun være en mental renselsesproces. Og var det ikke netop en sådan mental renselsesproces, Pilatus officielt ønskede at tilkendegive over for sig selv og offentligheden, da han tog vand og tvættede hænderne i folkets påsyn og sagde: »Jeg er uskyldig i denne retfærdiges blod; ser I dertil«? –
Det er dog alt for åbenlyst, at det i dette tilfælde ikke var for at vaske fysisk snavs af hænderne, at Pilatus tvættede dem.
4. KAPITEL
Hvorfor Pilatus gav røveren fri i stedet for Jesus
Hvorfor gav Pilatus da ikke Jesus fri? –
Han havde både magt og ret til at kunne have gjort det.
Nej, Pilatus kunne ikke give Jesus fri.
Han havde nemlig det tilfælles med alle andre, der møder en stor åbenbaring af lyset, at han havde ret til at give Jesus fri, men i første instans ikke ejede magten til at gøre det.
Han var bundet af flokkens eller hobens mening. Han var bange for selv at blive »korsfæstet«.
Han blev jo truet med »ikke at være kejserens ven«, hvis han ikke lod Jesus henrette i stedet for Barrabas.
Og her er det, at Pilatus bliver forbilledet for ethvert jordmenneske i dets første begyndende møde med lyset, her i dette tilfælde mødet med kristendommen.
Er det ikke netop således for ethvert jordmenneske, der møder et nyt moralsk lys, en moralitet, der står langt over flokkens eller det folks moralitet, det selv tilhører, og erkender denne nye moralitet som den højeste, at det befinder sig i nøjagtig den samme situation som Pilatus? –
At erkende nævnte lys eller moralitet som det absolut højeste er at give samme lys kongeværdigheden.
Det er Pilatus' erkendelse af »Jesus som jødernes konge«.
Men over for det ny lys eksisterer flokkens mening: den gamle moralitet.
Er denne moralitet ikke det samme som »Barrabas«? –
Her er væsenet altså ligesom Pilatus stillet over for »jødernes konge« og »Barrabas«.
Tør væsenet nu lige straks officielt overgive til henrettelse eller undergang »Barrabas«, hvilket vil sige: flokkens mening, ved helt at sværge til det ny lys, den ny moralitet og dermed »frigive Jesus«? –
Nej, det almengældende er, at væsenet giver »Barrabas« fri og »korsfæster Jesus«.
Ja, så stor magt havde og har denne tradition, at der måtte rejses tusinder og atter tusinder af autoriserede »renselsessteder« verden over i form af templer, kirker og altre for sakramenter, ved hvilke den moderne »Pilatus« kunne »vaske eller tvætte sig fri« af sin dårlige samvittighed med hensyn til sit forhold til »jødernes konge« og »Barrabas« i sit eget indre.
© Martinus Institut 1981