redigeret og opdateret 03-11-2021

Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse.

Spiralkredsløbet består af en "livszone" og en "dødszone"

1443. Og i henhold hertil kommer det levende væsens evige liv til at forme sig som en skiftevis fremtræden som "et levende" og "et dødt" væsen. Og der bliver derfor i tilværelsen eller i spiralkredsløbet to store sfærer eller zoner, nemlig den, i hvilken væsenet oplever sig selv som identisk med "et levende væsen" eller sin "evige tilværelse", og en zone, i hvilken væsenet oplever sig selv som identisk med "et dødt væsen", hvilket vil sige: identisk med "materien" eller "det skabte". Spiralkredsløbet eller det evige livs struktur former sig altså som en "livszone" og en "dødszone".

 Denne "livszone" og "dødszone" kender vi allerede her fra "Livets Bog" som henholdsvis udgørende "lyset" og "mørket", "det gode" og "det onde". Begge disse zoner strækker sig hele spiralkredsløbet rundt. Der eksisterer således ikke et eneste punkt eller område i dette kredsløb, hvor de ikke begge eksisterer.

 Hvis det ikke var således, hvis der var et område i kredsløbet eller et tidsafsnit i det levende væsens evige liv, hvor de ikke begge eksisterede i dets væsen, måtte dette liv forme sig som totalt kontrastløst, hvilket igen vil sige: totalt uden manifestationsevne.

 Et sådant levende væsen kunne hverken opleve eller manifestere sig, idet denne proces jo udelukkende er baseret på kontrastprincippet. Enhver oplevelse eller sansning er jo kun en oplevelse og skabelse af kontraster. Der, hvor der ingen kontraster findes, er der heller ingen oplevelse eller skabelse mulig. Der måtte en evig stilstand beherske situationen. Og en sådan situation måtte udelukkende være en evig "absolut" "død".

 Hele spiralkredsløbet, der jo er "det evige livs" sande struktur, er ganske vist på én gang en "livszone" og en "dødszone", men "dødszonen" er ikke nogen "absolut" "død".

Hvad der bevirker, at individet tror sig ét med materien,

eller en "skabt ting", der igen skal opløses

444. Men takket være en evig fortsat rytmisk bevægelse, opretholdt med tilværelsens syvende grundenergi "moderenergien", bliver "dødszonen" dominerende eller altbeherskende i den ene del af spiralkredsløbet, medens "livszonens" domæne i samme halvdel er skrumpet ind til kun at udgøre et lille svagt eller elementært område, lige akkurat stort nok til, at der ikke kan opstå et "dødpunkt", så spiralkredsløbet ville gå helt i stå.

 Hvis "livszonens" energiudfoldelse kunne blive total stilhed, hvad skulle så igen bringe denne i funktion? - "Livszonen" har således som nævnt indenfor "dødszonen" i spiralkredsløbet et lille elementært område, hvor den er så lidet fremtrædende, at den ikke engang kan nå frem til individets vågne dagsbevidsthed. Og det er denne omstændighed, der bevirker, at individet tror sig ét med materien, tror at det er skabt, er blevet til og igen skal opløses i det totale "intet".

 "Livszonens" energi kan kun akkurat give det fornemmelsen af at være "levende" lige i det lille område af et lokalt jordliv, det kan erindre sig. Alt, hvad der ligger udenfor dets vågne dagsbevidste hukommelse, bliver således af mere eller mindre tvivlsom art, idet det kun kan opleves igennem andres beretninger.

 Således er timen, dagen og årstallet for dets fødsel og detaljerne indenfor de første år af dets nuværende jordliv kun en "andenhåndsviden" for slet ikke at tale om erkendelsen af de tidligere jordliv, som det i værste tilfælde helt er ude af stand til at fatte eller forstå, ja, undertiden ligefrem benægter og forfølger.

 Det erkender så at sige kun sit liv indenfor nuet. Hvad der er udenfor nuet og erindringen, markerer "dødsrigets" domæne og "livsrigets" "lig" indenfor dets bevidsthed.

Jordmenneskeheden er på rejse gennem "dødsriget".

Hvad der markerer dens tilstedeværelse her

1445. Og det er jo netop denne tilstand, den jordiske menneskehed er i færd med at opleve. Den er, kosmisk set, på rejse gennem "dødsriget". Jordmenneskene er alle mere eller mindre "døde" væsener, der har et lille elementært område af "livszonens" energi, kraft eller spire i sig, lige akkurat nok til at de kan fornemme sig "levende" i nuet og indenfor det, de kan huske af deres nuværende jordliv, medens hele deres fundamentale tilværelse udenfor dette område, hvilket altså vil sige: alle deres tidligere jordliv med de herunder henhørende fysiske og sjælelige oplevelser igennem årtusinder, ja, årmillioner indenfor deres passage af spiralkredsløbet er totalt udenfor deres vågne dagsbevidste horisontområde.

Den del af deres liv og mentalitet er således for tiden et bevidstløst eller "dødt" område. Deres "kosmiske bevidsthed" eller absolutte viden om deres evige eksistens er altså, hos det materialistisk indstillede jordmenneske, kun et "lig", der forlængst er opløst, og som det derfor slet ikke har nogen erindring om.

Det er derfor tilgiveligt, at det benægter hele denne sin vældige fortid og kun erkender den, i forhold hertil, lille mikroskopiske "døgnfluetilværelse", det i dag rummer i nuet, og den smule erindringer det har fra de allernærmeste årtier bag dette nu.

At det ligeledes benægter livet i stjernerne og solene for slet ikke at nævne benægtelsen af den mangfoldighed af mørke eller usynlige kloder eller planeter, der, med sine menneskeheder og mentale og fysiske riger, kontinenter og have bevæger sig omkring solene frem igennem stjernebyerne, men derimod betragter sig selv eller jordmennesket som det allerhøjeste liv i universet er naturligvis lige så selvfølgeligt.

Et billede af jordmenneskets døde

eller livløse indstilling til dets evige tilværelse,

Guddommen eller den absolutte sandhed

1446. Men tænk, hvor svimlende områder af livet eller "det levende" omkring individet, det opfatter som "dødt", og hvor lille en mikroskopisk del af det samme vældige livsområde eller univers, det opfatter som "levende".

Hvis f.eks. en eller anden lille celle i vor organisme erkendte sig selv og ligestillede celler for at være det højeste og eneste "levende" i vor organisme, og alt det øvrige i samme organisme for at være "døde" kræfter, såsom hjerte, lunger, lever og kirtler eller selve "det levende væsen", vi med vor samlede organisme udgør, har vi her et billede på jordmenneskets indstilling og forhold til det virkelige eller evige liv, til Guddommen eller Forsynet og hermed til den absolutte evige sandhed.

Ligesom nævnte celle, hvis den kunne ræsonnere, ville påstå, at der ikke var noget menneske til eller rettere noget levende væsen højere end den selv, men at alt det øvrige i den organisme, som er univers for den, kun var "død" materie eller livløse naturkræfter, således påstår det materialistiske jordmenneske, at der ikke findes nogen livsform i universet, der er højere end det selv, og at der som følge heraf hverken er liv på andre kloder eller verdener i verdensaltet, der jo er den organisme, i hvilken det selv er "celle".

I sandhed, det "døde væsen" kan kun se "døde ting" og må derfor tilbede "døden" i stedet for "livet". Og man forstår således her bedre Verdensgenløserens udtalelse, der hvor han siger: "... Lad de døde begrave sine døde".

Spiralkredsløbets lysside eller "livsriget"

og dets særlige struktur

1447. Ligesom "dødsriget" behersker og dominerer den ene halvdel af spiralkredsløbet, dominerer og behersker "livsriget" den anden halvdel af det samme kredsløb. Denne halvdel af spiralen forekommer altså side om side med "dødsriget" eller "dyreriget", men er her ganske latent eller fremtrædende i sin allermindste udfoldelse. Men efterhånden som "dødsriget" har kulmineret i jordmennesket, begynder det latente "livsrige" at røre på sig.

Og det er dette røre, vi igen kender som alle de lyse profeters og verdensgenløseres føring af væsenerne frem imod "humanitet" og "næstekærlighed". Og det er dette røre, der nu igennem århundreder har givet sig udslag igennem de tre store verdensreligioner: buddhisme, islam og kristendom.

Det centrale i hele dette røre er ikke dette at udvikle jordmenneskene til "krigere" eller "herrefolk". Alt, hvad der kommer her ind under, hører udelukkende mørkezonen eller "dødsriget" til. Det er den mentale "døds" kolde granitvægge, der endnu holder væsenerne indestængte i uvidenhedens og naivitetens kolde, kosmisk bevidstløse sfære.

Det absolutte mål bag verdensreligionerne eller den kosmiske verdensimpuls er jo den "absolutte humanitet" eller "næstekærlighed". Alt, hvad der arbejder i den retning, er således lysets vækst eller væsenets befordring ud af "dødsriget".

Det er væsenets kosmiske "opstandelse" eller tilbagevenden til det virkelige liv. I dette liv befinder det sig ikke mere som "ét med materien" eller "det timelige" eller tror, at det er et "dødeligt" væsen. Da ved det, at det i sig selv er "evigheden" og dermed tidens, rummets og dødens evige skaber i sin egen bevidsthed og er således herigennem "ét med Guddommen" eller "den evige Fader".

Og det er i denne begyndende opstandelsesatmosfære eller denne begyndende opvågning til livet, at vi finder det jordiske menneske. Samtidigt med, at det mørke "dødsriges" kolde og klamme detaljer begynder at nå frem til sin efterårsblomstring, begynder der i jordmennesket at spire en helt ny mentalitet frem.

Denne spiring er "det rigtige menneskeriges" første begyndende forårssymptomer. Og tiden iler. Lyset og varmen kommer nærmere og nærmere for tilsidst helt at overskygge hvert enkelt jordmenneske, et efter et, med sin varmende, guddommelige sommer, hvor alt ligger badet i kærlighedens strålende lys.

Og her er der ikke mere skinsyge, her er ikke brødnid, her er ikke ulykkelig kærlighed. De levende væsener her vånder sig ikke mere i "de ulykkelige ægteskabers" hængedynd eller kvalfulde situationer.

Her er ingen forældreløse eller hjemløse børn, der er prisgivet andres nåde og barmhjertighed. Her er ingen albuen sig frem på andres bekostning. Her er ingen slaver, hverken camouflerede eller åbenlyse.

Her er ingen krig og lemlæstelse, had og hævn. Og her er ingen "død" og derfor heller ingen "dødsfrygt", ligesom der her heller ikke er nogen, der vånder sig i sorg og sygdom. Og her er ikke mere nogen, der fødes med smerte.

Men livet funkler, stråler og lyser. Alle elsker alle. Men denne kærlighed er ikke en af frygt for lovene tillært dannelsesdressur eller rutine i høflighed.

Det er ikke en kold hjernemæssig opfyldelse af teoretiske opsatte moralbud, hvormed man kan udsmykke sin egen lille person og ligesom farisæeren takke Gud, fordi man ikke er som "de andre mennesker, røvere, uretfærdige, horkarle ..." og dermed fryde sig over sin selvbestaltede, egoistiske stråleglans.

"Næstekærligheden" er fundamentet for "det rigtige menneskerige", ligesom "den ægteskabelige kærlighed" er fundamentet for "dyreriget" eller spiralens mørkezone

1448. I det fuldkomne menneskerige er det derimod en på en ren organisk struktur ufejlbarlig båret absolut "næstekærlighed", hvis tilfredsstillelse er et ligeså selvfølgeligt dagligt behov, som "den ægteskabelige kærlighed" er et dagligt behov i dyreriget og uden hvis tilfredsstillelse ingen absolut hundrede procents mand eller kvinde ville kunne fornemme salighed eller absolut lykke i "dyreriget" eller "dødsriget".

"Næstekærligheden" er således det samme fundament for "det rigtige menneskerige" eller spiralens lysside, som "den ægteskabelige kærlighed" eller sympatien for det modsatte køn er fundamentet for spiralens mørkeside.

Ligesom mørket har kulmineret på de jordiske kontinenter og have, således skal lyset eller fuldkommenheden også komme til at kulminere på de samme kontinenter og have

1449. "Himmeriges rige" er ikke et rige, der først skal opleves engang om kommende årmillioner hinsides skyerne i en åndelig sfære, men skal allerede længe forinden opleves som et rent fysisk rige her på jorden.

Ligesom mørket kastede sin altødelæggende helvedes-, døds- eller lidelsestilstand hen over de jordiske kontinenter og have, således skal lyset ligeledes kaste "himmeriges" livs- og salighedsatmosfære over de samme kontinenter og have.

Hvert rige i spiralen har principmæssigt sit "helvede" og sit "himmerige". Og for jordmenneskehedens vedkommende har den jo endnu kun oplevet "helvede" i den fysiske verden.

Den skal også opleve, at "himmeriges rige" kan manifesteres i den samme verden. Først når denne oplevelse har kulmineret, bevæger jordmenneskeheden sig ud af den fysiske sfære til de store og høje verdener hinsides al fysisk tilværelse for at blive hjemmehørende i de zoner og riger, i hvis laveste sfærer, dens enkelte væsener på deres nuværende trin kun får lov til at dvæle som en flygtig gæst mellem hver fysisk inkarnation.

Jordmenneskets nuværende mørke tilstand

har kun til opgave at skabe længslen efter en "varig fred"

1450. I vor forskning af det evige liv er vi nu kommet så langt, at vi kan se, at det fremtræder i to store kontraster: "lyset" og "mørket", hvilket her igen vil sige: "livsriget", hvor det levende væsen er "ét med Faderen", kender sin udødelighed og identitet med evigheden, og "dødsriget", "det dræbende princips" zone, i hvilken væsenet har mistet sin kosmiske bevidsthed, kender ikke sin udødelighed eller identitet med evigheden og benægter Guddommen, ligesom det tror, at det levende væsen er identisk med "materien" og behandler derfor sin næste som dødt stof.

Det er denne kosmisk, døde tilværelse, der kulminerer i form af krig, mord og lemlæstelse og i en dominerende udstrækning udgør jordmenneskets tilværelseszone af i dag. Derfor er også dette mørke, denne totale kosmiske uvidenhed eller bevidstløshed det eneste absolut konkrete for det almindelige jordmenneske.

Men denne tilværelsesform har jo kun til opgave at afføde i væsenet et uundgåeligt begær eller ønske om at komme ud af denne mørke eller døde verden og frem til en mental zone, hvor væsenerne er fri for alle de disharmonier og lovovertrædelser og den heraf følgende smerte og lidelse, som de nu igennem en mangfoldighed af jordliv har våndet sig i.

Det er opfyldelsen af dette ønske, der udtrykkes som "en varig fred".

Hvorfor læserne særligt må gøre sig

"ukærlighedens" og "kærlighedens" analyser begribelige

1451. En "varig fred" er intet mindre end "himmeriges rige". At få en "varig fred" på anden måde end igennem den "næstekærlighed", der netop er fundamentet for dette rige, er absolut umuligt.

Kun "næstekærligheden" kan garantere en freds varighed. Og vi har da også set, at hele jordmenneskehedens åndelige vækst netop går i retning af at udvikle nævnte form for kærlighed.

Denne kærlighed er allerede i årtusinder forkyndt af menneskehedens største og mest udviklede førere, profeter og verdensgenløsere som den absolutte betingelse for, at der kan blive virkelig fred og harmoni i verden.

Og vi har jo lige her i "Livets Bog" set, at hele universet afslørede, at "næstekærligheden" er den eneste absolutte totalopfyldelse af verdensplanens guddommelige love, medens det modsatte, hvilket altså vil sige: "ukærligheden", er totalovertrædelsen og undermineringen af alt, hvad der i denne guddommelige plan er skabt til at betinge kulminationen af den allerhøjeste viden og dermed den fuldkomneste og mest omfattende form for oplevelse af kontrasten til "døden".

"Ukærligheden" er således "dødens" fundament, medens "kærligheden" er "livets". Det er meget nødvendigt for læseren at gøre sig disse ting begribelige, for at han dermed kan overvinde noget af den intolerance eller uvilje, han eventuelt vil føle, når de kosmiske analyser nu begynder at afsløre, at "hankøns-" og "hunkønsprincippet" ikke er nogen fyldestgørende organisk struktur for skabelsen af den højeste lykke, den højeste viden og dermed den allerhøjeste fornemmelse eller oplevelse af livet, men derimod kun udgør "dødens" organer.

 © Martinus Institut 1981

Læs videre i:

Livets Bog Bind 4 - online

eller køb bogen:

Livets Bog bind 4

her

Det Evige Verdensbillede

her