redigeret og opdateret 03-11-2021
To slags kærlighed
1. KAPITEL
Ægteskabsprincippets mission
Det store fundamentale princip, som på forskellig måde har været det levende væsens livsfundament i dets eksistens og væremåde i dets udviklingspassage gennem dyreriget og helt op i det ufærdige jordiske menneskes livstilstand, er dets parringstilstand.
Det er denne guddommelige tilstands udfoldelse, vi kender under begrebet "kønsdriften", og som hos det ufærdige menneske ligger til grund for det, vi udtrykker som "ægteskabet". Som vi her skal se, har ægteskabet eller parringstilstanden til formål at være en erstatning for væsenernes manglende evne til at manifestere næstekærligheden eller alkærligheden i livets mørkeste verden eller livsplan. Denne livets mørkeste verden er "dyreriget", under hvilket det jordiske menneske henhører i samme grad, som det endnu er ufærdigt udviklet som "menneske".
2. KAPITEL
Væsener i hvilke næstekærligheden eller alkærligheden ikke eksisterer
I den del af dyreriget, hvis væsener endnu fremtræder som hankønsvæsener og hunkønsvæsener i renkultur, eksisterer næstekærligheden eller alkærligheden absolut ikke. Det er disse væsener, vi kender under begrebet "dyr". De udgør enpolede væsener, hvilket vil sige, at af det levende væsens to poler: den maskuline og den feminine pol, er kun den ene pol i udfoldelse hos dyret. Hos nogle dyr er det den maskuline pol, der er i udfoldelse, og væsenet fremtræder da som et hankønsvæsen. Hos andre væsener er det den feminine pol, der er i udfoldelse, og væsenet fremtræder da som et hunkønsvæsen.
Hos disse væsener eksisterer der som nævnt absolut ikke nogen som helst form for virkelig næste- eller alkærlighed. Der forekommer heller ikke nogen som helst væsentlig grad af humanitet. I kraft af dets særlige polstruktur er det umuligt for dette væsen at elske sin næste, som det elsker sig selv. Der kan godt opstå en sympati i dyret, f.eks. i en hund for dens herre, den kan endog være meget stærk, men den er absolut ikke det samme som alkærlighed. Den gælder kun hundens herre og afføder skinsyge imod andre væsener, der kommer dette dyrets forhold til sin herre for nær. –
En verden, i hvilken der hverken er humanitet eller alkærlighed, kan kun være en meget mørk verden, hvor væsenerne må rivalisere med hverandre om livet. Det er i stor udstrækning en livsbetingelse, at væsenerne her må dræbe for at leve. De er i samme udstrækning prædestinerede til at måtte æde andre væseners organismer som livsbetingende føde. De må derfor forsvare sig overfor angribende væsener og må selv angribe væsener, der er livsbetingende føde for dem selv. Derfor er disse væseners organismer ligefrem udstyret med organer, der i sig selv er mordvåben eller drabsmidler, med hvilke de på dødbringende måde kan både angribe og forsvare.
Det er således her synligt som urokkelig kendsgerning, at dyreriget er et dødens, drabets, invaliditetens og smertens rige. Hvad er atom- eller kernevåben i udfoldelse andet end dette riges ufærdige menneskers kulminerende helvede? – Og hvad er den fundamentale årsag til helvede? – Helvede skyldes de ufærdige væseners manglende næstekærlighedsevne.
3. KAPITEL
Den højeste ild eller Guds ånd i dyreriget
Hvad er det oplivende moment i dette mørkets og dødens rige? – Hvad animerer væsenerne til at udløse denne dødbringende kamp for det daglige liv i dette livets helvede? – Det er altså ikke alkærligheden eller den kærlighed til sin næste, som man skal elske, som man elsker sig selv. Som før nævnt eksisterer denne kærlighed ikke i dyreriget i renkultur. Ja, der er ikke engang selv det mindste gran af humanitet i samme rige. Hvad er da lyset i denne skyggernes verden? –
Lyset i dette mørke, helvede eller ragnarok er ikke desto mindre den allesteds nærværende Guds ånd. Den kommer til udløsning i væsenernes parringsakt som et lysglimt i form af en kulminerende behags- eller vellystfølelse i de herfor egnede organer, nemlig kønsorganerne hos de to parter: han- og hunkønsvæsenet, der udløser akten. Guds ånds tilstedeværelse i væsenerne i form af det nævnte lysglimt i parringsakten har vi i vort hovedværk Livets Bog udtrykt som "den højeste ild". Nævnte lysglimt udgør den absolut allerhøjeste behags- eller vellystfølelse, der eksisterer i dyreriget.
Intet under, at den er blevet det tilsvarende største begærobjekt for væsenerne i en verden af krig og fjendskab, og hvor mord og drab er en livsbetingelse og alkærligheden en umulighed. Tænk, hvor guddommeligt det er, at væsenerne i denne sorteste sorte lidelsernes verden her i en kunstig sjælelig kontakt med et andet væsen, realistisk i kød og blod kan opleve et glimt af Guds ånd eller det evige lys som livets allerhøjeste og altoverstrålende behags- eller vellystfornemmelse. Det er denne allerhøjeste behags- og livsstimulerende fornemmelse, der, om end ubevidst for de to parter selv, er oplevelsen af det evige lys eller Guds ånds tilstedeværelse i deres egen organisme, i deres eget kød og blod her i mørkets og dødens verden. –
Det er begæret efter dette lys, denne kulminerende behags- eller vellystfornemmelse i parringsakten, der bærer hele dyreriget. Det er drivkraften i al livslyst. Det er nydelsen af dette lys, der befordrer det levende væsen igennem selve livets mørkeste mørke eller helvede. Det er denne Guds ånds tilstedeværelse i parringsakten, der befordrer væsenernes forplantning og gør genfødslen eller reinkarnationen mulig og dermed væsenets passage fra liv til liv i en ny og forbedret organisme for hvert liv og dermed en stadig udvikling og forbedring i manifestation og oplevelse af livet.
Det er denne Guds ånds tilstedeværelse i væsenets eget kød og blod, der fører væsenet frem til overvindelsen af mørkets kulmination. Denne overvindel se af mørkets kulmination åbner porten til himmeriges rige for det således færdige "menneske i Guds billede efter hans lignelse", den evige gudesøn.
4. KAPITEL
Guds plan med det ufærdige væsen
Det er således ikke livets mening, at Guds ånd skal blive ved med kun at kunne opleves af det levende væsen som et lysglimt af kulminerende vellyst og salighed, mens hele den øvrige del af dets daglige liv skal være et mere eller mindre kulminerende mørke eller helvede. Guds hensigt med det levende væsen er ikke blot dette, at gøre væsenet til et "dyr", til et væsen, hvis livsbetingelse er at dræbe andre væsener og æde deres organismer som føde og dermed selv blive prædestineret til en ulykkelig, lemlæstende og dødbringende skæbne.
Når det ikke desto mindre er således, skyldes det udelukkende dette, at bevidsthed og den heraf følgende væremåde kun kan tilegnes ved erfaringsoplevelse. Det et væsen aldrig har oplevet eller hørt tale om, kan det umuligt vide noget om. Da en total fuldkommen væremåde kræver viden og evne for at kunne manifesteres, må det levende væsen have adgang til den erfaringsdannelse eller livsoplevelse, der kan give det denne viden og evne. Hvordan skulle det kunne vide, om noget er godt eller ondt, om noget er fuldkomment eller ufuldkomment, hvis det ikke havde adgang til at erfare det ved selvoplevelse. –
Hvordan skal et væsen kunne blive til væsenet i Guds billede, hvis det ikke har nogen som helst viden om, hvad der er ondt, og hvad der er godt? – Var det ikke netop Guds viden om, hvad der var godt, og hvad der var ondt, der skulle vederfares væsenerne med "nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt"? – Var det ikke netop "slangen", der vejledede "Eva" til at forstå Guds plan med hensyn til nydelsen af kundskabens træ (Se 1.Mos.3.4.). "Da sagde slangen til kvinden: I skulle ikke dø døden; men Gud ved, at hvilken dag i æde deraf, da skulle eders øjne oplades, og I skulle blive lige som Gud og kende godt og ondt".
Hvordan skulle væsenet kunne blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse uden at have kendskabet til godt og ondt? Dette kendskab til godt og ondt er således i viden og evne, i teori og praksis den absolutte hovedbetingelse for væsenets fremtræden i Guds billede efter hans lignelse. Slangen var altså ikke nogen "djævel", der forførte eller vildledte "Eva", men et væsen, der vejledede hende.
Vi ser derfor i "slangen" et væsen i verdensgenløsningens eller kristusprincippets tjeneste. Og vi forstår da også her, at det levende væsens daglige liv i dyreriget eller mørkets verden er det samme som "nydelsen af kundskabens træ". Dette gælder ikke mindst de ufærdige mennesker, der jo hører dyreriget til med den del af deres bevidsthed, der endnu er dyrisk (egoistisk, hadefuld, intolerant, misundelig, skinsyg og morderisk).
Når de jordiske mennesker lever i så meget mørke, er det netop fordi, de endnu i en meget høj grad er uvidende om, hvordan de skal leve for at blive fri af mørket og lidelserne og derved komme til at opleve den totalt fuldkomne tilværelse, hvor der hverken er krig, død eller pine. De må derfor stadig hade, myrde, dræbe, lemlæste og ødelægge, der hvor de endnu ikke er udviklede, for at få virkeligt kendskab til, hvor ulykkeligt det er at leve i en sådan primitivitet og uvidenhed og det heraf følgende helvede. De må stadig æde andre væseners organismer som føde.
Her er de ufærdige jordiske mennesker ikke nogen undtagelse. Mens dyrene lever i organismer, der i sig selv er sande mordvåben, lever menneskene i organismer, med hvilke de har været i stand til at skabe atom- eller kernevåben. Med disse har de udvidet deres drabskapacitet millioner af gange. Med denne drabs- og ødelæggelseskapacitet er de i stand til at udslette millionbyer med deres befolkninger og kulturgoder i løbet af sekunder. Ja, alt fysisk liv på jorden ville de kunne udslette, hvis ikke Guddommens mål eller hensigt med de levende væsener var noget helt andet.
Det er ikke meningen, at det levende væsen skal udvikles til at blive et permanent "djævlevæsen" med gigantiske, morderiske, smerte- og lidelsesfrembringende kræfter. Verdensaltets kosmiske struktur og de heraf følgende livslove for de levende væseners bevidsthed og væremåde betinger, at de samme væseners skæbne, hvad enten den er ond eller god, kun kan være en kopi af den væremåde, de har udfoldet overfor deres næste og omgivelser.
Det er en total viden om denne væsenernes skæbnedannelse, de kommer til ved liv efter liv at "nyde af kundskabens træ". Og igennem de lidelsers tilbagevirkende lidelser på væsenerne selv, som de ligeledes liv efter liv har påført deres næste eller andre væsener, opstår den humane evne eller evnen til ikke at kunne nænne at gøre andre levende væsener fortræd.
Der opstår således efterhånden i væsenet lysten til udelukkende kun at være til glæde og velsignelse for alt levende. Dette er igen det samme som at være "ét med Gud". Og i det levende væsen med denne væremåde har vi her for os "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Det levende væsens forvandling til denne guddommelige åbenbaring af Guds billede, udstrålende alkærligheden eller det evige lys til alt og alle, er således Guds plan eller formål med alt, hvad der overhovedet sker for vore øjne her i det mørke dyrerige, krigens og lidelsernes verden......
© Martinus Institut
Læs videre
Køb bogen:
Saxo:
--------------
Læs evt. også om
Den seksuelle drift eller "den højeste ild"
er "det godes" og "det ondes" alfa og omega
her: