redigeret og opdateret 03-11-2021

 Kære venner! Som De allerede ved, er dagen i dag søndag den 24. marts en mærkedag i mit liv.

For 25 år siden var den 24. marts en skærtorsdag.

Når nævnte dag således blev en mærkedag i min tilværelse, er det fordi jeg på denne dag oplevede afslutningen på en hel serie af meget ejendommelige oplevelser, som jeg i de nærmeste forudgående dage havde været indhyllet i.

Da disse oplevelser i nogen grad overbelastede hjernen og nervesystemet, bevirkede de meget stærke smerter i de pågældende organer.

Ud af disse smerter blev jeg netop befriet nævnte skærtorsdag. Og da disse først var fjernede, kunne jeg begynde vågen, dagsbevidst at koncentrere mig om de psykiske oplevelser, jeg således i de forudgående dage havde gennemgået.

Som De måske allerede ved fra min lille bog "Omkring min missions fødsel", bestod disse oplevelser i en slags "ilddåb".

Nævnte oplevelser var naturligvis udelukkende beregnede på mig selv personligt og ville ikke kunne have haft nogen som helst interesse for andre mennesker, hvis ikke de netop kom til at afsløre sig som det udløsende moment til den viden, som Gud har givet mig at overbringe menneskeheden.

Da De alle sammen kun kender mig igennem denne min viden, som nu i form af "kosmiske analyser" eller åndsvidenskab herfra har begyndt at brede sig ud til menneskene, vil det sikkert være ejendommeligt for Dem at høre, at der har været en tidsperiode i mit nuværende liv, hvor jeg i vågen dagsbevidsthed slet ikke ejede denne viden, men var lige så uvidende på åndelige områder som det almindelige jordmenneske.

Og på det rent materielle område kan jeg heller ikke sige, at jeg var særligt vidende.

Jeg havde ikke fået nogen skoleundervisning ud over den, man får i en lille skole langt ude på landet, hvor der kun er to klasser og een lærer, og hvor skolegangen i hin tid kun var seks timer om ugen om sommeren og noget mere om vinteren.

Jeg lærte ligesom de andre børn at regne og skrive lidt til husbehov.

Menneskehedens store filosoffer og intellektuelle førere og deres opfattelser lærte vi ikke at kende i en sådan skole. Det syntes, som om det her var mere vigtigt, at vi fik kendskab til Rolf Krake og hans bersærker, Gorm den Gamle og Harald Blåtand og frem for alt datoerne for deres regeringstid.

Da mine plejeforældre kun var almindelige husmandsfolk, var der ikke  penge til at købe bøger for, selv om jeg på dette tidspunkt hungrede stærkt efter at læse.

Disse mine to kære gamle plejeforældres litterære føde var den stedlige avis "Vendsyssel Tidende" og "Ugens Nyheder".

Og med denne åndelige næring måtte jeg altså også nøjes.

Og da jeg senere blev voksen og godt kunne have købt gode bøger at læse, følte jeg hverken lyst eller trang til at læse noget af betydning, ligesom jeg på grund af den manglende intellektuelle opdragelse, heller ikke anede, hvilke værdifulde store tænkeres værker, der eksisterede.

Og således gik det til, at "Familie Journalen" og "Sherloch Homes" afløste min førnævnte åndelige næring.

Og det er ligeledes af den grund, at jeg så at sige ingen ting ved på de felter, almindelige intellektuelle eller de såkaldte "dannede" mennesker ved så meget.

Da jeg ikke kendte hverken "Teosofi", "Antroposofi", "Metafysik" eller andre store religiøse bevægelsers intellektuelle fundamenter og heller ikke accepterede alle de dogmer og påstande, som min børnelærdom var baseret på, var jeg således intellektuelt set et temmelig ubeskrevet blad.

Kun een ting ejede jeg fundamentalt, og det var et hemmeligt, men absolut inderligt og urokkeligt Gudsforhold.

Jeg var klar over, at denne Guddom måtte repræsentere en altoverstrålende kærlighed, og at alle de såkaldte "helvedesstraffe", "hellige" former for vrede og "retfærdige" former for harme var jordmenneskelige opfattelser af Guddommen i deres eget billede eller jordmenneskelig skikkelse.

At denne Guddom derfor i dette billede måtte fremtræde med jordmenneskets svagheder, tendenser og ufuldkommenheder, føle vrede, harme og lyst til at "straffe" forstod jeg som selvfølgeligt.

Men nogen detaljemæssig, intellektuel forklaring eller udformning af denne Guddom var jeg ganske ude af stand til at give, ligesom jeg i al almindelighed slet ikke ønskede at tale om Guddommen til noget andet væsen.

Guddommen var jo mit private sjælelige fundament, ligesom Kristus for mig var denne Guddoms billede.

I alle mine tvivlsspørgsmål henvendte jeg mig i min tanke altid til dette væsen og traf ikke nogen større, vigtig afgørelse uden først at have forestillet for mig selv, hvad Kristus ville gøre i den eller den foreliggende situation, hvis han havde været i mit sted.

Det blev da altid klart for mig, hvad han ville eller ikke ville i nævnte tilfælde. Og det blev således på denne måde hans afgørelse, der blev min ledesnor.

Og således var billedet af min psyke ved den tid, hvor de ophøjede begivenheder indtraf, der helt skulle gøre mig vågen, dagsbevidst i Guds mentalitet, evige vilje og verdensplan.

Jeg var den gang ansat på et stort kontor her i København ved den branche, som jeg netop var uddannet i, nemlig mejerifaget.

Selv om jeg nok var glad for mit arbejde, var det dog indlysende for mig, at nævnte arbejde kun var noget, jeg ligesom så mange andre nødvendigvis måtte have for dermed at kunne opretholde min eksistens.

Og det var ikke med særlig store forventninger jeg i ånden så mig selv i en uoverskuelig fremtid kun sidde og skrive tal på et kontor.

Hverken talskriveriet eller selve dette at kærne smør og lave ost kunne nogen sinde blive en livsopgave for mig og måtte som følge heraf altid vedblive at være et nødvendigt "onde", selv om jeg med lethed ad denne vej ville kunne have opretholdt en meget pæn eksistens.

Jeg følte af hjertet, at jeg for at blive virkelig lykkelig – ægteskab interesserede mig ikke, da jeg ikke havde den egenskab at kunne blive forelsket – måtte have et helt andet kald, måtte anvende mine manddomskræfter på et helt andet felt end netop dette at være mejerist eller kontormand.

Og jeg tænkte undertiden på, om jeg ikke skulle kunne egne mig til at blive missionær et eller andet sted ude i verden hos naturmennesker.

Men da det var umuligt for mig at give mig helt den ortodokse kristendom i vold, idet jeg jo allerede den gang havde mine egne særanskuelser eller måske rettere sagt mine tvivl med hensyn til adskillige detaljer i den kirkelige kristendom og moralopfattelse, var jeg straks klar over, at der ikke var nogen vej åben for mig her.

Min situation var egentlig meget mærkelig. I felter, hvor andre vidste så meget, vidste jeg, som før nævnt, ingenting.

Og i de felter, hvor andre faktisk intet vidste, nemlig på det åndelige, vidste jeg i virkeligheden heller ikke noget.

Jeg var derimod et bundt spillende nerver og kræfter, parat til en koncentreret vældig energiudfoldelse, uden at denne energi kunne finde afløb ved en naturlig anvendelse i et eller andet menneskekærligt formål, således som jeg af hele min sjæl ønskede det.

Jeg vidste dengang ikke, at jeg på dette tidspunkt var et nybygget, færdigt kraftcenter, et nyskabt redskab, der endnu ikke var taget i brug, men ved hvis hjælp Forsynet eller Guddommen ville modellere jordmennesket om i sit eget "billede", og at jeg i dette formåls tjeneste kunne blive grebet af den guddommelige hånd, hvilket øjeblik det skulle være.

Men jeg fik ikke lang ventetid. Mit ønske om at blive "missionær" blev opfyldt længe før og på en helt anden og mere overdådig måde, end jeg nogen sinde på det fysiske plan havde kunnet drømme om.

Gud havde planlagt en dejlig stor opgave for mig og lod mig opdage, at jeg befandt mig midt i "junglen", og at der var rigeligt med "naturmennesker" alle vegne, der trængte til en "missionær".

Der indtrådte således pludseligt i mit liv nogle psykiske oplevelser, der helt forandrede min bevidsthed.

Da disse oplevelser i den udstrækning, der foreløbig kan have behørig interesse for den almene åndsforsker, er beskrevet i den allerede før omtalte bog "Omkring min missions fødsel", skal jeg ikke her gentage beskrivelsen af den ydre billedform og indre sansemæssige struktur, under hvilke de nævnte oplevelser på psykisk måde manifesterede sig.

Selve de psykiske begivenheders billedformige struktur er i første instans udelukkende kun beregnede på selve min person eller mit jeg alene.

Det, der derimod er af absolut interesse for andre, er udelukkende kun de virkninger af nævnte oplevelser, jeg manifesterer eller afslører overfor mine omgivelser eller medvæsener.

Og disse virkninger blev blandt andet dette, at jeg så, at hele jordmenneskeheden endnu var et natursamfund.

Der var hist og her nogle mærkelige, snavsede, hvide områder i dette samfundslegeme, som blev kaldt "kultur" og "civilisation".

Gud havde igennem mine oplevelser pludselig sat mig i stand til at se og vide så meget, der hvor jordmenneskene ikke vidste noget, men bare måtte nøjes med at tro på andres beretninger.

Jeg var blevet "eet med den evige Guddom", jeg var blevet vågen dagsbevidst i evigheden og dermed i udødeligheden.

Ind igennem min hjerne vældede den allerhøjeste visdom frem.

Oplevelser i og udenfor min fysiske organisme, den guddommelige verdensplans store analyser, spiralkredsløbet, skæbnens love var blevet dagligdags tanker og ting i min bevidsthed.

Umådelige stofarealer, grundenergiområder, solbyers og stjerneverdeners guddommelige styrelse blev kortlagt.

Mit liv var blevet en leg med mikrokosmos og makrokosmos, med evigheden og tiden.

Og denne leg skulle blive til en verdensmission, til et lys der skinnede i mørket, til en videnskabelig dokumentation af den evige Guddoms tilstedeværelse i alt og alle, og at livet er denne Guddoms altgennemtrængende og altoverstrålende evige kærlighed,

samt at jordmenneskeheden udelukkende igennem denne verdensopfattelse vil finde den evige fred, den velbehagelighed, som er bebudet den igennem juleevangeliet, hvilken fred og velbehagelighed igen er det samme som det sande "himmeriges rige".

Som De af det her fremførte forstår, var jeg altså pludselig blevet meget vidende der, hvor andre i al almindelighed intet absolut ved, men må nøjes med kun at håbe og tro.

I min hånd var der lagt en overjordisk fakkel, hvis himmelske lys, det var blevet min mission at føre frem over jordens kontinenter og have.

Nu er det netop 25 år siden dette ophøjede hverv blev overført til min hjerne og nerver og derigennem til min vågne, fysiske dagsbevidsthed. En første etape af denne mission er tilbagelagt.

Og jeg har den glæde at se, at en overordentlig stor eller hundrede procent guddommelig beskyttelse til dato har fulgt mig, og at det himmelske lys nu har begyndt at skinne, funkle og stråle sit genskin ud fra mange øjne, igennem mange hjertelige håndtryk, varmende, kærlige ord og tanker.

Gud har efterhånden omkring mig sat en skare af mennesker, som elsker mig.

Og jeg ved også, at når de elsker mig, er det på grundlag af det himmelske lys, de har følt bag mig, og som derved har gjort dem til mine medarbejdere og hjælpere i befordringen af nævnte lys, der er verdensaltets kosmiske analyse

og dermed den vågne, dagsbevidste forståelse af, at "Alt er såre godt", at verdensaltet og dermed Guddommen er kulminerende kærlighed, samt at denne forståelse udelukkende kun kan blive til vågen, dagsbevidst oplevelse og dermed til kendsgerning igennem den af os selv manifesterede kærlighed til næsten eller alt levende omkring os.

Som De heraf vil se, er virkningerne af min psykiske eller kosmiske oplevelsesevne blevet til en "sag", der ikke blot er min, men også de mange menneskers, som derigennem finder glæde, kraft og styrke til at omforme deres liv i kontakt med selve verdensplanen eller den guddommelige vilje, af hvilken universet styres.

Når virkningerne af mine kosmiske oplevelser således kunne blive en sag, der angår andre mennesker, skyldes det udelukkende den omstændighed, at verdensaltets og dermed livets store analyser blev tilgængelige for mine sanser.

Og idet disse analyser således mere og mere fyldte min bevidsthed, mit sind og min væremåde, kunne de umuligt undgå at blive den hjertets overflødighed, af hvilken min mund måtte tale.

Og da menneskenes skæbne er af en sådan natur, at den slutteligt fører ethvert individ ind i en livsvigtig hunger efter netop disse analyser, er det indlysende, at mit liv umuligt kunne undgå at blive en "sag", hvilket i dette tilfælde vil sige: et livsvigtigt fælles interesseobjekt for åndeligt hungrende væsener.

Interessen for denne "sag", hvilket vil sige: hungeren efter den højeste viden, er jo ikke lige stærk hos alle mennesker.

Nogle mennesker er længere fremme i udviklingen end andre, og jo længere fremme man er, desto større er hungeren. Ja, denne kan jo være så stærk, at den absolut betyder livet.

Det er sådanne mennesker, der er med til at danne kernen i nævnte "sag". Samtidigt er der andre mennesker, for hvem den endnu ikke betyder livet, men kun er en biting.

At disse mennesker kun kan udgøre "sagen"s periferi er naturligvis givet.

Om man står i periferien eller i centrum af denne "sag" er altså et udviklingsspørgsmål og ikke en viljesakt.

Man kan udmærket ville være i kernen eller centrum, men har man ikke den fornødne udvikling, kan ingen magt sætte væsenet i det virkelige centrum, ligesom der ikke findes nogen magt, der kan lukke væsenet ude fra centrum, hvis det har den tilstrækkelige udvikling.

Menneskenes plads i en guddommelig, åndelig sag er således totalt hævet over ros og dadel, idet nævnte plads umuligt kan være et resultat af andre væseners favorisering, ligesom dets plads på et lavere eller mere primitivt trin naturligvis heller ikke kan være et resultat af andre væseners forfølgelse eller tilsidesættelse af ens person.

Med forståelsen af dette falder alt grundlag for intolerance fuldstændigt bort.

Og da centrums eller kernens væsener jo er længst fremme i udviklingen, vil forståelsen og tolerancen og dermed sympatien eller kærligheden jo stråle fra centrum og ud efter periferien, medens antipatien, mental kulde eller ukærligheden vil være desto større desto længere man er borte fra centrum.

Men derved kommer væsenerne omkring et interesseobjekt til at afsløre lige akkurat de samme love som dem, der danner solene og stjernerne.

Det almengældende for solene eller stjernerne er, at de lyser ud fra centrum til periferien ganske uafhængigt af, hvad der så end foregår i denne periferi.

En sol afviger fra andre foreteelser i universet derved, at den i sin virkelige kulmination og velmagt ikke danner skygge, men lyser og varmer på enhver planet i dens sfære.

Om en sådan planet får meget eller lidt lys vil ikke være solens skyld, men derimod komme an på planetens egen særlige beliggenhed.

Er den nær ved solen eller systemets centrum, får den meget lys.

Er den langt borte fra solen, får den tilsvarende mindre lys.

Og da solen er den allerhøjeste form for kraftorganisation, ja udgør den absolutte betingelse for fysisk liv, har vi altså i den det fuldkomne, guddommelige forbillede for udstråling og kraft.

Vi ser her, at kraft skal være lys, og lys skal sendes betingelsesløst ud i verdensrummet.

Det er ikke så mærkeligt, at verdens største mennesker har bekæmpet selviskheden eller egoismen og givet deres liv i kampen for uselviskheden eller næstekærligheden.

De har jo været lysende, mentale sole og har derfor kunnet gøre sig gældende på historiens himmel, medens andre væsener, grundet på manglende lys, for længst er forsvundet i glemselens mørke.

Når virkningerne af mine kosmiske oplevelser har kunnet resultere i at blive en stærkt voksende sag for mange mennesker, skyldes det netop den omstændighed, at disse virkninger udelukkende er baseret på selve solens princip.

Al den viden, alle de analyser, som det er blevet min mission at manifestere, har jo udelukkende til opgave videnskabeligt at fortolke solens princip eller dette, at lyse og varme på alt og alle, på retfærdige og uretfærdige og dermed være et himmelsk strålevæld i jordens natsorte labyrinter.

Og således er det gået til, at der omkring mig er opstået et åndeligt liv. Det himmelske lys, Gud har åbenbaret igennem min bevidsthed i form af kærlighedens videnskabelige analyser, har vist sig at være af en så livgivende natur, at det har begyndt at danne mentale lysregioner på jorden.

Væsener, der bliver besjælede af mine kosmiske analyser, kan ikke undgå, alt efter det udviklingstrin, de hver især står på, at blive selvlysende.

Igennem nævnte analyser lærer de nemlig fuldstændigt at forstå "næsten", hvilket vil sige medvæsenerne og omgivelserne.

Men virkeligt at forstå medvæsenerne og omgivelserne er det samme som at opleve Guds tilstedeværelse i disse.

Og med en sådan total forståelse falder alt grundlag for pessimisme, intolerance, vrede eller had ligeså totalt bort.

Og "eet med Faderen" omfatter væsenet alverden i sin kærlighed. I alle øjne, i alle sind og i alle skabte ting ser det udelukkende kun den evige Fader.

Men i samme grad som væsenerne indenfor mit åndsarbejde således kommer i kontakt med forståelsen af livets virkelige analyser og derved kommer til at funkle og stråle på alt og alle, bliver de eet med ånden og kernen eller centrum i sagen.

Og i samme grad som de bliver eet med sagen, bliver denne jo tilsvarende større.

Og på denne måde vokser sagen sig større og større og får et "ansigt", der ikke kan undgå at blive synligt på det fysiske plan.

Denne tilsynekomst på det fysiske plan eller dette "ansigt" er altså i dag et samfund af mennesker, der udelukkende kun er forbundne ved fælles kærlighed til livets virkelige analyser, til sandhedens åbenbaring og i glæden over selv at arbejde med på sin egen omskabelse fra "dyr" til "menneske".

I dette samfund er juridiske medlemskort absolut overflødige. Medlemmerne her bærer alle medlemskabet i form af deres sympati for eller kærlighed til sagen.

Som følge heraf bliver tilknytningen til mit åndsarbejde udelukkende kun en sjælelig tilknytning og gør således samtlige væsener omkring mit åndsarbejde til det frieste samfund i verden.

Væsener, der samler sig om et interesseobjekt, der udelukkende er næstekærlighedens videnskabelige dokumentation og den heraf følgende frigørelse fra mentale lænker, ville jo kun spærre vejen for denne deres interessesfære ved at basere den på skabelsen af nye lænker.

Man kan ikke afskaffe fængselsvæsenet ved at bygge nye fængsler. Derfor vil enhver interesseret omkring mit åndsarbejde absolut ikke blive pålagt nogen som helst åndelig tvang udover den, han igennem de kosmiske analyser føler sig selv pligtig til at pålægge sig som betingelser for opnåelsen af den mentale frihed, han netop søger.

Nævnte åndsarbejde kan derfor aldrig i noget tilfælde danne de former for mental fængsling, som sekter, foreninger eller sammenslutninger må siges at være i kraft af de instrukser, love og betingelser, på hvilke de udelukkende er baserede.

At de af mig manifesterede kosmiske analyser er af en sådan natur, at de udviklede læsere og forskere i kraft af disse analyser mentalt set gør sig til eet med disse og dermed til eet med mig, ganske uden fysiske eller juridiske formaliteter, love og betingelser, dokumenterer jo kun disse analysers identitet med den sandhed, der dybest set bor i enhver af læserne.

Når væsenerne således knytter sig til mit åndsarbejde, er det udelukkende kun i kraft af dette, at de her har fundet en sjælelig genkendelse af deres eget højeste selv i mine manifestationer eller analyser.

Jeg og mine udviklede læsere er således knyttede sammen udelukkende i kraft af livet selv. Samhørigheden er altså noget, som er natur, er mentalt organisk og ikke en kunstigt opsat juridisk overenskomst, der kan brydes eller misligholdes.

Som følge heraf vil de interesserede omkring mit åndsarbejde altid tilsammen danne en sag, der urokkeligt, fundamentalt hviler i sig selv, fordi den er selve åndsfrihedens struktur og er således nøglen til opfyldelsen af alle begyndende højintellektuelle forskeres og læseres drøm: "Den store indvielse", "Det frigjorte menneske" eller "Mennesket i Guds billede".

Vi danner således de første synlige konturer af det verdenssamfund, i hvilket fredens rige vil blive en kendsgerning. I kraft af vor solindstilling til alt og alle er vi freden.

© Martinus Institut 1981

fra:

Tanker på femogtyveårs dagen for mit åndsarbejdes fødsel