redigeret og opdateret 03-11-2021
Bønnnens mysterium
af
Martinus
1. kapitel
Det moderne menneskes indstilling til bønnen
Hos de mennesker, der ikke har det rette kendskab til bønnens mysterium, dens teknik og særlige betydning, kan der let opstå den tanke, at bønnen ikke er noget for det nutidige moderne menneske. Ja, der findes vist endog mennesker, der studerer åndsvidenskab, der ikke rigtig kan blive fortrolig med at bede til Gud.
De synes, at når alt er logisk og fuldkomment, når "alt er såre godt", hvad er der så at bede om? – Vil det ikke være blasfemi at trygle Guddommen om den ene eller den anden særlige begunstigelse, den ene eller den anden særlige "hjælp i nøden", når alt er så inddraget i den guddommelige vilje, at vore "hovedhår er talte", ja, at ikke engang et støvfnug kan lægge sig tilfældigt det ene eller det andet sted?
– At materialisten, der jo slet ikke har nogen som helst indsigt i nogen absolut åndelig eller kosmisk foreteelse, men udelukkende kun sværger til mål- og vægtfacitter, betragter dette at bede som det rene nonsens, ja, som kulminationen af naivitet og overtro er naturligvis en selvfølge.
Men kan han i længden leve på dette standpunkt? – Kan stor indsigt i de materielle facitter og en derpå erhvervet fremragende videnskabelig og social position være en urokkelig garanti for, at han aldrig nogen sinde vil blive ulykkelig?
– Og hvorledes er det med det fremskredne religiøse menneske, der allerede tror på, at alt er fuldkomment underordnet den guddommelige vilje, ja, nævnte væsen er endog begyndt at kunne se, at det er således, – er dette syn eller denne ny viden en absolut betryggende garanti for, at det heller aldrig nogen sinde kan blive ulykkelig?
– Nej, absolut ikke. Hverken viden på det materielle eller åndelige plan kan give en sådan garanti. Hvad nytter det, at man er en genial forsker i geologi, astronomi, fysik eller kemi eller endog i psykologi?
– Kan det garantere, at man aldrig skal miste dem, man elsker mest?
– Kan det garantere, at ens ægtefælle ikke bliver syg og dør længe før tiden?
– Kan det garantere, at ens børn bliver lige akkurat de pragteksemplarer i sundhed, moral, begavelse og position, som man inderligt havde håbet på og drømt om?
– Er den fremragende religiøse forsker ikke stillet akkurat på samme måde? – Kan den viden, han sidder inde med om altets fuldkommenhed, give ham nogen som helst garanti for, at han ikke kan komme ud for de samme kalamiteter? – Nej, viden alene kan ikke garantere lykken.
2. kapitel
Bønnen har sine egne love, er en videnskab for sig
Kan bønnen da garantere lykken?
– Ja, bønnen kan blive så fuldkommen, at den i forbindelse med kosmisk viden helt kan udelukke sorgernes og ulykkernes mørke skygger fra individets sjæleområde.
Ikke således at den gør det immun overfor smerter og lidelser i kød og blod. De kropslige lidelser er meget ofte ganske uforandrede, trods megen bøn.
Det er heller ikke således, at bønnen er en Aladdinslampe, hvorved man er i stand til at give dem, man elsker, et langt liv eller bringe sine børn til at opfylde det ideal i sundhed, moral, begavelse og position, som er enhver naturlig faders og moders inderligste håb eller drøm.
Det er meget lidt, bønnen her kan udrette. I modsat fald ville bønnen jo være et middel til opløsning og modarbejdning af den guddommelige verdensplan.
Alle sådanne foreteelser, som de nævnte, er nemlig allerede i forvejen skæbnebestemt. Dette vil igen sige, at deres midlertidige situation, enten i god eller dårlig retning, er en naturlig nødvendighed for de pågældende væsener selv.
Den er en videreførelse og nødvendig udvikling af deres erfaringsdannelse, en udvikling de ville være ganske afskåret fra, hvis den f.eks. ved bøn helt kunne forhindres.
Det er rigtigt, at det ville være meget tiltalende og behageligt, om man ved bøn kunne "redde" en mor fra at dø fra sine små børn og derved fjerne de bekymringer, en sådan katastrofe ville afføde, men hvis man derved forhindrede den samme moder såvel som hendes børn i at nå ind i et højere udviklingsplan, kan det jo kun være guddommeligt, at en "bønhørelse" her ikke kan finde sted.
På det fysiske plan er der mange muligheder til stede, ved hvilke de efterlevende små børn kan lindres savnet af deres moder, men der er absolut ingen muligheder til stede for at kunne give moderen det, hun ville tabe ved ikke at få lov til at gennemgå den allerede skæbnebestemte for tidlige død.
Den er ikke en straf for noget som helst, men en nødvendig undervisning, en nødvendig bevidsthedsberigelse, som netop kun kunne udløses i den pågældende situation.
Bønnen kan således ikke bruges til at gøre underminerende indhug i den plan, Forsynet har med ethvert levende væsen.
Hvis et barn fødes med en begavelse, der stempler det som primitivt, kan det ikke nytte noget at bede om, at dette barns begavelse pludselig må blive forandret og derved fremtræde som højintellektuel.
En sådan bøn kan Forsynet ikke bønhøre, thi en fremragende begavelse eksisterer kun som et resultat af forudgående oplevelser, arbejde og flid, og uden disse foreteelser vil skabelsen af begavelse være en umulighed, thi den skulle da være frembragt af "intet", og "noget" kan som bekendt umuligt komme af "intet".
Det er lige akkurat det samme princip, der gør sig gældende ved den for tidligt døende moder såvel som for de moderløse børn.
Den for tidlige død er et resultat af en forudgående sammensætning af skæbnematerier, hun enten i det nuværende eller tidligere liv har afstedkommet og er således en ligeså naturlig følge heraf, som vandets udstrømning fra en vandhane, man har åbnet for, er naturligt.
At bede til Forsynet om, at vandet ikke må strømme ud af vandhanen trods dette, at man holder hanen åben, ville jo være en højst unaturlig brug af bønnen, ligesom Forsynets bønhørelse af en sådan bøn også måtte være at betragte som total abnorm.
Ligesom den for tidlige død er et resultat af årsager, der allerede er udløst i forvejen og derfor må finde sted, således er også den situation, at være "moderløs", et resultat af forudgående udløste årsager.
Men når noget er udløst, hvilket vil sige: sket, kan det ikke være usket; moderens død er sket og kan ikke gøres usket.
Men når det skete ikke kan være usket, tror man så, man ved bøn kan bringe det til at være usket?
– Det er ikke så mærkeligt, at mange mennesker i stor udstrækning opfatter det at bede som ganske værdiløst, idet de i samme udstrækning har oplevet ikke at få deres bøn hørt, hvilket vil sige: opfyldt af Forsynet.
Hvad er det da, de har bedt om? – Er det ikke netop foreteelser eller situationer, der, hvis Forsynet skulle have frembragt disse, måtte være blevet til af "intet", eller også måtte Forsynet have bragt det skete til at være usket?
– Ligeså lidt som det kan nytte at bede til Forsynet om, at solen må stå før eller senere op om morgenen, ligeså lidt kan det nytte at bede Forsynet om, at den eller den situation eller begivenhed i en pårørendes skæbne, der er ligeså skæbnebestemt af allerede forud udløste betingelser som solens tilsynekomst over kontinentet om morgenen, må blive udløst eller ikke udløst.
Bønnen har således sine egne love, sin egen struktur, sit eget bestemte formål. Kendskab til bønnen er en videnskab for sig.
Uden dette kendskab vil man i stor udstrækning anvende bønnen i situationer og felter, hvor den af Forsynet slet ikke kan bønhøres, og hvorved skuffelse, tvivl og vantro på Forsynet opstår i den bedendes bevidsthed.
Han bliver derfor i værste fald gudsfornægter.
Dette, at ville anvende bønnen til noget andet end det, den er beregnet til, kan således afføde temmelig alvorlige konsekvenser.
Hvorledes kan man da vide, om man anvender bønnen på den rigtige måde eller til det rette formål?
– Har Kristus ikke netop sagt, at "alt, hvad I beder om i mit navn, skal han (Gud) give eder"?
– Her er jo slet ikke sat nogen anden betingelse op end den, at bønnen skal være i "Jesu navn".
– Jo, det er rigtigt, således står der skrevet, men er det ikke klart, at det må være underforstået, at dette "alt" ikke kan betyde alt i absolut forstand?
– Hvis et menneske i god tro finder på at bede om, at jordaksehældningen må forandres til fordel for en evig sommer her på vore breddegrader, tror man så, denne bøn vil blive "bønhørt", hvilket vil sige opfyldt af Forsynet, selv om den er i "Jesu navn"?
– Tror man, at man ved sin bøn kan forandre solens løb eller månens bane, selv om man i denne sin bøn indfletter Jesu navn?
– Hvad vil det da sige, at bede om noget i "Jesu navn"? – Ja, er det ikke således, at man ved "Jesu navn" forstår Jesu ånd?
– Kan der være noget andet, der under dette navn kan have interesse i forbindelse med bønnen?
– Kan det være den krop eller det fysiske legeme, der forsvandt i graven?
– Er det ikke netop det evige "jeg", der forherliget opstod af gravens mørke, og fra hvis åsyn det funklede ud over sfærerne:
"Jeg er opstandelsen og livet, hver den som tror på mig, om han endog dør, skal han dog leve".
Tror man ikke, det er denne side ved sin natur, Jesus har hentydet til angående bønhørelsen?
– I denne hans natur var han jo ét med opstandelsen og livet, hvilket vil sige: ét med uselviskheden, ét med Guddommen, der igen er det samme som at være ét med den alkærlighed, der i form af Guds plan, vilje og manifestation åbenbarer sig som verdensaltet.
Dette alkærlige eller uselviske væsen var altså det samme som Jesu ånd eller det "noget", der markeredes ved navnet Jesus.
At bede om noget i "Jesu navn" var altså det samme som at bede om noget i Jesu ånd.
At bede om noget i Jesu ånd vil således igen være det samme som at bede om noget i kontakt med alkærligheden, hvilket vil sige: uselviskheden, og dermed i kontakt med den guddommelige vilje, i kontakt med Guddommens direkte ønske.
Og en bedre medvind kan en bøn vel ikke få?
– Det var ikke så mærkeligt, at Kristus kunne love "alle", der bad til Gud i kontakt med denne ånd eller uselviske natur, bønhørelse.
Thi hvorledes skulle det vel kunne gå til, at en bøn så vældigt i kontakt med Guddommens eget ønske og vilje ikke skulle blive bønhørt?
– En bøn kan altså manifesteres på to måder, nemlig i "Jesu navn" eller uselviskhedens ånd, hvor man netop siger "Fader, ske ikke min, men din vilje", og i selviskhedens ånd, hvor det er ens eget ønske, man absolut vil have opfyldt, ganske uafhængigt af hvilken pris eller hvor meget det så end kan være til skade og lidelse, kollektivt set eller i den store guddommelige plan.
I det første tilfælde bliver bønnen hørt, medens den i det sidste tilfælde ikke kan bønhøres.
Det store problem for den bedende bliver derfor dette at få lært at bede i "Jesu navn", hvilket altså vil sige: i alkærlighedens ånd, den ånd, i hvilken bønnen aldrig i noget som helst tilfælde kan være andet end til stor glæde og velsignelse for alle og til gene eller ulykke for absolut ingen.
3. kapitel
Den almene kristne opfattelse og indstilling til bønnen
Har det almindelige kristne menneske da ikke forlængst lært at bede i uselviskhedens ånd? Har Kristus ikke netop med sin bøn "Fadervor" givet det et storartet eksempel i hænde på, hvorledes en fuldkommen kosmisk bøn, eller bøn, der kun kan være til gavn for alle og til skade for ingen, bør se ud?
Er den ikke i hele sit væsen kollektiv eller befordrende almenhedens vel? – Gør den bedende sig ikke her til ét med sine omgivelser eller næste? – Hvem er det ellers, han mener, når han siger: "vor" og "os"? –
Jo, de kristne har ganske vist fået en genial model af den fuldkomne bøn, men den dækker ikke alt det, de endnu ønsker eller mener sig nødsaget til at bede om for dem selv rent "privat".
I så høj grad er de endnu ikke blevet ét med almenheden, at deres egne "private" genvordigheder er underordnede eller uvæsentlige i forhold til almenhedens. Og det er i denne deres selvopholdelsesdrifts kamp og kvide, de griber til bønnen som et våben eller et middel, ved hvilket de håber på mirakuløs måde at kunne forhindre alle de mange mørke foreteelser, der har tårnet sig op i deres skæbne.
Men her må man erindre, at den hidtil almene kristne opfattelse og indstilling til tilværelsens mørke foreteelser er baseret på den tro, at disse er "straf" fra Forsynet over "synder", som deres ophav har begået. De føler sig således stedet overfor en "vred" guddom.
Deres syn på Guddommen er endnu ikke gennemlyst af intellektualitetens klare solskin. De er endnu i stor udstrækning bundet af naturmenneskets primitive eller endnu uoplyste indsigt i selve livets virkelige struktur.
At det formentlige ophav til lidelserne og ubehagelighederne i deres skæbne må være et væsen som deres eget, der lever efter de love, der gør sig gældende indenfor deres egen primitive dagsbevidste horisont, er naturligvis en selvfølge.
De kender jo ikke til nogen højere form for udøvelse af bevidsthedsliv end deres eget, og dettes struktur er jo i en stor bærende udstrækning baseret på at hævne og straffe, begunstige og kærtegne.
Det falder dem derfor umådeligt vanskeligt at forstå et bevidsthedsniveau, hvor hævn, straf og særlig begunstigelse er aldeles udelukket, og kun en hundrede procents kærlighed er altbeherskende.
At de mørke foreteelser i deres skæbne derfor udelukkende kun kan være en "straf" fra en guddom, er derfor det eneste selvfølgelige for dem at antage.
Ja, så dybt bunder denne overtro, at den ikke engang kunne aflives eller fjernes ved Jesu liv, der jo var en levende demonstration af, at en sådan kærlighedsbevidsthed virkelig kunne eksistere.
Var han ikke netop åbenbaringen af en højintellektuel tilstand, i hvilken man hverken hadede eller straffede? Ja, vendte han ikke ligefrem den højre kind til, da han blev slået på den venstre og bad på korset, midt i sine lidelser, for sine bødler: "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør"?
–Troede man ikke, det var her, hans mission kulminerede? – Troede man ikke, det var her, at Guddommens egen særlige bevidsthedstilstand blev åbenbaret? – Troede man ikke, det var her, at Verdensgenløseren var modellen for det vordende fuldkomne menneske i "Guds billede efter hans lignelse"?
– Nej, det troede man ikke. Så stærk var det primitive gudsbegreb, at der endnu skulle hengå nitten århundreder, inden det for alvor begyndte at tabe sit tag i menneskenes sjæleliv.
Ja, selv i dag er tusinder af væsener ansatte som dette gudebilledes statsautoriserede præster rundt om i den kristne verden for at forkynde "bøn" og "syndsforladelse".
Da "syndsforladelse" kun kan være det samme som "fritagelse for straf", og "straf" igen i absolut forstand kun kan være "hævn", og hævn igen er "vredens" udtryk, er dette de kristnes gudebillede således endnu en "vredens gud".
Ja, denne gud var endog så vred over den "ugudelige" menneskehed, at han ifølge den samme overtro netop kun kunne formildes, og menneskene fritages for "straf" ved Jesu korsfæstelse eller lidelse og død.
Kun ved at dette uskyldige væsen overfor sin himmelske fader påtog sig "straffen" for de "synder", alverdens mennesker havde begået og efterhånden ville begå, kunne denne guddoms begær som "straf" eller "hævntørst" over "synderne", over menneskene, blive tilfredsstillet.
Var det ikke en lidt hård guddom og fader, men til gengæld elskelig søn? – Det er ikke så mærkeligt, at dette gudebillede blev trængt mere i baggrunden og denne elskelige søn kom frem i lyset, kom frem i menneskenes tanker, blev hyldet og tilbedt som deres "redningsmand", og at enhver bøn til Guddommen i hans "navn" måtte være nok til at fjerne alle hindringer eller mørke skygger på vejen til himlen.
Og således står i virkeligheden den kirkelige kristendoms struktur i dag. Og det kan kun siges at være heldigt, at koncentrationen således mere hviler på den elskelige søn end på den lidt mærkelige fader.
Hans ædle og fuldkomne væsen, samt hans væremåde overfor sine fjender og forfølgere har således ikke kunnet undgå de troendes opmærksomhed. Ja, de har endog fundet den så ophøjet og guddommelig i forhold til deres egen, at de netop har følt det ganske utænkeligt, at de skulle kunne udvikle sig til at kunne gøre en sådan ophøjet væremåde til deres egen.
De har slet ikke fattet, at denne væremåde netop var modellen for deres udvikling. Og resultatet af verdensgenløsningen kunne derfor foreløbig kun blive "frelsen" ved "nåden" eller Guddommens "forsoning" igennem Jesus Kristus.
Resultatet af verdensgenløsningen blev derfor ikke dette, at få menneskene til at stræbe efter at udvikle Jesu væremåde i dem selv og således på naturlig og fortjent måde engang opnå himmeriges rige som et resultat af deres egen flid, egne gerninger og manifestationer.
Nej, de kunne komme meget lettere til dette ophøjede resultat. Ja, de gode gerninger betød ligefrem intet. "Frelsen" eller opnåelsen af "himmeriges rige" kunne udelukkende kun tilegnes i kraft af "nåden" og "syndsforladelsen".
Og forestillingen om "nåden" og "syndsforladelsen" blev til et "sakramente", igennem hvilket de angrende "syndere" og de, for den guddommelige "vrede" rædselsslagne væsener, kunne hente "syndsforladelse", blive fri for den guddommelige gengældelse, ligegyldigt hvor mange andre væsener, der så end endnu måtte befinde sig i de lidelser eller besværligheder, deres "syndefulde" liv havde afstedkommet.
De kunne således i virkeligheden selv opnå at gå ind i herligheden, endnu medens deres ofre martredes i de dem påførte pinsler eller lidelser. Dette sakramente fik sin ydre ceremoni i form af den såkaldte "hellige nadver".
Som vi her har set, kunne den "troende" således igennem "nadveren" og ved bøn bringe sin dårlige samvittighed ud af verden, få fred og få fornemmelsen af at have fået sine "synder forladt" og dermed være kommet i yndest hos Guddommen.
At dette måtte give absolut fred og ro i sindet hos den troende er jo en absolut selvfølgelighed. Men læg mærke til, at troen er en absolut nødvendighed for opnåelse af et sådant resultat. Men hvis man nu ikke kan tro, hvad så?
– "Troen" er ikke en viljesakt. Den er en evne, man enten har eller ikke har. De, der ikke har denne evne, kan altså slet ikke tro, ligegyldigt hvor gerne de så end vil det. Bønnen fordrer jo også, ifølge den kirkelige terminologi, at man skal tro, for at den kan blive "bønhørt".
De væsener, der ikke kan tro, kan således slet ikke få del i "nåden". De er hjemfaldne til Guddommens "vrede". De er "fortabte". En evig martring i "helvedes" luer er dem vis. "Gråd og tænders gnidsel" vil i en evig fremtid, hvor "alt håb er ladt ude", være deres eneste manifestation. Så streng er den kirkelige kristne guddomsopfattelse.
© Martinus Institut 1981
Læs videre
Som bog:
Martinus Institut