red. og opdat. 04-11-2021
Livet mellem livene
fra
Martinus:
Vejen til Paradis
1. KAPITEL
Hvorfor jordens mennesker lever i et skæbnemæssigt mørke
I alle jordens mennesker ligger der normalt et håb om en kommende lykke. en lysere fremtid end den skæbnemæssige tilstand, de i øjeblikket lever i.
Hvorfor lever menneskene i et sådant håb?
Alle ufærdige mennesker lever i en tilstand. i hvilken
de på grund af deres ufærdige kondition kommer til at gøre mange fejltagelser. Disse afføder
igen mere eller mindre bitre erfaringer, alt eftersom disse
fejltagelser er i konflikt med opfyldelsen af de love. der betinges opfyldt, for at livet kan opleves som lykke i den givne situation.
Det er disse mere eller mindre bitre erfaringer. der i en tilsvarende
grad blænder af for lykken i det daglige liv.
Et sådant dagligt liv bliver derfor ikke en lykke i renkultur. Det bliver en vandring
igennem de mere eller mindre bitre virkninger af de fejltagelser, som de pågældende væsener har begået.
Disse bitre virkninger danner i en tilsvarende grad modsætningen til den lykke eller glæde, som den normale livsoplevelse i renkultur i sig selv er.
De danner den normale tilværelse om til at blive en skyggetilværelse.
Virkningerneaf
begåede fejltagelser udløser sig i menneskenes mentalitet som skuffelser, bitterhed, martyriumsfornemmelse , had og hævnfølelse imod medvæsener , som man fejlagtigt mener er ophavet til den ulykkelige
skæbne eller til den eller den ulykkelige tilstand, som man i øjeblikket befinder sig i.
Hvis man så igen lader sin bitterhed eller vrede komme til udløsning over for de pågældende medvæsener , begår man dermed en ny fejltagelse, der ligeledes vil kommer tilbage med bitre virkninger og danne skygger for oplevelsen af lykke eller den normale glæde ved livet.
Denne fejlagtige væremåde er ikke altid rettet imod omgivelserne. Menneskene udløser meget ofte et fejlagtigt forhold til deres egen organisme.
I en sådan situation bliver virkningerne heraf til de undermineringer og livsoplevelser, vi kender som sygdomme, såvel mentale som legemlige og de heraf følgende sorger og bekymringer.
I samme grad som et væsens tilværelse således overskygges
af virkningerne
af dets begåede fejltagelser, dels imod sig selv og dels imod medvæsenerne, bliver denne således til et liv i mørke.
Væsenets livsoplevelse bliver derved i en tilsvarende grad en modsætning til det, der er livets mening, nemlig en total oplevelse af mentalt og legemligt lys eller sand urokkelig lykke.
2. KAPITEL
Væsenernes ulykkelige skæbner
er ikke en "straf" for begåede "synder"
Al ulykkelig skæbne er således udelukkende virkninger af de pågældende væseners forud begåede fejlagtige viljeudløsninger eller livsførelse.
Men da væsenernes nuværendeskæbne
ikke udelukkende består af virkninger
af fejltagelser, begået i deres nuværende liv, men derimod også består af virkninger af de fejltagelser, de
har begået i tidligere tilværelser eller fortidige liv, forstår nævnte væsener som regel slet ikke den dybeste årsag til deres egen ulykkelige skæbne.
De kan ikke se nogen som helst retfærdighed i den del
af deres skæbne, de
oplever som ulykke oglidelse. De betragter derfor i værste tilfælde deres skæbne, deres ulykke og lidelse som virkninger af tilfældige
kræfter og i bedste tilfælde som straf fra Gud, fordi de har levet et "syndigt" liv.
Medens den første opfattelse naturligvis er totalt absurd, er den anden opfattelse mere i kontakt med sandheden, når vi fjerner ordet "straf". Den
ubehagelige skæbne er ikke en straf for synder, men er derimod, som før nævnt, udelukkende virkninger af begåede fejlagtige handlinger. Men da disse handlinger i realiteten er en følge af deres ophavs kosmiske uvidenhed, kan
disse ophav heller ikke være syndige på den måde, at de er strafskyldige. Den viden, væsenet ikke har, kan det ikke handle efter.
Kunne det det, ville der aldrig nogen sindekunne opstå fejltagelser. Men fejltagelserne er fundamentet for al jordmenneskelig udvikling.
Med fejltagelsernes virkninger lærer mennesket at handle rigtigt. De afføder visdommen, der i sin højeste fremtræden er det samme som "kosmisk bevidsthed" , der igen er fundamentet for den allerhøjeste form for livsoplevelse og den heraf følgende kulminerende oplevelse af livsglæde.
3. KAPITEL
Hvad der får menneskene til at
danne sig forestillinger
om
"Paradis" og "Helvede"
Vi har her fået et koncentreret overblik over de jordiske menneskers
skæbnesituation.
Vi har set, at væsenernes ulykkelige skæbner udelukkende er virkninger af uvidenhed, hvilket igen vil sige, at mennesket, så længe det er besværet med en skæbne, der udløser sig i lidelse, er et ufærdigt væsen.
Det vil altså igen sige: et væsen, der endnu ikke er færdigskabt i Guds billede efter hans lignelse.
At der i væsenet under denne ufærdige tilstand opstår en længsel efter at komme ind i en lysere og lykkeligere tilværelse er ikke
så mærkeligt. Denne længsel efter en lysere fremtid er det samme som det, vi kalder "håbet". Og det er denne længsel eller dette håb, der i menneskene afføder de mange forestillinger om en kommende idealtilværelse
, der udgør opfyldelsen af
dette deres fremtidshåb.
Det er opfyldelsen af denne væsenernes ønskedrøm om fremtiden, altså hinsides
døden, der udgør det, vi kalder "Paradiset" , medens til gengæld
de mørke skæbner med deres lidelser og sorger har affødt de forskellige
forestillinger om den hinsidige tilværelse, der udtrykkes som "Helvede".
4. KAPITEL
Menneskenes passive og negative tro på livet efter døden
Rent bortset fra den lidelsestilstand eller mørke skæbne, der kan overgå menneskene her på det fysiske plan, danner de sig altså en tænkt mørketilstand efter døden.
De ufærdige, men religiøst troende mennesker lever i troen på et liv efter døden.
I den kristne verdensreligion , hvor man ikke kender til reinkarnation, tror man, at dette kommende liv efter døden udelukkende er et åndeligt liv, altså en uafbrudt og derfor på en måde en evig tilværelse i den åndelige verden.
I andre religioner, hvor man er vænnet til at tro på reinkarnationen eller dette,
at man atter og atter genfødes på det fysiske tilværelsesplan, har man tilsvarende andre forestillinger om livet hinsides det nuværende liv.
Her forstår man at skæbnen, hvad enten den
er ond eller god, er et resultat
af væsenernes fortidige liv eller tilværelser.
Men foruden disse to kategorier af troende væsener eksisterer der også
en
tredie kategori. Den består af de væsener, der selv mener, at de slet ikke kan tro på noget religiøst eller noget, de ikke kan få intelligensmæssigt
bevist.
Disse mennesker lever i den forestilling, at døden er en total afslutning på liv eller tilværelse. Da denne forestilling heller ikke kan intelligensmæssigt
bevises, kan dens tilhængere kun være knyttet til den i kraft af tro.
Disse væsener er således i virkeligheden lige så troende som dem, der er tilhængere af religiøse sekter og tror på et liv efter
døden.
Her på jorden fremtræder menneskeheden således for os i form af de nævnte tre kategorier, nemlig
den, hvis væsener tror på et uafbrudt åndeligt liv efter døden,
og den, hvis væsener tror på reinkarnation eller genfødelse på det fysiske plan,
samt den kategori, hvis væsener tror, at der slet ikkeer noget liv efter døden.
Medens
de to førstnævnte kategorier tror på noget positivt, tror den sidstnævnte kategori kun på noget negativt.
© Martinus Institut 1958
Læs hele Vejen til Paradis:
her
eller/og køb bogen:
-----
Læs mere om Martinus og hans lære her: