redigeret og opdateret 03-11-2021
Pinse
"Pinseglans over livet"
af
Martinus
1. kapitel
De tre store højtiders fysiske og mentale tilknytning til årstiderne.
Ved pinseglans forstår man i almindelighed
strålende sol og sommer over marker, skove og
enge, over byer og landsbyer, over dyr og mennesker.
Med begrebet "pinse" forbinder man ikke
nattefrost, kulde, haglbyger, slud og pløre.
Det er rigtigt, at det undertiden kan hænde, at disse udslag
af klimaet også gør sig gældende på pinsedagene,
men her hører de alligevel til undtagelserne,
der bekræfter reglen.
Det er netop disse luner af
naturen, der tager glansen af pinsen og får os til
at udbryde, at det ikke er rigtigt pinsevejr.
Nævnte luner hos vejret markerer således for os, hvordan
pinsevejret ikke skal være. Vi ønsker altså et helt
andet udslag af vejret, når det er pinse.
Hvorfor ønsker vi nu lige akkurat dette andet udslag, hvorfor
ønsker vi netop, at der skal være strålende sol
og varme? -
Fordi pinsen oprindelig er skabt for
at være en fest netop til tak og ære for sommerens
fødsel. Hvis denne fest så skal holdes i gråvejr,
regn, slud, kulde og haglbyger, så er det jo ligesom
at holde fødselsfest for et barn, der endnu ikke
er født. Det er i Virkeligheden noget helt andet med
julefesten, der jo på en måde er en særlig vinterens
fest. De allerfleste mennesker har derfor også
svært ved at få den "rigtige julestemning",
hvis julen ikke netop forekommer som en "hvid
jul", hvilket vil sige: en jul med snefog, kaneføre
og bjældeklang.
Et juleeventyr fra de varme troper
med palmer, parasoller og badestrande kan aldrig
have den julestemning eller juleglans over sig som
et juleeventyr fra nordens kolde egne.
På samme måde er påsken naturligvis festen
for forårets fødsel, fysisk set. I vort sind forbinder
vi slet ikke påsken med sommerdage, ligesom
vi heller ikke forbinder påskedagene med virkelig
kolde vinterdage.
Påsken udtrykker mere april med sin
begyndende Forårssol, de tidlige Forårsblomster,
lidt nattefrost, haglbyger og undertiden
lidt snesjap og tøsne.
Nu vil De måske her indvende, at denne vor
indstilling til højtiderne blot skyldes den omstændighed,
at vi nu engang er født her, hvor de nævnte
højtider netop falder på de særlige årstider, og
derfor har vænnet os til at gøre dem til eet med den
for hver især pågældende årstid, og det er naturligvis
til en vis grad rigtigt.
Hvis vi havde levet lige så mange
liv på de tilsvarende breddegrader
paa jordklodens sydlige halvkugle, hvor årstiderne
er lige modsat vore, som vi nu har levet liv på
breddegraderne nord for ækvator,
ville vi rimeligvis
have forbundet julen med sommeren, påsken
med efteråret og pinsen med vinteren. Men her
må vi huske på, at stedet, hvor bestemmelserne
for tidspunktet for disse højtiders afholdelse er
blevet til, netop ikke ligger på den sydlige halv-
kugle.
Vor kulturs vugge stod hverken i Sydafrika,
Sydamerika eller Australien. Den stod netop på
breddegrader, hvor man har de samme årstider
som vi. At man netop lagde hver højtid på en for
den særlig bestemte årstid, kan kun skyldes, at det
netop var denne specielle årstid, man med samme
højtid vilde hylde eller fejre.
Men det var jo ikke blot den
rent fysiske årstid, man ville ære og ihukomme
med en fest, det var jo også de i jordmenneskets
mentalitet forekommende tilsvarende årstider,
man ville erindre sig, ære og højtideligholde.
Med Julefesten erindrede man sig således den mentale
vinters mørke og kulde, som menneskeheden
befandt sig i, og den guddommelige hjælp i form
af mentalt lys og varme, man igennem Verdensgenløserens
fødsel blev skænket af forsynet.
Med påskefesten erindrede man sig kampen mellem
den mentale vinter og sommer eller kampen
mellem det mentale lys og mørke, som påskeevangeliet
udtrykker, medens man med pinsen udtrykker
lysets totale sejr over mørket og Guds Ånds
totale overskygning af alt og alle.
Som De ser, er tidspunktet
for de nævnte højtider genialt valgt.
Festerne passer ikke blot på de mentale, men også
på de rent fysiske årstider , til hvilke de er knyttede.
At fæstne dem til andre Tidspunkter eller
årstider ville straks forringe deres udtryksevne
eller symbolværdi. Denne ville i virkeligheden kun
blive en skygge af den genialitet, den nu udviser.
Når vi derfor her på denne årstid holder pinse,
så er det udelukkende, fordi denne årstid repræsenterer
fødslen af det fysiske livs kulmination.
Vinterens golde og øde marker, bladløse træer,
gustne og sumpede enge har fået farve og liv.
Hvor der før var øde, trist og tilsyneladende livløst,
vælder i dag livet strålende og brusende frem under
et væld af toner, farver og lys.
Tusinder af struber jubler
imod himlen af livsglæde over dette
ocean af guddommeligt skabevælde eller udløsninger
af behag for de levende væsener.
Ja, er det ikke således,
at sommeren er kulminationen af naturens
kærtegnen af de levende væsener? - Altså
er sommeren det samme som "kærlighed", og kærlighed
er igen det samme som "den hellige Ånd".
Kærlighed kan umuligt
eksistere uden at være kulminationen
af Guds mentalitet indeni og udenfor os
og derved på alle måder være det allerhøjeste
udtryk for Guds ånd.
"Den hellige Ånd" kan således ikke være til
uden at være kærlighed, og kærlighed kan ikke
eksistere uden at være "sommer".
Da pinsen er vor højtidsfest
for Guds Ånd, maa den også være vor
højtidsfest for sommeren, såvel fysisk som mentalt
set. Sommer, pinse, "den hellige Ånd" og kærlighed
er een og samme Ting.
"Pinseglans over livet"
er saaledes det samme som "kærlighed".
© Martinus Institut 1981