redigeret og opdateret 03-11-2021
Kristi genkomst II
Kapitel 1
Kristi genkomst
"Kristi genkomst" er ikke en personlig fysisk genkomst.
Kristi advarsler imod denne opfattelse
7. I mange religiøse kredse, sekter og samfund har man mere eller mindre tilbøjelighed til at opfatte det bibelske udtryk eller begreb "Kristi genkomst" som udtryk for en personlig fysisk genkomst af verdensgenløseren.
Man tror således, at han kommer som en personlig fysisk skikkelse i "skyerne med megen kraft og herlighed".
Man forstår ikke, at hele hans fremstilling af sin "genkomst" kun er symbolsk. Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse.
Man forstår således ikke rigtigt, hvad der ligger bag disse udtryk.
Man fatter ikke, at han med denne symbolske forklaring lader forstå, at han absolut ikke kommer tilbage til jorden og optræder som en særlig fysisk personlighed og vil afsløre sig som "Kristus", således som tilfældet var i hans tidligere fysiske inkarnation på jorden.
Han kommer absolut ikke og prædiker her og der og danner religiøse sekter og samfund.
Der foreligger slet ikke noget som helst løfte om, at han fysisk kan findes her eller der, tværtimod advarer han meget bestemt imod den opfattelse for dem, der har øren at høre med, og dem, der har øjne at se med.
Dette vil igen sige: dem, der har udviklet både humanitet, intelligens og intuition i tilstrækkelig grad til at kunne opleve dette syn. Kristus har, som allerede nævnt, symbolsk forklaret hele sin "genkomst".
At han har måttet forklare denne symbolsk, skyldes hans samtids endnu uudviklede eller primitive sanse- eller opfattelsesevne. Han måtte indkapsle sandheden om sin "genkomst" i et slags eventyrsprog. Det var netop ikke ualmindeligt hos datidens lærere og profeter.
Først har han forklaret, at mange falske profeter ville opstå. Nogle af disse ville endog udgive sig for at være selve Kristus.
Og Kristus advarer: "Dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus eller dér, da skulle I ikke tro det, thi falske kristus'er og falske profeter skulle fremstå og gøre store tegn og undergerninger, så at også de udvalgte skulle blive forførte, om det var muligt. -
Se, jeg har sagt eder det forud. Derfor om de siger til eder: Se, han er i ørkenen, da gå ikke derud!; Se, han er i kamrene, da tro det ikke, thi ligesom lynet går fra østen og lyser indtil vesten, således skal menneskesønnens tilkommelse være" (Matt. 24,23-27).
Kristus advarer videre og siger: "Ser til, at ingen forfører eder. Mange skulle på mit navn komme og sige: Det er mig, og de skulle forføre mange" (Mark. 13,5-6).
Hvad er det, Kristus her har udtrykt om begrebet "Kristi genkomst"? -
Som vi har set, har han ikke sagt, at han kommer igen som en fysisk person og prædiker ordet, udfører mirakler og ses af folket både her og der.
Han har tværtimod meget bestemt advaret menneskene imod denne antagelse.
Når han ved denne "genkomst" hverken findes her eller der, kan hans "genkomst" absolut ikke være som en fysisk person, og hvorfor skulle han også komme fysisk tilbage til jorden? -
Han er stadig den trofaste, alkærlige, åndelige hjælper for den, der af hjertet tror på ham.
Er der ikke netop millioner af mennesker verden over, der tror på hans ord? - Og bliver hans ord ikke prædiket eller forkyndt af tusinder og atter tusinder af forskellige fortolkere over hele jorden? -
Hans guddommelige ord lyder endnu som et vældigt ekko i livets mindste og fattigste kirkerum såvel som i storbyernes vældige katedraler eller kirkepaladser med tårne, kupler og spir, og hvis indre stråler i skønhed, farver og kunst.
Tusinder af præster, provster, biskopper, kardinaler med paver i spidsen står til rådighed for Kristi ords forkyndelse for dem, der har evne til at tro på denne forkyndelse.
Verdensgenløseren er lige så trofast og hjælpsom i dag over for den, der virkelig af hjertet tror på ham, som han har været over for alle dem, der hidtil har troet på ham.
Har han ikke netop udtrykt over for den, der virkelig tror på ham: "Og se, jeg er med eder alle dage indtil verdens ende" (Matt. 28,20).
Men selv om Kristus ikke fremtræder i "genkomsten" som en fysisk personlighed, betyder dette ikke, at han ikke stadig er Guds førende hånd i hele genkomstområdet, hvilket vil sige i den nu kommende ny kristne verdensepoke.
Den udgør strålerne fra det evige lys, der tændtes i en stald i Betlehem, da kristusstjernen lyste på himlen for snart to tusinde år siden. Strålerne udgik fra et lille nyfødt barn.
Det lille nyfødte barn var verdensgenløseren Kristus. Han voksede til og blev menneskehedens verdensgenløser og gjorde strålerne fra det evige lys til jordens største verdensreligion.
Denne udtrykker vi som "kristendommen". Nogle få tusinde år forud for kristusbegivenheden fandt mosesbegivenheden på Sinai Bjerg sted. Herfra fik et af Gud særligt udvalgt folk ved Moses af overjordiske væsener overrakt lovens tavler "de ti bud".
Disse bud og profeterne tilskyndede til dyrkelsen af den ene, almægtige Gud og afvænningen af hedenskabet eller afguderiet.
Men selvfølgelig var disse bud ikke nok til at føre mennesket frem til dets færdigskabelse i Guds billede efter hans lignelse, men de bevirkede dog, at et vist antal mennesker blev så udviklede, at de på instinktplanet kunne modtage de allerførste svage impulser til en helt ny væremåde.
Derfor lod Kristus sig inkarnere på det fysiske plan og åbenbarede det evige lys i en nedsat udtryksform, der harmonerede med menneskenes daværende anelsesevne, hvorved de mere eller mindre kunne tro på verdensgenløserens udsagn uden intellektuel bevisførelse.
De var endnu alt for lidt intelligensmæssigt udviklede til at kunne forstå verdensgenløserens mission intellektuelt, men Kristi kærlige mirakeludfoldelse hjalp også til i høj grad at styrke troen på hans identitet og forkyndelse.
Denne forkyndelse blev som før nævnt til verdensreligionen "kristendommen".
Men det var ikke blot lysets forkyndelse og mirakelhelbredelserne, der var Kristi mission.
Han var også Guds model for Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse.
Det var ikke mere "øje for øje" eller "tand for tand" eller "hånd for hånd", han skulle forkynde.
Det var tilgivelse ikke blot syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange, Kristus skulle indvi som en kommende verdenskultur.
Denne kultur indviede Kristus med korsfæstelsen, bjergprædikenen m.m.
Nu er tiden kommet, da menneskeheden totalt skal skifte
kultur eller livsbasis.
Igennem dyreriget og det ufærdige menneskerige har de levende væseners livsbasis været "angreb" og "forsvar", hvilket igen i virkeligheden vil sige krig, der igen er "sabotage på livet".
Vi ser, hvorledes dyrene er underkastet denne sabotage som livsbetingelse, da deres fysiske organismer eller legemer i stor udstrækning gensidigt er livsbetingende føde for hverandre.
Derfor er dyrenes fysiske organisme også skabt som krigsredskab. Det er beregnet til både forsvar og angreb.
Men hvis man tror, at dyrene kun eksisterer for dette ene formål at skulle være føde for hverandre, tager man umådelig fejl.
Hvis dette var tilfældet, måtte Gud jo være kulminerende satanisk.
Dyreriget er et absolut uundgåeligt stadium i Guds skabelse af mennesket i sit billede, men selv om dyrene lever i dette dybe mørke, er de dog ikke forladt af Gud.
Igennem parringsdriften og afkomsområdet oplever dyrene lidt af Guds kærlighedsflamme, selv om den er kunstigt opretholdt ved en organdrift.
Men dyrene udvikler sig fremad for til sidst at få en menneskelignende organisme, får oprejst gang, og forbenene bliver efterhånden til arme og hænder, og i denne menneskelignende organisme får væsenet evnen til selv at skabe sine forsvars- og angrebsmidler.
Det når frem til at kunne skabe bue og pil og andre primitive våben.
Det begynder at gøre erfaringer og begynder ligeledes at kunne tænke over disse erfaringer. Det begynder at ane, at der må eksistere højere væsener bag naturens processer.
I deres første meget primitive tilstand kunne de kun tænke sig disse magter i deres eget billede, men blot i et langt større og mægtigt format, og senere, da de blev mere udviklede, var det, at Moses og profeterne kom til, og menneskeheden kom bort fra troen på flere guder og kom frem til troen på den ene og almægtige, virkelige Gud.
I jødefolket var der efterhånden mennesker, der blev så fremskredne i udvikling, at Kristus kunne lade sig inkarnere hos dem.
Og den kristne verdensreligion blev skabt. Men da menneskeheden endnu hovedsageligt levede på instinktplanet, var uintellektuel, almenheden kunne ikke læse og skrive, kunne Kristus naturligvis ikke videnskabeligt fortælle dem om Gud og verdensaltet i intellektuel form.
Han måtte nøjes med at fortælle dem det af kristendommen, de kunne acceptere med deres instinktmæssige anelser.
Derfor blev kristendommen fortalt i dogmer og lignelser, som menneskene med deres instinkt kunne fatte eller ane og derfor "tro" på.
Det var således evnen til at "tro", der var det absolut fornødne på denne tid. Kristus vidste udmærket, at evnen til at tro på dogmerne ikke var slutfacittet på Guds skabelse af mennesket i sit billede.
Han var jo netop kommet til jorden for at indvi menneskene i alkærlighedens væremåde. Han viste, at selv i en korsfæstelse skulle man tilgive disse sine bødler.
Hele hans væremåde viste menneskeheden, hvilken overjordisk magt og evner man besidder som det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Sagde han ikke netop, som vi før har påpeget:
"Mig er given al magten i himlen og på jorden"? (Matt. 28,18).
Hvordan skulle det færdigskabte menneske ellers være i Guds billede? -
Mørket, der skal ske samtidig med "Kristi genkomst".
Talsmanden, den hellige ånd som "Det Tredje Testamente"
8. Men Kristus vidste udmærket, at selv den kristne verdensreligion ikke kunne være nok til at færdigskabe mennesket i Guds billede.
Han vidste, at menneskene måtte gennemgå en kolossal erfaringsoplevelse for at få den bevidsthedskapacitet, som han selv havde. Derfor kunne han forudsige ragnarok eller dommedag, da disse nævnte var kulminationen af den væremåde, der skulle til, for at væsenerne kunne blive færdigskabte i Guds billede.
I denne kulminerende lidelsesepoke ville menneskene komme ind i en tilstand, hvor de ville råbe efter en væremåde, der kunne udfri dem fra ragnaroks dominerende helvedesild, give dem fred, lykke og salighed.
Derfor vidste han, at Gud ville høre dette spørgsmål og atter lade sin ånd slukke helvedesilden, når tiden herfor var moden, og svaret på menneskenes store spørgsmål om lidelsernes eksistens eller løsningen på ragnaroks mysterium kunne forstås af menneskene.
Kristus udtrykker blandt andet denne tid således:
"Men når I høre om krige og krigsrygter, da lader eder ikke forskrække, thi det må ske, men enden er ikke endda, thi folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være jordskælv her og der, og der skal være hungersnød og oprør.
Dette er veernes begyndelse. - Og broder skal overgive broder til døden og fader sit barn, og børn skulle stå op mod forældre og slå dem ihjel. -
Men ve de frugtsommelige og dem, som give die i de dage" (Mark. 13,7-8,12,17).
Kristus udtrykker altså med disse ord, at Kristi genkomstbegivenheder vil finde sted samtidig med ragnarokbegivenhederne. Og hvor har verden ikke allerede set
et ragnarok? -
Vi har allerede berørt, at "Kristi genkomst" ikke er selve Kristus, men derimod "talsmanden, den hellige ånd", der igen er løsningen på kristusmysteriet.
Er kristendommen da et mysterium for menneskene? - Ja!
Kristendommens sande og virkelige historie er indtil nu en uløst gåde for menneskene.
Det er i virkeligheden kun en meget lille del af kristendommen, der er forkyndt for menneskeheden, og den var ikke formet som en kendsgerning eller videnskab.
Menneskene havde kun instinktmæssige anelser om højere magters eller Guds eksistens.
De havde hverken human følelse, intelligens eller intuition udviklet i en sådan grad, at de kunne modtage livets højeste sandhed i intellektuel form eller udtryk.
Derfor måtte Kristus nøjes med at fortælle om de højeste af livets sandheder i vejledende dogmatiske udtryk, symboler eller lignelser, som menneskene med deres instinkt kunne fatte og dermed "tro" på.
Men Guds skabelse af "mennesket i sit billede" var ikke noget, menneskene kun skulle blive ved med at "tro" på.
Det skulle blive til vågen dagsbevidst viden eller kendsgerning for ethvert menneske. Det var dette guddommelige eventyr, der var "det meget", Kristus havde at fortælle, men som ikke kunne fortælles menneskene intellektuelt i sin tid.
Det vil derfor her blive manifesteret eller åbenbaret som "talsmanden, den hellige ånd", "Tilværelsens Tredje Testamente".
Hvad er det, menneskene oplever her i det tyvende århundrede?
9. Hvad er det, menneskeheden oplever her i det tyvende århundrede? - Er det ikke opfyldelsen af Kristi bebudelse af dommedagen eller ragnarok? -
Er det ikke således, at mennesker myrder mennesker i millionvis? -
Gør mennesker ikke også mennesker i millionvis til ulykkelige invalider, der kun opretholder deres daglige fysiske liv ved hjælp af krykker eller kunstige lemmer, tusinder lider af uhelbredelige sygdomme, mennesker, der er indirekte ofre for menneskenes sabotage af selve jordens egen livskraft? -
Jorden er en levende og sund organisme for et makrovæsen, inden for hvilket alle jordens levende væsener er mikrovæsener og mellemkosmiske væsener.
Bliver de forhindret i deres normale funktion, vil makrovæsenet i tilsvarende grad føle sig syg.
Er ikke mange menneskelige organismer netop døde, fordi deres mikrovæsener ikke fungerede, som de skulle? -
Hvorfor skulle det være anderledes med jordkloden, som er et levende væsen i sin højere spiral? -
Menneskene er blevet i stand til at sabotere jordklodens livskraftkredsløb.
De har derved åbnet for en kraft, der er af millioner gange større kapacitet end deres egen lille mikrokosmiske kraft, men de ved endnu slet ikke, hvad det er, de gør, eller hvilken fare de svæver i.
Menneskene tror, at de kan bruge denne kraft som daglig energikilde for deres industri og øvrige behov for kraft og energi, i stedet for de af naturen beregnede kraftkilder: vand, luft, kul, olie og elektricitet.
Disse stoffer standser ikke jordens stofkredsløb således som jordens livskraftaffald, affald, der bringes ud af kredsløbet og derfor hober sig op.
Hvad hjælper dette jordens sundhed, selv om man i en begrænset tid kan give dette affald en isoleret begravelse.
Hvad med de levende væseners livsmuligheder i begravelsesområderne, når det livsfarlige affald overlever isolationsmaterialets forgængelighed eller opløsning, ligegyldigt om det er i havet eller på land? -
Vi ser således her for os selve kulminationen af djævlebevidsthed. Vi er for længst begyndt at opleve kulminerende udbrud af noget af denne kontrast til "Guds billede", i hvilket menneskene er ved at blive skabt.
De "onde" erfaringer og de "gode" erfaringer. Djævleerfaringer og gudeerfaringer. Skæbneelementet. Livets talentkerner. Guds bevidsthedsocean
10. Gud lader ikke mørket ske med det levende væsen for at gøre det til et kulminerende djævle- eller mørkevæsen, men udelukkende for at gøre det til et gudevæsen i sit eget billede.
Men hvordan skulle de ufærdige mennesker komme til kundskab om, at deres bevidsthed var djævlebevidsthed, hvis ikke de fik lejlighed til at erfare det? -
Erfaringer eller oplevelser giver viden eller forstand, men verdensaltets struktur er således indrettet, at væsenerne selv skal udløse årsagerne til deres egne erfaringer.
Alle levende væsener udgør således selv den kosmiske årsag til deres egne erfaringer, ligegyldigt af hvilken art de så end måtte være.
Der findes to slags årsager. Den ene slags kan vi kalde "den onde", og den anden kan vi kalde "den gode". -
Hvad er virkningerne af de onde årsager? - Det er alle de manifestationer, der modarbejder eller ødelægger det levende væsens oplevelse af velvære, alkærlighed og salighed. -
Det er de erfaringer, der er kulminationen af djævlebevidsthed, og som også danner "helvede".
Hvad er virkningerne af de gode årsager? -
Det er den kulminerende menneskebevidsthed færdigskabt i Guds billede efter hans lignelse.
Det er den kærlighed, hvormed man elsker Gud af hele sit hjerte og med hele sin sjæl og med hele sit sind (Matt. 22,37).
Der findes således to slags erfaringsoplevelser, "de onde" og "de gode".
Vi kan også i deres kulminationsepoker henholdsvis kalde disse erfaringer "djævleerfaringer" og "gudeerfaringer".
Disse to store erfaringsakter er Guds garanti for verdensaltets evige beståen som et levende væsen, hvilket igen vil sige: den almægtige, alvidende og alkærlige Guds urokkelige garanti for uendelighedens og evighedens identitet med liv.
Men hvad forstår
man så ved liv? - Liv er altså noget, der opleves. Men hvem eller hvad er det, der oplever? -
Det er et "noget", der ikke består af stof eller materie, det er således immaterielt, men det udgør alligevel "noget, som er".
Det udgør "det levende" i "de levende" væsener.
Det fremtræder som et usynligt ophav i ethvert levende væsen og udtrykkes som dets "jeg".
Dette "immaterielle jeg" rummer i sig talentkernerne for al manifestation eller skabelse og livsoplevelse.
Disse talentkerner er også utilgængelige for sansning.
De erkendes udelukkende på de sanse- eller livsoplevelsesorganer eller legemer, ved hvilke jeget åbenbarer sig i materieskabte organer.
Da dette jeg er omtalt andre steder i værket, skal vi ikke komme så meget ind på dette her.
Vi skal kun lige meddele, at disse livets talentkerner udgør:
"urbegæret", "moderenergien", "instinktenergien", "tyngdeenergien", "følelsesenergien", "intelligensenergien", "intuitionsenergien" og "hukommelsesenergien".
Disse talentkerner er immaterielle ligesom selve jeget. De kendes altså kun igennem deres virkninger. De udtrykkes som ét med jeget under begrebet "skæbneelementet".
Hvert eneste levende væsen har et sådant skæbneelement. Hvis det ikke var knyttet til et sådant element, kunne det umuligt fremtræde som et levende væsen.
Alle disse sammenføjede skæbneelementer danner tilsammen et bevidsthedsocean. Dette bevidsthedsocean er intet mindre end selve den almægtige Guds bevidsthed.
Denne almægtige Guds bevidsthed består altså af alle levende væseners skæbneelementer. Disse er ligeledes forbundne med hverandre, ikke ved stof eller materie, men ved noget, der kun kan udtrykkes som "noget, som er".
Det stoffri og materiefri verdensalt. Guldglorien. Sædet for alt immaterielt "noget, som er". Det levende i de levende væsener
11. Det kan muligvis virke mærkeligt på den studerende at se detaljer beskrevet, som ikke består af stof.
Men da disse detaljers virkninger af den udviklede forsker kan iagttages helt ind til deres immaterielle fremtræden, og det kan konstateres, at i dette immaterielle har bevidsthedens talentkerner deres sande årsag, er man nødsaget til at erkende dette usanselige "nogets" eksistens som kendsgerning.
Vi er her kommet til en del af verdensaltet, der ikke består af stof. Det består af noget, som ikke er skabt eller programmeret ved forudgående tænkning. Alle detaljer her har fra evighed været til og vil i al evighed blive ved med at være til.
Vi er her kommet til selve det skabende princip.
Men hvordan skulle skabeprincippet og dermed skabelse blive til, hvis der havde været en tid, da skabeprincippet ikke var til? -
Kan et jernbanetog skabe sig selv? - Er det ikke ligeså med flyvemaskiner, biler? -
Kan paladser, huse og hytter skabe sig selv? -
Kan litteratur, bøger og eventyr osv. skabe sig selv? -
Er ikke alt, hvad der er skabt af fysiske ting, urokkeligt afslørende en "skaber"? -
Da hele verdensaltet viser sig at være et eneste stort skabelsesocean, må der således være en "skaber" bag verdensaltet.
Hvem er denne skaber, der har hele verdensaltet til organisme eller legeme? -
Denne skaber udgør alle de væseners jeger, der er blevet til de færdige mennesker i Guds billede efter hans lignelse.
Alle disse væsener er det samme som "kristusvæsener". Disse er, som vi allerede har berørt, alvidende, almægtige og alkærlige.
[Uden jeget] er det ikke noget levende væsen. Jeg har derfor kaldt det "det levende" i det levende væsen. Det eksisterer i denne tilstand som absolut stilstand eller som "det faste punkt", på hvilket alt i verdensaltet bevæger sig.
I denne guldglorie begynder en ny glorie at gøre sig gældende.
Denne viser sig som kulminerende lys, og dette er begyndelsen til det, vi kalder "ånd".
Med denne ånds tilknytning til kristusvæsenernes kosmiske talentkerner kunne væsenet sætte bevægelse i gang.
Det er det, vi kender som tankestof. Men vi må her forstå, at der ville ikke komme nogen som helst bevægelse i gang.
Den har været i gang i al evighed. Den kan kun holdes i gang.
Bevægelse i verdensaltet har
i al evighed været i gang og vil i al evighed blive ved med at være i gang. Den kan hverken begynde eller standse.
Den kan kun holdes i gang, det betyder holdes i live. Det eneste sted, hvor bevægelse ikke eksisterer, er i guldglorien.
Man må således forstå, at alt, vi betegner som glorie, er det faste punkt.
Kun forandringer i bevægelse kan finde sted, og disse forandringer i bevægelse er det, vi kalder "skabelse".
© Martinus Institut 1981
fra bogen "Den intellektualiserede Kristendom".
Læs resten af kapitlet her: