redigeret og opdateret 04-11-2021

Påske - Opstandelse

af

Martinus

"Vi vil nu - ikke med det fysiske syn, men med åndens øjne - se ned gennem to årtusinder.

Vi vil trække Golgathabegivenheden nærmere, således at de afgørende detailler i verdensgenløserens psyke eller mentalitet kommer mere frem i lyset.

Vi vil, uden hensyn til hvad "der står skrevet", placere Jesu udødelige sætninger på deres rette plads, nemlig midt i kulminationen af de mørke tilstande eller lidelser, for hvilke de skulle være lægemiddel, og derved føre dem frem til deres retmæssige relief, deres retmæssige lysværdi....."

 "Nærværende bogs opgave er derfor ikke at påvise, om de bibelske traditioner eller overleveringer er korrekte eller ukorrekte....."

uddrag fra kap. 5 af

Martinus:

Påske

(se nederst)

Indholdsfortegnelse:

Kapitler

1. Hvad der affødte længslen efter en verdensgenløser


2. Verdensgenløserne og Østen og Vesten


3. Jesu mission


4. Menneskehedens tilegnelse af verdensgenløserens væremåde er det absolut eneste, der kan være dens »frelse« eller »genløsning«


5. Hvorfor vi her dvæler ved verdensgenløserens
væremåde og lidelser


6. Hvad vi så i verdensgenløserens
stråleglans


7. Et »gudemenneske« drejer Jordens
åndelige kurs mod lyset og kærligheden


8. En anvisning på, hvorledes menneskene
bør tage deres skæbne


9. Verdensgenløseren og Judas i dødsriget


10. Præsterne bliver bange og fordobler
vagten ved Jesu grav


11. »Jeg er opstandelsen og livet»


12. Hvad der skete ved graven påskemorgen


13. Mesteren og hans disciple


14. Guds sendebud mødes med sine venner
og vender tilbage til sin Fader


15. Verdensgenløsningen og overtroen


16. Menneskehedens vej gennem mørket til lyset


-----

1. KAPITEL

 Hvad der affødte længslen efter en verdensgenløser

Hvis vi retter blikket to årtusinder tilbage i tiden, er vi i århundrederne før Kristi fødsel. Mørket rugede over verden.

Det altoverstrålende gudemenneskes fundamentale væremåde var endnu ikke nogen realistisk kendsgerning, men eksisterede kun i profetierne, i forjættelserne, var for den store hob en mere eller mindre utrolig utopi.

Verden trængte til beviser for, at det fuldkomne menneskes handlemåde virkelig kunne praktiseres på jorden. Dette bevismateriale var så meget desto mere påkrævet eller nødvendigt, eftersom en stor fundamental og tusindårig verdensmoral var i stærk tiltagende degeneration eller forfald.

Denne verdensmoral var identisk med det, vi i dag kalder "hedenskab", og hvis fundamentale bæreevne var baseret på troen på hævnen, troen på en vredens gud, eller guder, der "hævnede", "straffede" og undertrykte.

Det højeste ideal var "øje for øje og tand for tand" eller liv for liv.

"Hævnen" og ikke "tilgivelsen" var vejen til "himmerig". Dette var jo "salighedsstedet", hvor disse hævnens "helte" og ved kamp aflivede individer fortsatte deres "glorværdige" tilværelse, kulminerende i materielle nydelser, store måltider, "flæsk og mjød", smukke kvinder, "valkyrier".

At dø af alderdom, at tilgive, at afstå fra afgørelser ved kampmidler, at være kærlig eller ædelmodig over for modstandere var "svaghed", "fejhed", var vejen til "helvede" eller det hinsidige opholdssted for denne mord-, kamp- og erobringsmoralens "svæklinge".

Alt, hvad der i dag gennem de højeste vise bliver forkyndt som lys, som idealer og højeste moral, var for datidens bevidsthedsniveau endnu så ukendte realiteter, var endnu så meget i strid med den herskende opfattelse og barbariske natur, at man absolut kun kunne opfatte nævnte som unaturligt, som umoral, som noget, der måtte bekæmpes, udryddes.

Den daværende moral var identisk med det, vi i dag i den højeste oplysning udtrykker som det dybeste "mørke".


Men da dette mørke er identisk med den jordbund, uden hvilken kærligheden og humaniteten aldrig nogen sinde vil kunne komme til at spire eller få næring, aldrig vil blive nogen oplevelse for noget væsen, og samme mørke derved således er en absolut uundværlig anordning i den guddommelige verdensplan, har jeg i "Livets Bog" udtrykt denne som også værende en udstråling fra "det guddommelige skabeprincip".

Da denne jo er en modsætning til det, den højeste opfattelse nu udtrykker som lys, har jeg i nævnte bog kaldt denne "den mørke udstråling".

Dette mørke, denne moral lå som en tåge over verdens åndelige horisont, lukkede af for alt virkeligt lys, for al virkelig kærlighed og humanitet.

Men da en sådan udelukkelse uundgåeligt afføder lidelse, og denne igen lige så uundgåeligt afføder følelsesudvikling, og følelsesudvikling igen betyder kærlighedsudvikling, og denne giver sig udslag i alle de realiteter, der var i modstrid med den gængse mørke moral, var "svaghed", var "umoral", betød dette altså, at jo mere man dyrkede den mørke moral, desto mere blev man udviklet hen imod en bevidsthedstilstand, der var af modsat natur.

Der begyndte ligesom at dæmre i individets bevidsthed en ny natur, en natur, der efterhånden avlede tvivl på den gængse moral eller opfattelse.

Individet begyndte at tabe troen på de årtusindgamle traditioner. At hævne, dræbe, erobre og undertrykke begyndte at være i modstrid med dets fremskredne følelse.

En længsel imod en ny moralitet begyndte hist og her at spire frem. Og det var denne længsel, der igen affødte profetierne om en kommende verdensgenløsning, om en kommende ny idealisme.

Da længsler eller begær er identisk med en tiltrækningskraft imod opfyldelsen af begærets mål, og denne tiltrækningskraft i det her nævnte tilfælde yderligere blev forøget eller stimuleret af profetierne, blev den efterhånden af en sådan natur, at den blev basis for skabelsen af modtageligheden af en stor ny åndelig kraftbølge, som netop på nævnte tidspunkt begyndte at udstråle i retning af jorden.

Denne kraftbølge eller verdensimpuls var identisk med koncentrationen af en energiart, der i stor udstrækning var sammensat af grundenergierne "intelligens" og "følelse" på en sådan måde, at den i særlig grad kom til syne som kærlighed og visdom, der hvor den blev manifesteret gennem modtagelige individers bevidsthed.

Denne verdensimpuls' energier var den begyndende "hellige ånd".

Her må det bemærkes, at alle åndelige energier er at udtrykke som værende af elektrisk natur, og at individernes hjerne og nervesystem udgør et "antennesystem" herfor.

Dog vil modtageligheden af kvaliteten af energierne svare til det pågældende væsens bevidsthedssystems udviklingsstandard.

Væsener med en robust og lav bevidsthedsnatur, væsener, der som følge heraf endnu kun har et legemssystem af primitiv natur, kan naturligvis kun modtage tilsvarende primitive eller grove bevidsthedsenergier eller "bølger".

Ved grove bevidsthedsbølger forstås herved hævn- eller mordtanker, gerrighed, hovmod, skinsyge eller alt, hvad der tangerer "egoisme".

Tanker eller tankebølger af denne art kommer ikke ind under begrebet "den hellige ånd", men derimod sådanne bevidsthedsbølger, som tangerer alle former for uselviskhed, opofrelse, trofasthed og ærlighed, alt hvad der kan udtrykkes som virkelig kærlighed og visdom.

Bevidsthedsbølger af denne art kunne altså, om end naturligvis kun i en meget primitiv og svag art, begynde at påvirke de af den tidligere omtalte tids mennesker, i hvem længslerne var størst, de mennesker, hvis legemssystem var finest og mest fremskredent i udvikling.

Disse mennesker udgjorde så mange i antal, at den ny verdensimpuls' energier kunne begynde at få indpas, kunne begynde at få "tilhængere".

Der var jordbund for såningen af en ny sæd. Der manglede blot "sædemænd" af en så fundamental udvikling og styrke, at de kunne så "den ny sæd", den virkelig nye verdensimpuls' absolutte visdom og moral, kunne begynde at udstråle "den hellige ånd" i renkultur i den begyndende "jordbund".
 Men Forsynet, den evige Skaber, lader ikke frembringelsen af en brugbar jordbund finde sted, for at den skal ligge brak og øde, blive til en ørken, ligesom han jo heller ikke i form af nævnte impuls eller "hellige ånd" anbringer sin guddommelige sæd på jorden for at oplagres et sted til ingen nytte.

Når Forsynet på jorden gennem "den mørke moral" og dens virkninger havde begyndt at skabe jordbund for en ny sæd, og det ligeledes havde sendt den ny sæd til jorden, måtte det ligeså uafvigeligt også stille "sædemænd" til rådighed.

Disse "sædemænd" måtte indtil en vis grad være af en sådan natur, at deres legemssystem, deres nerver og hjerne kunne vibrere i kontakt med den hellige ånds bølger, således at deres bevidsthed, deres manifestation, deres ord og tale kunne være gennemsyret af nævnte guddommelige ånds strålende lys og klarhed, dens kærlighed, dens udødelighedsbevidsthed og realistiske guddomsoplevelse.

Den ny verdensmoral måtte for disse væsener være – ikke en utopi, – ikke en teori, men en realistisk eller absolut synlig kendsgerning.

Kun derved kunne disse væsener få tilstrækkelig kraft til at træde frem imod hedenskabet, barbarismen, mordermoralen og blive tilstrækkeligt lysende eksempler på en ny tilværelsesmåde, blive et iøjnefaldende fuldkomment udtryk for en stor ny natur og kraft.

 

2. KAPITEL

 

Verdensgenløserne og Østen og Vesten

 På Jorden var der altsaa begyndt at opstå en jordbund, en modtagelighed for den del af Guds Ånd, der tangerer lyset, og som derfor er at udtrykke som "Den Hellige Ånd".

Det må dog bemærkes, at jordbunden ikke var af en ensartet natur, og at modtageligheden derfor var forskellig i de forskellige verdensdele.

 Modtageligheden var anderledes i Østens lande end i Vestens. "såningen" måtte derfor befordres paa en noget forskellig måde, tilpasses til de særlige verdensdeles psyke, bevidsthedstilstand eller udviklingsstandard.

 Her vil der være at bemærke, at der for mange årtusinder tilbage i tiden har eksisteret et samfund af væsener med en vis grad af indvielse, altsaa en vis form for åbenbarelse af "Den Hellige Ånd".

Men dette samfund talte alt for få individer, var alt for svagt til i længden
at kunne stå mål med den omgivende og dominerende barbarisme, som jo i virkeligheden paa det daværende tidspunkt var Jordens fundamentale og kulminerende tankeklima.

 Nævnte samfund blev derfor standset i sin udvikling, men efterlod sig uafviselige monumentale udtryk for sin eksistens i form af pyramider, sfinkser, templer, kunstgenstande o.s. v., der naturligvis efterhånden af tidens tand blev forvandlet til ruinhobe,

men som alligevel trods denne sin tilstand for det almindelige jordiske menneske den dag i dag er af imponerende vælde og for det udviklede okkulte væsen funkler med den Hellige Ånds ufejlbarlige klarhed.

 Men ligesom denne fortidskultur efterlod sig ruinhobe af fysisk manifestation, således efterlod den sig ogsaa "ruinhobe" af dens høje moral og kultur. Og paa disse åndelige "ruinhobe" finder vi østens folk i århundrederne før vor tidsregning.

Da der således her var brudstykker af den virkelige Hellige Ånd, blev indstillingen og modtageligheden for den daværende nye verdensimpuls her noget anderledes end i Vestens Lande, der udelukkende levede paa den mørke udstråling i renkultur.

 Østens lande kunde modtage visdommen i en mere fyldig teoretisk form. De kunne akceptere læren om reinkarnation, udødelighed, give afkald på grove fysiske begær, kunne give sig hen til meditation og andagt.

 Vestens folk derimod havde ingen brudstykker af den hellige ånd. Alt var her barbari, mørke eller mordmoral.

Et sådant folks bevidsthed kunne ikke forandres eller omvendes ved blot og bar teori eller af et væsen, der ikke kom til at praktisere den nye moral i sine alleryderste konsekvenser, ikke alene i sine fineste afskygninger, men også i dens groveste og vanskeligste fysiske detailler.

Disse barbariske Individer maatte således have for øje et hundrede procents eksempel paa den nye morals udøvelse.

De måtte se en udøver af denne, der besjælet af den hellige ånds overlegenhed ikke kendte til nogen frygt for tortur eller død.

 De måtte gøres til vidner til et væsen, der var lige så bevidst i åndelig tilværelse som i fysisk, et væsen, der i al praktisk væremaade kunne gøre en sådan bevidsthedstilstand til et realistisk syn, til en absolut kendsgerning for den uindviede.

 Kun derved kunne den robuste barbar bringes til eftertanke, komme til at se den nye Form for storhed, for styrke.

 Da landene således var af forskellig religiøs indstilling, blev de før omtalte "sædemænd" ligeledes af en noget forskellig natur eller tilpasset til de forskellige folkeslag, til hvilke de hver især var sendt.

 Østen fik således sin "Buddha", hvis tilhængere i dag er Jordens største religiøse sammenslutning*, 

samt ,,Muhamed", hvis tilhængerskare heller ikke er af nogen ringe udstrækning.

 Vesten fik derimod, om end indirekte "Kristus", hvis tilhængere i fysisk henseende ganske vist ikke er nær så talrige* (*skrevet o. 1942 jd),

men til gengæld er nævnte væsen Jordens mest fundamentale model for den form for manifestation, gennem hvilken alle Jordens slægter sluttelig skal velsignes, "frelses" eller nå "den store fødsel", "udødelighedsbevidsthed" eller "den forklarede tilværelse".

 Han udtrykte det "sennepskorn", der skulle vokse og blive et stort træ, hvis grene skulle komme til at omslutte hele kloden og gøre verden til "Himmeriges Rige", til en "ny Himmel og ny Jord, i hvilken retfærdighed bor".

 Vi skal derfor her, naturligvis med al respekt og dybeste ærbødighed for de førnævnte to guddommelige verdensgenløsere, kun dvæle ved denne kristendommens ophav eller Vestens første store verdensgenløser i den lyse udstråling fra det guddommelige skabeprincip.

3. KAPITEL

 Jesu mission.

 Jesus af Nazaret blev altså den verdensgenløser, der skulle få lov til at blive Jordens største udøver af Den Hellige Ånd i rent fysisk handlemåde. Dette betyder naturligvis ikke, at"Kristi genkomst", hvilket vil sige senere verdensgenløsere vil blive af en mindre dybde eller natur, men Kristusmissionen eller verdensgenløsningen har, som jeg senere i nærværende bog skal komme tilbage til, i vore dage en ganske anden opgave at udløse end i hine dage, da Den Hellige Ånds fakkel på ny skulle tændes i Jordens zoner.

 Nazaræerens verdensgenløsning bestod størst udstrækning i at være den model, hvorefter det jordiske menneskes fysiske omskabelse til "gudemenneske" kunne fuldføres.

 Dette vil igen sige, at der igennem nævnte væsen blev vist, hvorledes ethvert jordisk menneske må vænne sig til at tage sin skæbne, eller med hvilken holdning det må møde de for samme væsen her på ]orden forekommende situationer, som fremtræder under begreberne: "fjendskab", "uret", "lidelse", "sorg" og "modgang", for gennem disse realiteter at blive udviklet til at overvinde dødens gru, blive herre over livet og derved opstå i en guddommelig overjordisk forklarelse.

 Den nævnte verdensgenløsers mission var således ikke blot og bar teoretisk undervisning, men også med sit eget liv, sin egen tilværelsesmåde at give en praktisk fysisk demonstration af denne for det jordiske menneske så nødvendige væremåde og dens virkninger.

Og da det jordiske menneskes tilegnelse af denne væremåde i sit daglige praktiske liv udelukkende er basis for samme væsens omskabelse fra dyr til menneske, fra primitiv til en forklaret tilværelse, fra naivitet til højeste viden, er samme væremåde således absolut udelukkende det jordiske menneskes frelse fra mørket, dets frigørelse fra lidelserne, dets adgang til oplevelse af udødelighed og dets væren "eet med Faderen".

 At tro, at Nazaræerens væremåde var for at formilde en vred Gud, var for at fritage menneskene for ansvaret af deres "synder" eller "forbrydelser", at tro, at ødelæggelsen af Jesu legeme og udgydelsen af hans blod var en behagelighed, var en nydelse og dermed et uafviseligt forlangende eller begær af en Guddom, er en ide, der kun kan være udrunden af en hedensk tankegang, af naivitet, af uvidenhed, rent bortset fra, at den jo i betænkelig grad minder om perversitet, sadisme.

At millioner af mennesker ikke desto mindre i århundreder har levet i troen på en sådan Gud, skyldes suggestionens magt og uvidenhed om ideens virkelige analyse.

Og det er åbenlyst, at en sådan ide havde langt lettere ved at finde Vej ind i en primitiv og barbarisk bevidsthed end den virkelige verdensfrelsende ide: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, som ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", eller "Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre".

 Nævnte ide måtte jo for hævnens undersåtter eller dyrkere se ud som fuldkommen tåbelighed, vanvid. Og det er klart, at den førstnævnte ide om den vrede, hævnlystne Gud, der absolut måtte formildes i det mindste med eet væsens lemlæstelse, ødelæggelse eller blodsudgydelse, ikke var nær så stor en kontrast til det primitive menneskes opfattelse af logik, som ideen om at elske dem, af hvem man bliver forfulgt.

 Og århundreder måtte der hengå, og store strømme af Blod måtte der endnu flyde på religionens alter, inden verdens øjne, intelligens eller fornuft begyndte at rette sig ind på nazaræerens virkelige Gud, kærlighedens Gud.

 Århundreder igennem måtte verdensgenløseren Jesus endnu lade sig korsfæste gennem det i hans egen kirke og i hans navn på grund af overtroen oprettede og beskyttede hedenskab:

"Kætterbål", "heksebrænderi", ,"religionstvang", "dogmer" og "intolerance", før dette kunne begynde at degenerere, skabe tvivl og opløses.

 © Martinus Institut 1942

Læs hele bogen her:

 Martinus:

Køb bogen:

 fra Martinus Webshop