15-07 2022
Den
gamle og den nye kristendom
(uddrag)
Kristendommen lyser op i hedenskabet
70. Menneskene befinder sig på højst forskellige udviklingstrin og de her under henhørende bevidsthedstilstande. Vi kan ikke bebrejde hedenskabet dets eksistens. Hvis vi kunne dette med rette, kunne vi lige så godt bebrejde solen dens eksistens.
Alle levende væsener står, som vi også senere skal komme tilbage til, på forskellige stadier i deres udvikling eller i det mirakel, ved hvilket Gud skaber mennesket i sit billede.
Det vil igen sige, at alle levende væsener er endnu mere eller mindre langt fra at være færdigskabte og endnu slet ikke har nogen særlig lignelse af den Gud, som de senere skal komme til at udstråle til overdådig fuldkommenhed.
Men der var altså mennesker på Jesu tid, der var nået så langt frem i Guds skabelse af dyre- og djævlemenneskets forvandling, at de var begyndt at få human sans, begyndt at føle lede ved at gøre det onde.
Det er altså den slags mennesker, der mere eller mindre er kristendommens begyndende resultater både i fortiden og i dag.
Der er også andre foreteelser, der er synlige som urokkelige udtryk for kristendom.
Midt i den store ufærdige menneskemasses hedenskabs krige, myrderier, intolerance, overtro og djævlebevidsthed rejste sig stolt op over hoben store kunstfærdige katedraler, kirker med tårne, kupler og spir, der pegede mod himlen.
Men indvendig var de udstyret med redskaberne for de hellige, guddommelige ceremonier, man nødvendigvis måtte anvende i forbindelse med den uintellektuelle kristendoms gudstjeneste.
Ud fra disse gudshuse og mange andre religiøse sekters og samfunds centrer har millioner og atter millioner af mennesker igennem århundreder lyttet til røsten fra tilværelsens allerhøjeste kosmiske livssfære, der kulminerer i alvisdom og alkærlighed.
Røsten lød: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind. - Dette er det store og første bud. - Men det andet er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv" (Matt. 22,37-39). - Dette er det Guds rige, det himmeriges rige, som er menneskets kosmiske hjemsted, når det er blevet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse.
Fra disse kristendommens gudshuse søgte man at gengive de guddommelige ord og facitter om det virkelige liv, som Kristus havde forkyndt verden i form af særlige anvisninger på
det guddommelige liv i alkærlighed, som man her på jorden måtte udvikles i for at kunne blive ét med Guddommen, ét med den guddommelige væremåde, der opfylder Guds plan og igennem de mange udviklingsstadier fra mørke
til lys forvandler det levende væsen fra djævlevæsen i mørkets kulmination til lysvæsen i kristuskulminationen i livets allerhøjeste livssfære eller verden.
Vi kan ikke her undlade at udtrykke vor allerdybeste og varmeste taknemmelighed over for alle disse kristendommens tjenere inden for gejstligheden og alle andre religiøse kristelige bevægelser, der virkelig gav deres liv for hans guddommelige budskabs udbredelse.
Hvis de ikke havde givet deres liv for kærlighedens budskab, ville dette guddommelige budskab næppe været nået frem til det tyvende århundrede og dér med glans endnu lyse fra kirkernes talerstole, ceremonier og sakramenter for millioner af troende af i dag og give dem fred i sind og væremåde.
Hvorfor man må undskylde de såkaldte "syndere"
71. Blandt alle disse religiøse magthavere, både inden for gejstligheden og uden for denne, forekom der mennesker, der ikke var lige langt fremme i udvikling.
De har selvfølgelig ikke alle kunnet udtrykke den kristne forkyndelse med samme styrke. Ja, nogle har måske endnu været meget primitive og blandet hedenskab i deres forkyndelse, men det kan vi ikke bebrejde disse væsener.
Der, hvor de har lavet fejlmanifestationer, får de følgen af deres fejlagtige handlemåde. Det sker igennem denne selvoplevelse, der er en permanent tradition eller lov, som gælder alle både dyr og mennesker.
Det er denne lov, der bevirker, at væsenerne efterhånden forvandler sig bort fra de onde handlinger og bliver humane.
Det er denne lov, der udgør karmaloven. Og den udfører altså det mirakel at bringe væsenet fra det onde til det gode, fra djævlemenneske til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse.
Men denne lov bevirker også, at menneskene fremtræder som højst forskelligt udviklede og befinder sig derfor på tilsvarende højst forskellige udviklingstrin.
Nogle har endnu megen hedenskab i deres bevidsthed og væremåde, medens andre er kommet meget længere frem og igennem virkningerne af deres udfoldede hedenskab blevet tilsvarende humane.
De er altså kommet igennem mange flere fejlmanifestationer end de førstnævnte og er derfor længere fremme i humanitet eller næstekærlighed end disse.
Man kan derfor ikke bebrejde væsenerne hverken deres begavelse eller væremåde. Den er fuldstændig afhængig af, hvilket udviklingstrin de befinder sig på.
En viden eller begavelse, de ikke har nået i deres udvikling, kan de umuligt handle efter. Derfor må man, som vi før har berørt, undskylde alle såkaldte "syndere", idet de jo ikke er syndere, men har handlet ud fra deres udviklingstrins love.
Et udviklingstrins væremåde, de endnu ikke har nået, kan de jo umuligt handle eller skabe væremåde efter.
Det er ikke så mærkeligt, at Kristus sagde til Peter, at man skal tilgive sin broder (der også betyder ens næste) ikke blot syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange (Matt. 18,21-22).
Vi kommer senere tilbage til at forklare dette i nærmere detaljer.
Med hensyn til de fundamentale foreløbige virkninger af kristendommen udgør den styringen af millioner af menneskers åndelige opfattelse.
Disse mennesker er igen delt op i religioner, sekter og trossamfund over hele verden under mere eller mindre fremtrædende magtfulde førere, paver og lignende.
Vi kan ikke komme bort fra, at kristusforkyndelsen hos alle disse forskellige sekter og samfund har en vis human betydning, selv om deres uintellektuelle kristendomsopfattelse naturligvis endnu er langt fra at være den færdige opfattelse, der skal gøre mennesket til Guds billede efter hans lignelse.
De lever alle på den uintellektuelle kristendom og er endnu ufærdige mennesker, som Guddommen stadig må skabe og modellere på, før de kan blive de færdige mennesker i Guds lignelse og ét med ham.
Den uintellektuelle kristendoms alkærlighedsstråler er for længst begyndt at lyse og funkle over hele verden, skønt menneskene endnu i en overvejende grad lever i hedenskab og djævlebevidsthed
72. Menneskene må nu til at lære at forstå, at de ikke alle lever på samme udviklingstrin.
Menneskene af i dag lever på helt andre udviklingstrin end på Jesu tid.
Menneskene er gået fremad i udvikling af navnlig deres intelligens, men dog også nogen human følelse, den følelse, der engang skal blive til alkærlighed.
Men i dag lader den dog meget tilbage at ønske.
Kristendommen er ikke givet i en sådan form, at den kan forklares og udforskes med intelligensen.
Den uintellektuelle form er, som før nævnt, kun beregnet for mennesker på udviklingstrin, hvor de endnu kun har latent intelligens og derfor i meget stor udstrækning endnu ligesom dyrene føres ved deres instinktevne.
Det er denne evne, der giver sig udslag i, at mennesker i særlig grad kan tro på autoriteter og må vejledes og føres ved disse.
Og således er menneskeheden nu snart i to tusinde år blevet ført ved - en ikke af videnskabelige kendsgerningers dokumentation - men derimod udelukkende ved troen på den uintellektuelle kristendoms sandfærdighed, udelukkende baseret på verdensgenløserens autoritet.
Hvordan skulle man ellers få kristendommens guddommelige sollys til at begynde at trænge ind i en verden, der begyndte at have tendenser til djævlebevidsthed?
- Nu skal man ikke tro, at den uintellektuelle kristendom var formet af uvidenhed og naivitet hos verdensgenløseren, for så vil man gøre sig skyldig i en fejltagelse, der må være så stor, som en fejltagelse overhovedet kan manifesteres.
Vi skal senere komme tilbage til at vise, hvilke umådelige analyser af de højeste guddommelige verdener verdensgenløseren måtte holde tilbage og ikke lade disse komme frem i sin forkyndelse.
Hvis han ikke havde gjort det, ville disse endnu uintellektuelle og naive, men begyndende humane mennesker kun have fået stene i stedet for brød. Og verdensgenløseren ville have været totalt overflødig.
Og verden ville i dag have været totalt uden strålerne fra kristendommens vældige altomspændende Guds eget alkærlighedens og alvisdommens rige, som Gud er i færd med at føre ethvert levende væsen frem til igennem sine manifestationer på det fysiske plan.
Da kristendommen ikke er givet for at forstås med intelligensen, er det klart, at mange mennesker er begyndt at komme i konflikt med den gældende eller autoriserede kristendom.
Når vi går over til at berøre den disharmoni, der er blevet mellem kristendommen og de intelligente, men endnu med inhuman følelse beherskede mennesker, skal det dog nævnes, at kristendommen igennem sine virkelige udøvere her på jorden ikke blot i en overordentlig stor udstrækning har forkyndt Kristi forkyndelse til millioner af mennesker, men også har store arbejder i gang for at hjælpe de nødlidende og fattige i landene.
Det er ikke blot i kristendommens egne lande, at dens kærlighedsarbejde finder sted.
Millioner af tons og atter millioner af tons af fødemidler og andre livsvigtige hjælpemidler er sendt til fremmede landes katastroferamte ulykkelige mennesker.
Hundreder af læger og sygeplejersker og andre humane mennesker har undertiden ofret hele deres liv på at hjælpe de endnu meget ufærdige mennesker i de uciviliserede lande rundt om i verden.
Det kan ikke udtrykkes som hedenskab.
Det kan kun udtrykkes som stråler fra kristendommens sol og varme. Det er virkelig efterfølgelsen af Jesu ord om den barmhjertige samaritan, vi ser her lyslevende i kød og blod, arbejdende blandt verdens ringeste og mest nødstedte og uudviklede mennesker.
Hvad har ikke de kristne missionærer udrettet i de endnu uciviliserede lande?
- Har de ikke netop bygget skoler, kirker og på andre måder undervist de pågældende landes befolkninger og lært dem i stor udstrækning at læse og skrive og ikke mindst lært om den ene almægtige, alvise og alkærlige Guddom?
- Har vi ikke netop her grund til at takke og prise Guddommen for, hvordan han igennem den endnu uintellektuelle kristendom har lyst op og varmet i store dele af verden?
- At den ikke har frelst menneskene hverken fra krige eller fejlmanifestationerne (det onde) er ikke så mærkeligt.
Det er som før nævnt absolut ikke dens opgave. Det er den slet ikke beregnet på.
Vi skal senere se, hvorledes Gud ved et altoverstrålende mirakel giver de levende væsener evne til på en måde selv at være med i deres egen omskabelse til færdige mennesker i Guds billede efter hans lignelse.
En ny verdensepokes begyndelsestendenser
73. At den uintellektuelle kristendom i vort århundrede begynder at blive ringeagtet af væsener, der er vokset fra instinktbevidstheden og har fået udviklet intelligensen, er ikke så mærkeligt.
Kristendommen i sin uintellektuelle form er ikke givet til den moderne videnskabs materialistiske intelligensvæseners efterforskning.
De har ikke den mindste forudsætning for med intelligens at kunne lære den uintellektuelle kristendom at kende.
Og noget, de ikke har evne til at fatte eller med deres intelligens at kunne forstå, er de nødsaget til at måtte betragte som noget uvirkeligt eller som den rene overtro eller tåbelig fantasi.
Men også det må man undskylde.
Sanser, menneskene endnu ikke har fået udviklet, kan de jo umuligt sanse eller opleve med.
For at opleve den virkelige kristendom i sin renkultur kræves der først og fremmest en højt udviklet human evne, ja en virkelig alkærlighed, dernæst en udviklet intelligens og en udviklet intuition.
Det er netop disse egenskaber, der vil komme til stærk udvikling i den nu begyndende nye verdensepoke.
Disse egenskaber vil efterhånden fjerne de dyriske og djævelske egenskaber fra menneskets psyke.
Og det vil være begyndelsen til dannelsen af en helt ny verdensadministration, ja, blive menneskenes virkelige kristelige eller åndelige livsfundament. I dette nye livsfundament vil pengesystemet totalt blive afskaffet til fordel for liv
ets virkelige og uforfalskede værdi, nemlig menneskets egen arbejds- eller skabeevne.
Tilbedelsen af rang, titler og ordener forsvinder også helt, da menneskene vil vokse fra ærgerrighed og lysten til at hæve sig op over andre mennesker ved hjælp af medaljer og hædersbånd, strudsefjer, guld og glimmer.
Denne slags prydelser af et menneskes påklædning vidner ikke om ydmyghed. De begynder at minde om biografportierers og cirkuspersonales ofte i guld og glimmer stærkt prydede gallauniformer.
Disse foreteelser er ganske naturlige i dag.
Men i fremtiden vil menneskene få udlevet den meget fremtrædende klasseforskel, der i dag så at sige er livsfundamentet for mange mennesker.
Mennesket i den ny verdensepoke aspirerer ikke til at blive hverken millionær eller på anden måde til at blive overklassemenneske.
Tendenser i den retning vil forsvinde, samtidig med at pengesystemet også er forsvundet til fordel for en verden, i hvilken den absolut eneste reelle værdi er menneskets arbejds- eller skabeevne og ikke dets bankbog eller aktiekapital eller på anden måde nogen form for krøsustilværelse.
Disse foreteelser i samfundslivet er udviklingen allerede langsomt i færd med at afskaffe (læs derom i mine hovedværker).
- Når man ringeagter kristendommen og mener, at den har udspillet sin rolle, gør man sig skyldig i en umådelig fejltagelse.
Kristendommen kan umuligt forgå.
Kristendommen er selve Guds bevidsthed og dermed verdensaltets evige Guds ånd, sjæl og liv.
Den er en evig selvstændig foreteelse.
Den har ikke til opgave at frelse menneskene fra hverken det ene eller det andet.
Men den udgør den altoverstrålende lysverden, der udgør det virkelige, fuldkomne, evige, allerhøjeste liv.
Denne livets allerhøjeste guddommelige lysverden omspænder hele verdensaltet og udgør alle levende væseners urokkelige og evige hjemsted.
Dette lysocean, der udgør livets allerhøjeste paradis, eksisterer som en kulmination af den evige Guddoms almægtighed, alvisdom og alkærlighed.
Det levende væsen er i realiteten ikke et fysisk væsen, men udgør en udødelig ånd
74. Vi har nu omtalt, hvorledes kristendommen begyndte sit spæde indpas i verden.
Vi har set, at den betlehemske mentale stjerne i form af Jesu Kristi ord overskyggede mange menneskers bevidsthed og fik begyndt at lede dem ind i alkærlighedens bane, den kærlighed, der skal føre alle mennesker frem til at blive ét med Gud, den kærlighed, der fører alle væsenerne frem til den kærlighed, der gør væsenerne til mennesker i Guds billede efter hans lignelse.
Vi har set, at der var mennesker, der accepterede kristendommen og med livet som indsats førte den frem til humanitetens begyndende magt på jorden.
Skønt menneskenes grove, vantro og respektløse kritik af kristendommen i dag er den dog trods alt livets allerhøjeste helligdom.
Men det ved menneskene endnu alt for lidt om.
De kender kun den uintellektuelle forkyndelse om den.
Men denne forkyndelse måtte jo begrænses til en blot og bar dogmatisk form, fordi menneskene kun kunne modtage lidt af den virkelige kristendom på denne måde.
Derfor måtte verdensgenløseren bebude en senere højere og fuldkomnere forklaring af denne allerhøjeste lyssfære.
Men for at kunne modtage kristendommens vejledning må væsenet gennemgå en serie af fysiske jordliv, i hvilket det dagligt må nyde frugterne af kundskabens træ.
Det er kun igennem denne nydelse, det kan blive bevidst i, hvad der er ondt, og hvad der virkelig er godt. Kundskabens træ er ikke det samme som kristendom.
Kristendommen er den virkelige, højeste og mest fuldkomne og dermed helligste livets verden bag den fysiske verden.
Denne sidste verden rummer i sig selv ikke noget liv.
Den består udelukkende af et uendeligt ocean af logisk dirigerede bevægelsesarter.
Der findes således absolut ikke noget virkelig levende på det fysiske plan. Der er kun bevægelse.
Denne kalder man materie.
Denne fysiske materie dirigeres og omformes af åndelige væsener.
Til disse væsener hører vi selv eller alle fysiske væsener.
Vi er blot kaldt fysiske væsener, fordi vi i vort jeg eller ånd er i stand til at opbygge og leve i et fysisk legeme, i kraft af hvilket vi kan sanse, opleve og skabe, føle godt og ondt, igennem dets forbindelse med den øvrige fysiske materie.
Og det er i kraft af denne det åndelige væsens forbindelse med den fysiske materie, det bliver i stand til at forvandles fra djævlevæsen til kristusvæsen.
Igennem denne dets forbindelse og jongleren med den fysiske materie omdannes denne til skabte ting, blandt andet til de levende væseners såkaldte organismer.
Og i kraft af disse organismer forvandler Guddommen de levende væsener fra minerallivsformer til plantelivsformer, til dyrelivsformer, til djævlelivsformer og til de guddommelige menneskelivsformer i Guds billede efter hans lignelse.
Det levende væsen må udskifte sit fysiske legeme, der kun er et manifestationsredskab og ligesom andre skabte redskaber bliver gammelt og udslidt, ligesom det også kan læderes og blive ubrugeligt
75. Den fysiske verden er altså Guds skabeplan.
Her forekommer alle de muligheder, der eksisterer for de levende væsener til at overtræde livslovene og derved i tilsvarende grad opleve, hvad dette betyder.
De lærer her eller bliver bevidst i, hvordan man skaber lysets og lykkens store guddommelige oplevelser eller tilværelse.
Og de lærer her eller bliver bevidst i, hvordan man oplever helvede eller livets allersorteste, smertekulminerende lidelsestilstande.
Dette er det fundamentale i Guds udformning af de levende væsener til mennesket i sit eget billede, hvilket billede er en kulminerende væremåde i alkærlighed og alvisdom.
Det er altså denne væsenernes tilknytning til den fysiske materie, der forvandler væsenet fra djævlevæsen til det færdige menneske i Guds billede.
Dette er Guds skabelsesplan.
Uden denne plans struktur ville al forvandling af væsenerne fra mørke, dyriske og djævelske livstilstande til de højeste guddommelige oplevelser af livets kulmination i lykke, salighed, alvisdom og alkærlighed, sammen med den urokkelige oplevelse af den absolut eneste sande Gud, være en total umulighed.
Derfor må de levende væsener gennemgå en lang livsepoke af inkarnationer i fysisk materie i form af fysiske organismer.
Men selv om de er knyttet til fysiske legemer, er deres virkelige livsoplevelse tilknyttet deres åndelige struktur.
De er stadig at udtrykke som ånder eller overfysiske væsener i deres højeste identitet.
De bliver udtrykt som ånder, men det er svært for menneskene at fatte dette, da væsenernes åndelige tilstand og struktur er indkapslet i det fysiske legeme.
Og menneskene tror da, at det fysiske legeme er det levende væsen, hvad det absolut ikke er.
Den fysiske organisme er et redskab, ved hvilket det åndelige væsen kan jonglere og skabe og opleve gennem dets tilknytning til den fysiske materie og dermed opleve den fysiske verden.
Den fysiske verden er som før nævnt kun bevægelsesarter omdannet til skabte ting, som bevægelsen også ændrer, og hvorved der opstår tid og rum.
Men mennesket opfatter endnu ikke sin livsoplevelse på denne måde. Det ufærdige menneske opfatter sig selv, på grund af sit fysiske legeme, som et blot og bart fysisk væsen.
Det lever derfor i den overtro, at når det af og til må udskifte sit fysiske legeme på grund af alderdom, læsioner eller sygdom, betyder dette døden, altså et totalt ophør af dets liv og tilværelse.
Dets fysiske legeme er ikke selve det levende væsen, men kun en sekundær udskiftelig del af det levende væsen, medens den primære del, væsenets jeg og dets hertil knyttede overbevidsthed, er evige realiteter.
De afviger fra alle andre foreteelser ved ikke at være skabte. De er aldrig nogensinde begyndt, men har været til fra evighed af og vil aldrig nogensinde komme til at ophøre, men urokkeligt fortsætte deres evige, udødelige tilværelse.
Men da ingen som helst skabt ting kan være evig, idet den opslides, bliver gammel og opløses eller forgår, kan det evigt eksisterende levende væsen umuligt skabe sig andet end forgængelige livsoplevelsesredskaber, til hvilke altså de levende væseners fysiske legemer hører.
Derfor må det levende væsen stadig udskifte sit fysiske legeme, når det er blevet ubrugeligt ved slitage, alderdom, læsioner eller sygdom. Det er denne udskiftning af det fysiske legeme, mennesket tror betyder totalt ophør af dets tilværelse eller liv.
Da væsenet udvikles fra lavere til højere livsformer, må det naturligvis udskifte sine fysiske legemer, eftersom det nødvendigvis må have nye legemer, der kan være normale redskaber for dets tiltagende højere og højere livsudfoldelse på udviklingsstigen.
Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse kan ikke leve i en primitiv abekrop.
Aben kan ikke leve i en løvekrop, løven kan ikke leve i en krokodillekrop, og denne kan ikke leve i en hestekrop, og hesten kan ikke leve i en slangekrop osv.
Der er absolut ikke nogen som helst af disse levende væsener eller de mange andre eksisterende her unævnte væsener, der evigt skal leve i disse for hver især specielle fysiske legemer og være det samme væsen.
Alle levende væsener udgør således et levende evigt væsen bag alle fysiske organismer.
De skal kun gennemgå alle disse livsoplevelsesformer for at blive omformet til Guds guddommelige alkærlighedsfacit: mennesket i Guds billede efter hans lignelse.
Men hvordan skulle denne gigantiske Guds omskabelse af væsenerne til at blive i hans billede, der er det samme som Guds alkærlige og alvise væremåde, finde sted, hvis ikke de kunne skifte fysiske organismer og få nye organismer med den forbedring, som væsenernes højere og højere udviklingstrin krævede?
- Vi ser her, hvor fundamental og urokkelig en sandhed der er i Jesu ord til Nikodemus om, at ingen kan komme ind i Guds rige, hvis de ikke fødes på ny.
Reinkarnationen eller genfødelsen er således en urokkelig livsbetingelse for al skabelse af Guds bevidsthed i mennesket, den, der gør mennesket til Guds billede efter hans lignelse.
© Martinus Institut 1981
Læs videre her:
Læs hele 3. kapitel forfra:
Læs hele bogen
Den intellektualiserede kristendom