redigeret og opdateret 03-11-2021
Påske - Jordens indvielse
af
Martinus
Kapitel 2
Jordens indvielse i kosmisk bevidsthed
27. Det var ikke blot de store livssandheder og overjordiske alkærlighedsgerninger i form af mirakler, Kristus skulle åbenbare for menneskeheden. Han måtte også manifesteres for den i kød og blod som den totalt fuldkomne model for Guds skabelse af "mennesket i sit billede efter sin lignelse".
Han måtte vise helt til bunds den absolut færdigskabte evne til totalt at tilgive alt dødsfjendskab fra sin næstes side. Det var ikke så mærkeligt, at det var en meget streng nat, Kristus havde i Getsemane Have natten før korsfæstelsen. Han vidste, at timen var kommet, da Gud ved ham ville vise verden alkærlighedens magt.
Det skulle åbenbares for verden, hvordan det færdige menneske i Guds billede ikke blot kunne tilgive sine dødsfjender og mordere, men han kunne også bede for, at de måtte få tilgivelse for deres onde eller djævleagtige væremåde.
Og det var denne verdens kulminerende alkærlighedsudfoldelse, livets største tilgivelsesakt, Gud i sin store skabelse af "mennesket i sit billede" ved verdensgenløseren Kristus måtte åbenbare til vejledning for de mennesker, hvis færdigskabelse i "Guds billede" nu begyndte at blive aktuel. Og verden blev da vidne til verdensgenløserens store alkærlighedsmanifestation for menneskeheden.
Midt i sit feberhede legemes spigring til et trækors, rejst på Golgatas pandeskallignende høj, ser vi ham, spændt til dødssmerternes brændende ild i sit mishandlede legeme, bede til Gud for sine bødler:
"Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre" (Luk. 23,34).
Det vidste den uvidende, spottende hob omkring korset heller ikke. Derfor blev de rædselsslagne, da der ud over mængden lød en røst:
"Det er fuldbragt" (Joh. 19,30).
Forhænget i templet splittedes i to stykker fra øverst til nederst. Jorden skælvede og klipper revnede, og gravene åbnedes, og mange af de hensovende helliges legemer blev oprejste, og de gik ud af gravene efter hans opstandelse og kom ind i den hellige stad og viste sig for mange (Matt. 27,51-53). -
Her må vi bemærke, at "de hensovende helliges legemer" ikke var "lig", der kom ud af gravene. "Lig" er absolut ikke "levende væsener" og kan umuligt være det. Det er derfor, de er blevet lagt i gravene.
De udgør kun de evige jegers aflagte ved alderdom, fejlagtig levevis, slitage og misbrug ubrugeliggjorte fysiske organismer eller livsredskaber.
Det er derfor, reinkarnationen eller genfødelserne finder sted, så jegerne kan få nye fysiske legemer til erstatning for de aflagte.
At der var kristusbevidste, indviede væsener til stede ved korsfæstelsens store begivenhed i Guds store skabelsesproces af mennesket i sit billede, er selvfølgeligt. At de blev set af enkelte clairvoyante fysiske mennesker er ganske naturligt. At disse clairvoyante fysiske mennesker ifølge den gængse tro måtte tro, at de ånder, de så, måtte komme fra gravene, i hvilke de skulle sove indtil dommedag, er også selvfølgeligt.
Korsfæstelsen og menneskehedens kulturskabelse fra angrebs- og forsvarsprincippet til tilgivelsesprincippet
28. Korsfæstelsen på Golgata var således ikke nogen lille begivenhed. Den var intet mindre end en kosmisk verdensbegivenhed. Med sin alkærlighedsånd og sin primære bevidsthed igennem verdensgenløseren på korset drejede Gud hele jordmenneskehedens millionårige kulturbasis fra "angrebsprincippet" og "forsvarsprincippet" til "tilgivelsesprincippet".
Dette vil igen betyde, at herefter skal et nyt verdensideal, altså det kristne, efterhånden gennem de nærmeste århundreder bringes til at afløse de nævnte to store kulturprincipper, som nu har bragt menneskene på jorden frem i et begyndende ragnarok eller en "dommedagsudfoldelse" af "djævlementalitet".
De nævnte to principper "forsvars- og angrebsprincippet" i udfoldelse er Guds smeltedigel. I den har han udført sin store skabelse af jegets første fysiske livsepoke. Først som "dyr", bundet til en organisme, der er et forsvars- og angrebsvåben.
Den udgør altså et for hver væsensart særligt tilpasset "krigsvåben". Arterne kan således kun angribe og forsvare sig på den særlige måde, som deres fysiske organisme som krigsvåben er bygget til.
At dyrets fysiske organisme er et "krigsvåben", er ikke så mærkeligt, eftersom det her er en livsbetingelse for de fleste væsener at efterstræbe hverandres fysiske organisme som livsbetingende føde.
Men Guds skabelse fortsætter, og dyret får efterhånden en menneskelignende neutral organisme, ligesom det også begynder at udvikle intelligens. Det bliver derved i stand til at kunne opfinde og udvikle sine egne "angrebs-" og "forsvarsprincipper" og forsvarsvåben.
Det er disse væsener, der udgør jordens fysiske menneskehed. I absolut forstand er deres fysiske tilstand endnu ikke blevet færdig.
De udgør endnu "pattedyr" og er underlagt det dyriske forplantningsprincip eller den seksuelle parringsdrift.
Men i denne dyrisk-menneskelige epoke i Guds store skabelsesakt føres nævnte væsener helt frem til genialitet eller toppunktet i deres skabelse af mørket eller "det ondes" kulmination.
De har en drabs- og ødelæggelseskapacitet, der ved hjælp af en forbindelse med en illegal kraft fra naturens umådelige kraftocean, har en kraftkapacitet, der er millioner af gange større, end der er nogen som helst brug for i deres normale livsbetingende "forsvars-" og "angrebsprincip".
Men det kender magthaverne eller myndighederne ikke noget til endnu. De ved ikke, at de med denne sorte magtkapacitet i udfoldelse er fremtrædende med kulminerende "djævlebevidsthed".
Men hvem har ret til at bebrejde dem det? - Det, de ikke ved, kan de umuligt handle efter. Tror man ikke Kristi ord: "Den iblandt eder, som er uden synd, han kaste først stenen" (Joh. 8,7), stadig gælder? -
Menneskets højeste identitet
29. Har ikke alle krigsophav i verden, der kæmpede imod hinanden, gensidigt troet, at modparten, altså "fjenden", var af "det onde", som man havde mere eller mindre ret til at udslette eller undertrykke? -
Og er resultatet af denne overtro ikke netop en mangfoldighed af blodige kampe, milliondrab af mennesker og dyr og millioner af invalider kørende i rullestole, andre haltende på krykker og kunstige lemmer og andre vaklende igennem livet både blinde og døve? -
Hertil kommer så hele den øvrige atmosfære fra djævlementaliteten, der viser "angrebs-" og "forsvarsprincippets" begyndende afmagt som kulturfundament.
Men er det ikke netop det, menneskeheden skal lære, erfare og opdage? - Det er ikke blot syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange, man skal tilgive. "Det onde" kan absolut ikke nedkæmpes med "det onde". Hvis "det onde" kunne nedkæmpes med "det onde", måtte menneskene være blevet kristusvæsener eller færdige mennesker i Guds billede for årtusinder siden.
Man kan ikke udrydde ukrudt ved at så det, men man kan derimod erfare, at man ikke kan få en fuldkommen sæd eller høst på en ukrudtsmark.
Hensigten med Guds skabelsesplan er ikke at skabe en mental ukrudtsmark, en "djævleverden", men en totalt fuldkommen menneskeverden med hvert enkelt menneske i "Guds billede efter hans lignelse".
Det vil i virkeligheden sige "gudevæsener".
Var det ikke menneskenes højeste identitet, Kristus gjorde jøderne opmærksom på, da de ville stene ham, fordi han havde sagt, at han var "Guds søn"? - Sagde han så ikke til dem: "Er der ikke skrevet i eders lov: I ere guder"? (Joh. 10,34). Var det ikke i kraft af denne hans egen ophøjethed, han også kunne sige: "Jeg og Faderen, vi ere ét"? (Joh. 10,30). Ligeledes kunne han sige: "Mig er given al magt i himmelen og på jorden" (Matt. 28,18).
Var det ikke også derfor, han kunne ophæve tyngdekraften og gå på vandet, stille stormen på søen og materialisere og dematerialisere sig efter den fysiske død, samt udføre alle de øvrige overjordiske gerninger eller mirakler, der skulle vise den guddommelige bevidsthedstilstand og væremåde, jordmennesket vil komme til at repræsentere, når det er nået frem til dets færdigskabte tilstand som "mennesket i Guds billede efter hans lignelse"? -
Verdensgenløseren som model for Guds skabelse af "mennesket i sit billede efter sin lignelse"
30. Når Gud ønskede at skabe det levende væsen i sit eget "billede efter sin lignelse", vil det altså sige, at han ønskede at skabe det i sin egen bevidstheds og væremådes lighed.
Det færdigskabte menneske skal altså have del i hans alvisdom, almagt og alkærlighed. Et sådant væsen i "Guds billede" genfinder vi i verdensgenløseren Jesus Kristus.
Udtrykte han ikke netop selv følgende:
"Mig er given al magt i himmelen og på jorden" (Matt. 28,18),
"Jeg og Faderen, vi ere ét" (Joh. 10,30),
"Jeg er vejen, sandheden og livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig" (Joh. 14,6),
"Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal ikke vandre i mørket, men have livets lys" (Joh. 8,12),
"Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør" (Joh. 11,25),
"I må ikke sætte eder op imod det onde, men dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, da vend ham også den anden til" (Matt. 5,39),
"Stik dit sværd igen på dets sted; thi alle de, som tage til sværd, skulle omkomme ved sværd" (Matt. 26,52). -
Og vi kan følge verdensgenløseren videre i hans belæring af det evige lys, Guds hellige ånd:
"Salige er de sagtmodige, thi de skulle arve jorden" (Matt. 5,5),
"Salige er de, som hungre og tørste efter retfærdighed, thi de skulle mættes" (Matt. 5,6),
"Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed" (Matt. 5,7),
"Salige er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud" (Matt. 5,8),
"Salige er de, som stifte fred, thi de skulle kaldes Guds børn" (Matt. 5,9),
"Salige er de, som er forfulgte for retfærdighedens skyld, thi himmeriges rige er deres" (Matt. 5,10),
"Salige er I, når man håner og forfølger eder og lyver eder alle hånde ondt på for min skyld" (Matt. 5,11),
"Glæder og fryder eder, thi eders løn skal være stor i himlene; thi således have de forfulgt profeterne, som var før eder" (Matt. 5,12),
"I er jordens salt; men dersom saltet mister sin kraft, hvormed skal det da saltes? Det duer ikke til andet end at kastes ud og nedtrædes af menneskene" (Matt. 5,13),
"I er verdens lys; en stad, som ligger på et bjerg, kan ikke skjules" (Matt. 5,14),
"Man tænder heller ikke et lys og sætter det under skæppen, men på lysestagen, så skinner det for alle dem, som er i huset" (Matt. 5,15),
"Lader således eders lys skinne for menneskene, at de må se eders gode gerninger og ære eders Fader, som er i himlene" (Matt. 5,16).
Vi er her blevet vidne til noget af "det evige lys", med hvilket Kristus blandt andet på Golgatas kors stadfæstede med sin korsfæstelse en helt ny verdenskultur.
Denne ny verdenskulturs fundamentale eller bærende grundlov havde han i sin kortvarige periode på det fysiske plan teoretisk åbenbaret for sine disciple og dermed for verden.
Denne grundlov var kernen i hele hans sande viden eller visdom, som han udtrykte i koncentratet:
"Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind" (Matt. 22,37);
"Dette er det store og første bud" (Matt. 22,38);
"Og det andet er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv" (Matt. 22,39);
"Af disse to bud afhænger hele loven og profeterne" (Matt. 22,40).
Men det var ikke blot teoretisk, at verdensgenløseren åbenbarede livets grundlov "alkærlighedsbudet".
Var det ikke kulminationen eller den totale overholdelse af dette guddommelige bud, han åbenbarede for verden på Golgatas kors? - Med sit i forvejen mishandlede fysiske legeme blev dets korsfæstelse for ham en oplevelse af et af livets største smerteanfald fra selve helvedes kulmination.
Her var verdensgenløseren på toppunktet af sin fremtræden som Guds sendebud til verden. Han skulle vise menneskeheden, at intet fjendskab, ingen ondskab, intet had eller ingen såkaldt "forbrydelse" kan være så stor, at den ikke kan tilgives.
"Fader! forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre" (Luk. 23,34).
Var det ikke denne bøn for sine bødler, der vibrerede fra den døende verdensgenløsers læber op imod Gud og ud over verden og ned igennem tiderne? -
Og ekkoet fra denne alkærlighedens bøn vibrerer endnu i menneskelige ører ud over hele jorden fra tusinder af kirker, missionshuse og andre religiøse huse, sekter og samfund.
Han kunne også i kulminerende sandhed udtrykke om sin fysiske mission:
"Det er fuldbragt" (Joh. 19,30).
Og hermed var hans fysiske mission på jorden slut.
Og ingen kunne vel i større ro, fred og tillid overlade sin ånd i Guds hænder end han, da han udåndede og forlod den fysiske verden med ordene:
"Fader! i dine hænder befaler jeg min ånd" (Luk. 23,46).
Men ud over Galilæas og Judæas bjerge og ud over Jerusalem og Golgata og videre ud over en hedensk og mørk verden lyste alkærlighedens budskab fremad mod kommende slægter.
Det bebudede et strålende "himmeriges rige", altså et "alkærlighedens verdensrige" på jorden, når "dommedagens" helvedesflammer, livsvånde, skrig og skrål er forstummet og opløst i alkærlighedens strålevæld; da funkler Guds almagt, alvidenhed og alkærlighed fra sjæl til sjæl i livets kosmiske solrige egne.
Det er disse kosmiske solrige egne, det i form af den ny kosmiske verdensepoke er givet os at skabe på jorden.
© Martinus Institut 1981
fra bogen "Den intellektualiserede Kristendom".