redigeret og opdateret 03-11-2021
Menneskehedens skæbne
1. KAPITEL
Menneskehedens nuværende krise
Da menneskehedens skæbne for tiden former sig som en verdenskrise, der i form af arbejdsløshed, fattigdom, sygdom, revolution, fosterdrab, mord, selvmord, laster, perversiteter, ulykkelige ægteskaber, irreligiøsitet og sindssyge,
fornemmes som en gene af et sådant voksende omfang, at intet enkelt menneske i længden vil kunne være uberørt deraf,
vil et absolut overblik over, hvad det er, der i virkeligheden foregår, ikke alene være aktuelt, men også udgøre en absolut nødvendighed, hvis der overhovedet skal være tale om at bringe nævnte krise til ophør.
Har menneskeheden da ikke et sådant overblik? Den har jo dog videnskaben. Den har pragtfulde universiteter, skoler og læreanstalter til udvikling af intelligens. Den har laboratorier til analysering af stofferne. Den har observatorier til studiet af jordens forhold i verdensrummet.
Ja, det er ganske rigtigt. Men ikke desto mindre er den i det store og hele absolut uvidende om, hvad det er, den bliver vidne til. Thi hvis den virkelig havde det retmæssige overblik, da måtte den i henhold til dens handlemåde absolut stemples som abnorm, som sindssyg.
Den ejer umådelige rigdomme, men lever i fattigdom.
Den har uudtømmelige ernæringskilder, men sulter.
Den råder over overordentlige betingelser for udvikling af varme, men fryser.
Den har de mest glimrende betingelser for sundhed, men repræsenterer et utal af sygdomme.
Den er i besiddelse af umådelige "hestekræfter" eller midler til at lade elementerne arbejde for sig, men æder endnu i sit ansigts sved sit brød.
Den har regeringer, ministre, præsidenter, konger og diktatorer, men lever i kaos og mørke.
Den har kirker, templer, profeter og verdensgenløsere, gennem hvilke det store bud: "Elsker hverandre" eller dette: "Hvo som ombringer med sværd, skal selv omkomme ved sværd" i årtusinder er blevet forkyndt som vejen til livet, men ikke desto mindre repræsenterer den genialiteten i frembringelsen af mordinstrumenter eller krigsmateriel.
Så hvis menneskeheden sidder inde med det absolutte overblik over sin egen magt, da vil dens psykoanalyse altså udvise, at den er komplet abnorm.
Men således er det heldigvis ikke. Menneskeheden er fuldt ud normal.
Den gør erfaringer og udnytter disse.
Den gør opfindelser og opdagelser.
Den tilegner sig kundskaber, og gennem disse får den magt.
Den befinder sig i en jævnt stigende udvikling.
Den har langt større magt, er i besiddelse af langt større skabekræfter end for blot hundrede år siden.
Men når den alligevel ikke har kunnet nå at gøre sig jorden underdanig, er det altså, fordi den endnu ikke har gjort erfaringer nok og derfor heller ikke endnu
har den kontrol over sig selv, der skal til, for at den kan undgå de disharmonier, under hvilke den eksisterer.
2. KAPITEL
Det gamle må falde
Hele menneskehedens nuværende miseretilstand er altså et udviklingsspørgsmål. Den kan derfor ikke lægges nogen til last, hverken præsten eller forbryderen, hverken den rige eller den fattige.
Den er baseret på det bestående system. Og man kan ikke forlange, at dette skal repræsentere en højere idealisme eller udviklingsstandard end den, hvortil den menneskelige gennemsnitsbevidsthed er nået, og af hvilken det netop udgør et resultat.
Men
idet menneskeheden således ikke er abnorm, men har evne til at gøre erfaringer, har evne til at forske, vil den netop af alle de disharmonier og ubehageligheder, den nu sukker og stønner under, komme til erkendelse af disse realiteters
dybeste årsager og derved komme til overvindelse af sin nuværende mørke skæbne.
Denne skæbne vil altså i sine detaljer udgøre det forskningsobjekt, inden for hvilket menneskeheden i dag er ved at indhente kundskaber om, hvorledes et samfundssystem eller en samfundsordning netop ikke skal være.
For dens øjne oprulles således i dag erfaringer, der udløser sig i en voksende antipati mod de bestående forhold, afføder en underminering af det gamle samfundssystem. Og denne antipati udgør således de første udslag af en begyndende ny tids morgenrøde.
Det vil snart være en kendsgerning for alle, at vi er vidne til den gamle verdenskulturs undergang og en ny verdenskulturs fødsel. Vi passerer et overordentligt stort vendepunkt i jordens historie. Vi skuer en milepæl i evighedens umådelige rige.
De nuværende generationer af menneskeheden har modtaget stor visdom i arv fra fortiden. For ikke at virke alt for blændende og umulig eller uforståelig var denne visdom gennem symboler og lignelser lempet og tilpasset til de fortidige generationers primitive forestillingsliv.
Og da den endnu ved sin overlevering er iklædt de samme lempelser eller lignelser, virker den ikke stærkt nok på de moderne generationer.
Disse er nemlig ad andre veje, dels ved videnskabelig forskning og dels ved udvikling af et større følelsesliv, kommet i besiddelse af kundskaber, der, selv om de ikke er tilstrækkelige til underbyggelse af de religiøse eller moralske krav, dog for længst har overstrålet den ydre iklædning eller fortolkning, gennem hvilken den nedarvede visdom var afblændet.
Denne fortolkning blev derfor mere og mere af de moderne generationer opfattet som forældet eller naiv, blev mere og mere til dogmer.
Dette måtte så
igen nødvendigvis afføde en disharmoni mellem disse generationer og den overleverede visdoms forkyndere.
Tvivlere og fritænkere opstod. Interessen for at gå i kirke aftog. Det blev umoderne at være religiøs. Og en vis demoralisering begyndte således at få betingelser for udløsning.
Denne disharmoni er så igen meget ofte blevet betegnet som "irreligiøsitet". Men denne betegnelse er meget fejlagtig. Thi intet menneske kan i absolut forstand være irreligiøs. Selv om det ikke kan tro på en bestemt lignelse, en bestemt form eller et dogme, tror det alligevel på sandheden.
Der kræves blot, at den skal vises i en form, der finder genklang i dets eget indre.
Når den fortolkes i harmoni med dets egne erfaringer eller oplevelser, da tror det absolut. Hvis det i et sådant tilfælde ikke tror, da kan det kun være på grund af sygelige momenter, der er til stede i dets bevidsthed. Og det må da som et unormalt væsen lades ude af betragtning her.
Det er således ikke alene den materielle, men også den religiøse eller åndelige side ved livets oplevelse, jordens mennesker befinder sig i disharmoni med.
3. KAPITEL
Mennesket forlanger beviser
For at den fuldkomne harmoni kan fødes på jorden, må den evige visdom eller den absolutte sandhed om livet afsløres således, at den er i harmoni med
de absolutte kendsgerninger, væsenerne gennem deres intelligens- og følelsesudvikling er kommet i besiddelse af. Den kan ikke mere vises som et dogme, en lignelse, et skønt eventyr uden nogen særlig rod i de daglige erfaringer og
således kun være en trossag. Den må vises som en realitet, der har videnskabelig rodfæstning i de virkelige begivenheder.
De moderne generationers "irreligiøsitet" er således i virkeligheden kun udtryk for en "religiøsitet", der ikke alene fordrer den evige visdom som tilværelsens absolutte facit, men også dette facits udregningsmetode, således at de selv kan regne stykket efter og gøre samme facit til deres egen viden. Det er denne form for "religiøsitet", vi bliver vidne til i form af det, vi kalder moderne videnskab.
Alle videnskabsmænd er således i absolut forstand sandhedssøgere.
Gennem skoler og læreanstalter af enhver art udbreder den her nævnte form for "religiøsitet" sig til almenheden.
Ethvert menneske, der blot har lært at tælle eller kan udregne facittet af to plus to, er således en begyndende videnskabsmand, en begyndende visdomsdyrker, selv om det ikke er almindeligt at opfatte det således. Og det er givet, at jo mere en sådan form for "religiøsitet" tiltager i udvikling, desto mere må en religiøsitet, der er baseret på blind tro, aftage.
Grunden til denne ny udvikling af religiøsitet vil igen være at søge i en gennem det sidste århundrede fremskyndet udvikling af individets analyseringsevne eller det, vi kalder "intelligens". Intelligensen er igen
den første sans, gennem hvilken individet kan komme til den absolutte erkendelse eller analyse af sine oplevelser.
Da menneskene her på jorden i størst udstrækning er genstand for materielle eller fysiske oplevelser, er det disse, der foreløbig udgør det dominerende objekt for intelligensens søgelys. Og den første absolutte viden, menneskeheden derved kom i besiddelse af, måtte derfor i tilsvarende grad nødvendigvis blive af materialistisk eller fysisk natur.
Når den moderne videnskab udtrykkes som "fysisk" eller "materiel", så er det kun udtryk for, at dens dyrkere eller ophav endnu ikke har ret mange åndelige erfaringer eller oplevelser, på hvilke de kan rette deres intelligens.
De er derfor i tilsvarende grad afskåret fra at tilegne sig åndelig viden, ligegyldigt hvor stor deres intelligens så end måtte være. Ligesom der kræves fysiske erfaringer for at give fysisk viden, således kræves der også åndelige erfaringer for at give åndelig viden.
Den moderne videnskab er derfor endnu ikke nogen autoritet på åndelige eller okkulte områder. Men det, den således ikke er i dag, vil den i fremtiden blive. Efter at have passeret kulminationen af den fysiske viden vil hungeren opstå efter den åndelige.
© Martinus Institut
fra
bogen: "Menneskehedens Skæbne"
Læs videre
Køb bogen: