26-07 2023

red. og opdateret 18-08 2023

Efterlivet og søvnen

fra

Martinus:

Gennem dødens port

1. KAPITEL

Hvorfor jordens mennesker lever i et skæbnemæssigt mørke

Gennem dødens port –søvnen og døden

Det kristne dogmatiske syn på livet efter døden

1.1 Vi ved alle, at vi er født til denne verden, og at vi engang skal dø.

I almindelighed er det ikke noget, man går og tænker over,

men af og til dukker tanken op,

ikke mindst når man oplever andres død,

specielt når det drejer sig om mennesker,

man har holdt af og vil savne i den daglige tilværelse.

Oftest er det med angst og sorg, mennesker da tænker på døden.

Tanken om udslettelse og måske også tanken om eventuelt

at skulle stå til regnskab for handlinger i ens liv, man for længst har fortrudt,

medvirker til at gøre tanken om døden mørk og trist og ubehagelig.

Gennem den materialistiske livsanskuelse får man det indtryk, at der intet liv er efter døden,

fordi bevidstheden efter denne opfattelse blot er en virkning af materiens kombinationer.

Men da mennesket ikke ønsker at  ophøre med at eksistere,

selv om der kan være visse former for livsoplevelse, det godt vil være foruden,

gør tanken om en fuldstændig udslettelse det naturligvis trist til mode,

ja, fylder måske dets sind med angst og gru.

Gennem religionen får mennesket at vide,

at det efter døden skal hvile i graven til "den yderste dag",

'hvor Kristus skal dømme mellem levende og døde

og "skille fårene fra bukkene".

"Fårene" eller de troende kristne, som har troet blindt på, at Gud har forsonet sig med deres synder,

fordi Kristus lod sig ofre på korset for deres skyld,

skal da gå ind til paradisets evige salighed,

medens"bukkene", de vantro syndere, skal pines i det evige helvede.

Dette dogmatiske syn på livet efter døden er der umådelig mange mennesker i vor tid,

der har svært ved at acceptere, så er det lettere at tro, at døden er livets ophør,

ikke blot for organismen, men også for tanken og bevidstheden.

Man taler om at gå ind til den evige søvn eller evige hvile.

Under søvnen lever man helt i tankernes og forestillingernes verden

1.2 Der er mange mennesker, som er så trætte af deres forjagede og urolige tilværelse,

at de ser med en vis sympati på en sådan ro og hvile.

Men evig hvile er jo ingen hvile, det er tilintetgørelse og ophør af liv.

Hvile er en tilstand, man en tid nyder som kontrast til virksomhed

og derefter bliver mæt af for igen at længes efter at komme til at virke,

skabe og opleve på ny, fordi man føler sig udhvilet.

Har man sovet godt om natten, vågner man frisk og veloplagt til den kommende dags gerning.

Efter en sådan dyb og drømmeløs søvn siger man ofte: "Jeg har været langt borte",

og der ligger en større sandhed deri, end den, der udtaler disse ord, måske tænker på.

Når man sover, er man nemlig borte fra sin fysiske verden bestående af stråler og bølger.

Men selv om menneskene ved en del om elektricitet og stråler og bølger og magnetiske kræfter,

er det meget lidt, de ved, når det drejer sig om de kræfter, stråler og bølger,

der udgør deres egen bevidsthed og mentalitet.

Når et menneske er træt og søvnig, er det, fordi dets nervesystem i dagens løb

har været udsat for så megen slitage, at det nu trænger til reparation og fornyelse.

Men en sådan udbedring kan ikke finde sted, hvis der stadigvæk strømmer energi igennem det.

Der må "lukkes for strømmen" en tid, og mennesket lægger sig til hvile.

Det ophører med at få indtryk fra den ydre verden gennem sine sanseapparater,

det prøver at få sine tanker til at falde til ro.

Det sidste kan det måske knibe lidt med.

Det vil være godt lige at gennemtænke dagens begivenheder

og gøre en slags status og tænke på,

hvordan man eventuelt kan forbedre det, der ikke var så heldigt,

og så slippe det og sove ind.

Medens dagsbevidsthedens energi en stund ikke gennemstrømmer nervesystemet,

finder den nødvendige udbedring sted, så alt er klart til den livsudfoldelse,

som skal finde sted den kommende dag i en vekselvirkning med den ydre verden.

Men hvor er bevidstheden henne, når man sover, og der kun er så meget liv i organismen,

som er nødvendig for at holde visse automatiske organfunktioner i gang?

Vor hukommelse er nær sit vinterstadium i kredsløbet, derfor har vi ingen erindring om vore oplevelser under søvnen

1.3 Når vi sover, befinder vort jeg sig stadigvæk i en oplevelsestilstand,

men da der er lukket af for sanseoplevelserne fra den ydre fysiske verden,

er det naturligvis ikke den, vi oplever.

På samme måde, som vort fysiske legeme er omgivet af en fysisk verden,

hvor andre levende væseners fysiske legemer befinder sig,

så en vekselvirkning kan opstå mellem de levende væsener gennem deres fysiske organismer,

er også vor bevidsthedsverden omgivet af en større verden, der består af stråleformig materie.

I denne stråleformige verden, der omgiver os,

vil vi også være i stand til at møde andre levende væseners bevidsthedsverden,

hvis vi er på bølgelængde med de tanker og forestillinger, de rummer.

Men er det da ikke nødvendigt at være i besiddelse af et legeme for at kunne opleve?

Det er det absolut.

Men et legeme behøver ikke at bestå af den grove fysiske materie.

Der findes legemer, som er opbygget af langt finere materier eller energier,

såkaldte åndelige legemer.

De er af rent elektrisk karakter, og vi har alle sammen sådanne legemer foruden vort fysiske legeme.

Ved den proces, vi kalder søvnen, overføres bevidstheden og dermed oplevelsesevnen

fra det fysiske legeme til de åndelige legemer,

så det er altså rigtigt, når man siger, at man under søvnen var "langt borte",

i det oplevelsesevnen i denne tilstand ikke er bundet af tid og rum

på samme måde som under oplevelsen gennem det fysiske legeme.

Men hvorfor kan vi almindeligvis ikke huske,

hvad vi har oplevet, medens vort fysiske legeme sov?

Fordi vor erindringsevne er en meget degenereret evne,

den er meget nær ved sit latente stadium i sit kredsløb.

Det er helt andre energier og evner,

som i øjeblikket dominerer i den jordmenneskelige bevidsthed.

Man kan i almindelighed ikke huske sine tidligere inkarnationer,

man kan ikke engang huske alt,

hvad man har oplevet i sin nuværende inkarnation.

Kan man huske, hvad der skete en bestemt dag bare for 14 dage siden

klokken halv tre om eftermiddagen?

Det er en undtagelse, hvis man kan det.

Vor hukommelse er på sit "vinterstadium" i kredsløbet.

Hukommelsesmæssigt står det jordiske menneske som det bladløse træ i skoven.

Men efter vinter kommer vår og sommer.

Der vil en gang komme tider,

hvor samme væsen ved hjælp af sin hukommelse

kan bevæge sig tusinder, ja, millioner af år tilbage i tiden og se, hvad det da oplevede.

Men da er det naturligvis ikke noget jordisk menneske,

da er det bevidst i sin kosmiske herkomst som ét med Guddommen

og dermed identisk med evigheden og oplever sig selv som tidens og rummets herre.

Da er den primitive udskiftning af organismer, som vi kalder død, for længst et overstået stadium i udviklingen,

i det væsenet på det udviklingstrin, hvor det da befinder sig,

hersker suverænt over alle universets materier og blot behøver at tænke,

for at materien skifter form og forvandles på dets bud.

Ud over en vis grænse kan de levende væsener ikke vokse i viden og kunnen, uden at de samtidig vokser i moral og kærlighed.

1.4 Men for at det levende væsen engang skal blive i stand til

at opleve en sådan vidunderlig tilværelse,

må det naturligvis først lære at tænke hundrede procent

i overensstemmelse med livets love.

Tænk, om de nuværende jordiske mennesker

havde samme suveræne magt over materien som det før nævnte væsen!

Hvilket forfærdeligt ragnarok ville det ikke kunne resultere i?

Men det er heldigvis fuldstændig umuligt.

Ud over en vis grænse kan de levende væsener ikke vokse i viden og kunnen,

uden at de samtidig vokser i moral og kærlighed.

Det jordiske menneskes gentagne inkarnationer i den fysiske verden er som en skolegang,

hvor det forberedes til engang helt at kunne opleve og skabe i åndelig materie.

Kan væsenet da ikke lære det i de åndelige verdener?

Nej, det kan det ikke, det må opleve en verden,

hvor det gør ondt at tænke forkert for virkelig at lære at tænke.

Det må opleve en verden, hvor materien gør modstand og skal overvindes,

for at dets tænkeevne kan udvikles,

og det må lære at kunne møde væsener, det ikke føler sig på bølgelængde med,

med tolerance, forståelse og næstekærlighed.

Alt dette kan kun opleves i en fysisk verden, og da de fysiske energier er underkastet kredsløbets love,

må det levende væsen besøge "skolen" eller den fysiske verden på den måde,

at det i skiftende perioder skaber sig en fysisk organisme,

der altså er en slags kosmisk skoledragt, hvorigennem væsenet kan skabe og opleve på det fysiske plan.

Denne "skoledragt" kan holde en vis tid, det vi kender som det jordiske menneskes gennemsnitslevealder, hvis den ikke bliver udsat for alt for mange eller for store forulempelser.

I så fald slides den op før tiden, og dens brugbarhed bliver nedsat, undertiden så meget, at den helt må kasseres.

Ulykkestilfælde og sygdom kan medføre, at det jordiske menneske dør,

længe inden det har nået "støvets år",

hvor det normalt skulle forlade den fysiske verden mæt af dage

og være glad ved at forlade en organisme, der nu var så slidt,

at en normal livsudfoldelse og-oplevelse ikke mere kunne finde sted igennem den.

Utilstrækkelig søvn giver dårlige nerver og nedsat oplevelses- og arbejdsevne

1.5 En af de medvirkende årsager til, at organismen kan holdes ved lige og være ikke blot et brugbart,

men et genialt instrument for vor levende ånd er, at vi får den nødvendige og tiltrængte søvn.

Som før omtalt bliver nervesystemet udsat for slitage hver eneste dag,

og da det jo netop er det ledningsnet,

som er forbindelse mellem vor åndelige eller elektriske struktur og vor fysiske struktur,

er det meget vigtigt både for vor evne til at opleve og vor evne til at skabe i den fysiske verden,

at dette ledningsnet er i orden.

Uden tilstrækkelig søvn får man "dårlige nerver", man bliver uoplagt, og både oplevelsesevnen og arbejdsevnen bliver nedsat.

Det kan være en fysisk sygdom, dårlig mave eller lignende, der er årsag til, at man ikke får tilstrækkelig søvn, men der kan også være psykiske årsager.

Når man lægger sig til at sove, lukker man af for indtrykkene fra den ydre verden.

Men det er ikke altid, man kan lukke af for de indtryk, man allerede har fået.

Tankerne kredser om, hvad der er foregået i dagens løb,

og der iblandt kan være ærgrelser og ubehagelige begivenheder eller mennesker,

som har irriteret en, eller der kan være noget, man har gjort eller sagt,

som man fortryder eller ærgrer sig over.

Mange mennesker kan ligge længe og køre rundt i ring med sådanne tanker i bevidstheden, som forhindrer dem i at koble fra, så nervesystemet kan reorganiseres.

De blunder måske lidt og er så vågne igen og bliver ved med at glide frem og tilbage mellem søvn og vågen tilstand på en sådan måde, at de faktisk ødelægger både den fysiske og den åndelige tilstand.

Den fysiske tilstand ødelægger de ved, at de udsætter deres nervesystem for yderligere slitage i stedet for at lade det i ro, så den i forvejen opståede slitage kan udbedres.

Og deres åndelige tilværelse, dvs. de oplevelser, de ellers kunne have haft på det psykiske plan,

medens organismen hvilede, bliver hele tiden forstyrret og afbrudt,

når de igen glider ind i den halvvågne tilstand.

Under sådanne unormale forhold er det, at man kan opleve drømme,

der enten er rene mareridt eller noget forfærdeligt roderi.

Det bliver de, fordi visse glimt fra oplevelsen på det åndelige plan

blandes sammen med de bekymringer eller ærgrelser

eller den angst eller ophidselse, bevidstheden var opfyldt af,

lige inden man faldt hen i søvnen.

Hvad kan man da gøre, for at undgå dette?

Her som i så mange andre tilfælde gælder det,

at hvis mennesket, inden det skal til at falde i søvn,

koncentrerer sig på Guddommen i bøn, kan det få ro i bevidstheden.

Det kan bede om hjælp til i kommende dage

at måtte kunne klare de begivenheder,

som har skabt dets bekymringer eller ærgrelser.

Hver gang man falder i søvn om aftenen, "dør" man jo,

selv om det kun er en nat, man skal være borte fra den fysiske verden.

Den fysiske krop holdes vedlige gennem visse automatiske kræfter og funktioner,

men bevidstheden skal ikke have noget med den at gøre om natten,

og der er egentlig kun den forskel på søvnen og døden,

at den automatiske vedligeholdelses- og fornyelsesproces,

som foregår fra det åndelige plan under søvnen, ophører,

når det er døden, som indtræder.

Ved at lære at falde i søvn på den rigtige måde,

lærer man faktisk at dø på den rigtige måde,

thi ligesom man kan have mareridt og onde drømme,

når man lader sine tanker køre rundt i en "ond cirkel",

man ikke synes, man kan komme ud af,

kan man også, når man falder i søvn

for ikke mere at skulle vågne op igen

i den fysiske verden i den samme fysiske krop,

komme ud for sådanne ubehagelige tankecirkler,

som en tid vil kunne skabe en slags"helvedesoplevelse" eller "skærsild" for en.

"Døden" er en søvn, som varer noget længere end den almindelige søvn

1.6 Ved den proces, vi her i den fysiske verden kalder "døden",

sover man altså også bort fra den fysiske verdens oplevelser,

og denne "søvn" varer noget længere end det, vi i almindelighed forstår ved at sove.

Men ligesom det blot er den fysiske krop, der skal hvile, når vi sover "den lille søvn",

medens vor bevidsthed er i aktivitet i den åndelige verden,

er det også blot visse evner og talenter, der hviler en tid,

medens vi er "døde" fra den fysiske verden,

hvortil vi skal vågne op igen, men da i et helt nyt fysisk legeme,

hvor igennem vi får nye muligheder og chancer for at opleve og skabe ting,

som vi i den forrige inkarnation kun nåede at drømme om.

Det, vi kalder døden, kan blive som en skøn solnedgang fra den fysiske verden og en vidunderlig solopgang i den åndelige verden

1.7 Irritation,skuffelse, bitterhed, angst, dårlig samvittighed og lignende tankeklimaer

kan således skabe onde drømme og mareridt under søvnen,

hvis man ikke forinden har fået overvundet disse tanker og følelser i sin bevidsthed.

Her er bønnen en umådelig magtfaktor,

i det man ved at lære at falde i søvn på den rigtige måde faktisk lærer sig selv at dø på den rigtige måde,

dvs. uden nogen "ond cirkel" af negative tanker.

Hvis et menneske virkelig arbejder med at udrydde mørke tanker fra sit sind

og beder om at få hjælp til at komme igennem sine vanskeligheder,

vil det ikke alene komme til at mærke, at dets daglige tilværelse kommer til at føles lysere og bedre,

men når den tid kommer, da vedkommende helt skal forlade sin fysiske organisme,

vil denne proces blive som en skøn solnedgang fra den fysiske verden

og en vidunderlig solopgang i den åndelige verden.

Ethvert menneske kan gøre meget til, at dets afsked med denne verden kommer til at forme sig harmonisk og skønt

1.8 Vi ved, hvordan en solnedgang helt kan dækkes af mørke skyer, så der ikke bliver det skønne sceneri af gyldne farver,

som for mange mennesker står som de dejligste oplevelser, de har haft i naturen.

Sådan kan den mentale solnedgang, vi kalder døden, også formørkes, så den bliver uden skønhed, fred og harmoni.

Jeg siger ikke dette for at skræmme nogen, tværtimod.

Jeg vil gerne understrege, at ethvert menneske kan gøre meget til,

at dets afsked med denne verden kommer til at forme sig harmonisk og skønt,

og ligeledes til, at dets"fødsel" til den åndelige verden bliver en vidunderlig velkomst,

hvor væsenet modtages af slægtninge og venner, det holder af,

og som tidligere er vandret gennem dødens port.

Men for at kunne undgå, at døden kommer til at forme sig som noget mørkt og trist,

er det netop vigtigt at vide, hvilke tankeblandinger der kan være årsag til

en eventuel "skærsild" eller"helvedesoplevelse"

i den første tid efter, at man har forladt sin fysiske krop,

og inden man kommer igennem det kredsløb i de høje åndelige verdener,

som alle væsener, også den værste forbryder, kommer igennem,

inden vedkommende igen skal inkarnere i den fysiske verden.

Naturligvis kan jeg ikke sige, hvad det enkelte menneske kommer til at opleve i detaljer,

for det er i den grad afhængigt af, hvilke tanker og følelser det har i sit sind,

af hvor meget dets intuition er udviklet 

og af, hvilke specielle evner og talenter det især har udviklet under sit liv i den fysiske verden.

Men jeg kan fortælle noget om de love, der ligger til grund for disse oplevelser,

og i grove træk ridse nogle af de muligheder op, der venter forskellige mennesker efter døden,

specielt i forhold til, om de forlader den fysiske verden, medens de endnu er i barndommen,

eller om de dør som ungt menneske, som et menneske i sin modne alder

eller som et menneske, der er gammelt og mæt af dage.

Døden er ikke noget, mennesket skal frygte

1.9 Når et menneske har oplevet kosmisk bevidsthed

og derved har fået udvidet sin oplevelsesevne

til ikke blot at kunne opleve dagsbevidst på det fysiske plan,

men også evne til, medens det er i sin fysiske organisme, at kunne opleve dagsbevidst på det åndelige plan,

kan det også opleve døden på en sådan måde, at det er bevidst i dens struktur og mission.

Ud fra denne kosmiske oplevelse af døden

vil den være at udtrykke som en stor port ind til en anden livs- eller tilværelsesform.

Denne port skal alle fysiske væsener igennem, det er noget, alle ved med sikkerhed,

selv om det ikke er noget, man i det daglige går og tænker på.

Så længe døden er noget, man kun tænker på med gru og rædsel,

er det naturligvis godt, at det ligesom kan skubbe dødstanken bort.

Men det resulterer dog i, at samme menneske,

når det pludselig står over for den uigenkaldelige kendsgerning,

at en af dets nærmeste eller det selv skal dø, er ganske uforberedt på døden,

hvilket kan gøre det meget vanskeligere at komme igennem denne proces.

Og sagen er virkelig den, at døden ikke er noget, mennesket skal gå og være bange for.

Hvis det prøver at gøre sig fortrolig med tanken om, at det engang skal bort fra den fysiske verden,

noget samme væsen jo for øvrigt har prøvet uendelig mange gange før,

selv om det ikke dagsbevidst kan erindre det,

og hvis det samtidig dag for dag søger at rense sin bevidsthed for mørke tanker,

da kan døden ikke blive andet end en af de skønneste oplevelser, et menneske kan komme udfor.

I den store hovedport til de åndelige verdener er der fire mindre porte

1.10 Gennem dødens port kan man komme til mange vidt forskellige verdener eller sfærer.

Det er ikke steder på samme måde, som man taler om steder i den fysiske verden,

det er tilstande eller bølgelængder, i det den åndelige verden er en helt elektrisk verden.

Derfor er det også sådan,

at man netop kommer til at opleve det i den åndelige verden,

som man med sin egen bevidsthedstilstand kan komme på bølgelængde med, hverken mere eller mindre.

Jesu ord, "I min Faders hus er der mange boliger", er netop udtryk for alle de muligheder,

der findes i livet efter døden i forhold til de forskellige væseners længsler,

ønsker, tro, tankegang, fantasi og skabeevne.

Man kan sige, at der i den store hovedport,

som fører ind til livet i de åndelige verdener, er fire mindre porte,

en for de væsener, der dør som børn,

en for dem, der dør i ungdommens vår,

en for mennesker, som dør i en moden alder

og en for gamle mennesker, som dør den naturlige død mæt af dage i den fysiske verden.

Fra hver af disse fire porte kan de levende væsener passere

til forskellige sfærer og zoner,

som de i kraft af deres særlige mentale tilstand,

deres karakter, begavelse og kærlighedsevne

er på bølgelængde med.