redigeret og opdateret 03-11-2021
Livets retfærdighed
Vores mentalitet udvikles og forædles
Verden i dag er præget af store omvæltninger og mange lidelser, som virker tilfældige
og meningsløse. Martinus Kosmologi viser, at alle former for lidelse har en højere meningog kun er midlertidige tilstande.
Ethvert liv, uanset hvor behageligt eller ubehageligt man oplever det, tilfører erfaringer og er dermed altid et plus.
Lidelseserfaringerne udvikler vores medfølelse og kærlighedsevne og er dermed et uundværligt trin i menneskets forædling frem mod mere og mere fuldkomne stadier.
Evolutionen har altid en retning mod noget højere, og til sidst vil udviklingen føre os frem til det trin, hvor vi som organisk talent
ikke længere kan nænne at gøre andre væsener ondt, men med vores væremåde udelukkende er til glæde og velsignelse
for alle levende væsener.
Livets retfærdighed
Et centralt princip i de kosmiske analyser er:
loven om årsag og virkning eller karmaloven.
Martinus forklarer, at set i et evighedsperspektiv er alle oplevelser i livet virkninger af vores egen væremåde, fordi al energi går i kredsløb.
Alt, hvad vi sender ud til vores omgivelser, kommer tilbage i denne eller følgende inkarnationer.
Intet i livet er dermed tilfældigt, og da lidelserne ikke er en straf, men kun et midlertidigt “ubehageligt gode” i form af den udvikling og forædling af vores mentalitet de afstedkommer, er livet fuldstændig retfærdigt og kærligt.
Erfaringer i form af behag og ubehag lærer os at kende forskel på godt og ondt, således at vi efterhånden opøver en væremåde, der kun spreder lys og lykke.
Karmaloven sikrer, at vi kun kan opleve resultatet af de tanker og handlinger, vi selv tidligere har skabt.
Med voksende indsigt i livslovene kan vi derfor selv omforme vores skæbne i kontakt med vores ønsker.
© Martinus Institut
Se i øvrigt:
Det levende væsens skæbnebuer
og læs den tilhørende forklaring
Læs om:
Det evige Verdensbillede 1-5 (bøger)
Livets Bog bind. 6, stk 2237:
Karma- eller skæbneloven
Martinus:
"Ifølge karma- eller skæbneloven kan intet som helst angreb på noget væsen
eksistere uden at være en gengældelse af en forudgående angrebsudløsning fra
det selv imod omgivelserne.
Som vi forlængst er blevet bekendt med, er ethvert væsensin egen skæbnes
absolutte første årsag.
Man vil således her forstå, hvor unyttig og tåbelig enhverkrigshandling med
drab og tortur uundgåeligt må være,selv om den manifesteres som "forsvar".
Selv om denne handling også i øjeblikket synes at væreet forsvareller et
middel til at redde sig fra en fjendes såkaldte "angreb",vil den uundgåeligt
før eller senere blive årsag til en ny skæbnebølgeog komme tilbage til sit
ophav som en gengældelse.
Men dette forstår menneskene ikke, sålænge de er analfabeteroverfor livets
største faktor:
Reinkarnationen eller det levende væsens evige liv.
Sålænge de kun ser deres evige liv i en så begrænset ogmikroskopisk del af
dette deres evige livs giganthorisont,som deres fysiske liv udgør, må de
blive ved med at leve i den næsten urokkelige overtro,at de kan sikre deres
eget liv ved at myrde andre,at de kan befordre deres egen lykke ved at gøre
andre ulykkelige,og selv opleve den virkelige fred og frihed ved at holde
andrei ufred og undertrykkelse eller tvang.
De forstår ikke, at ingen i virkeligheden kan dræbe, og intet kan dræbes.
De tror, de udrydder deres fjender ved at slå dem ihjel.
De forstår ikke, at det levende væsen er beskyttet imod envirkelig og absolut
død i kraft af dets animalske organisme.
De forstår ikke, at den er en sikkerhedsdragt omkringdet virkeligt levende
væsen, der i sig selv udgørn en ren psykisk, hvilket vil sige elektrisk, struktur
af en sådan særlig tilstand, at den er immun overfor alle de anslag,der kan
udløses imod den af andre levende væsener.
De kan ødelægge den fysiske krop eller animalske organisme,men den i
organismen fremtrædende sjæl, ånd og jeg,der udgør det virkeligt levende
væsen, går sejrrigt ud af et hvilketsom helst anslag, der kan rettes imod det
fra det fysiske plan...."
© Martinus Institut 1981
Læs hele artiklen i: