redigeret og opdateret 14-09 2023

Martinus

Martinus blev født i den lille by Sindal i Nordjylland i 1890.

I 1914 blev han konfirmeret og kom ud at tjene på en gård.

Senere arbejdede han som bl.a. smed, vagt

og især som mejerist i Jylland, på Fyn og Sjælland.

I 1920 blev han ansat som kontorist på et stort mejeri i København.

Her kom han ved hjælp af en kollega i kontakt med en, der interesserede sig meget for åndelige emner.

Martinus besøgte ham og efter en lang snak lånte han en bog med hjem.

Denne sagde ved afskeden til Martinus:

"De skal se, De bliver snart min lærer".

(fra: Omkring min missions fødsel)

Martinus fortæller:

”Jeg var religiøst set et absolut ubeskrevet blad.

Når denne min ubeskrevethed kunne bevares til min modne alder, skyldtes det den, i dette tilfælde lykkelige omstændighed, at min skæbne ikke i noget tilfælde havde ført mig i berøring med nogen som helst religiøs bog eller sekt, ud over hvad der kom ind under den folkekirkelige børnelærdom.

Ikke desto mindre var jeg dybt religiøs og nærede en inderlig kærlighed til Gud. Jeg kan ikke fysisk erindre nogen dag, hvor jeg ikke har bedt til Gud.

Men denne min religiøsitet var min hemmelighed, var min helligdom.

Jesus var mit største ideal og rettesnor. I alle tvivlsspørgsmål stillede jeg altid spørgsmålet således op:

"Hvad ville Jesus gøre i den pågældende situation?"

og svaret kom altid prompte. I løbet af blot brøkdele af sekunder vidste jeg, hvorledes Jesus ville handle i den nævnte situation.

Og dette førte mig frem til Faderen, frem til Guds nærhed.

(fra: Omkring min missions fødsel)

Martinus 31 år

Omkring min missions fødsel:

16. KAPITEL

Et Kristusvæsen i blændende solstof

Efter anvisningen i den lånte bog forsøgte jeg en aftenstund at meditere over begrebet "Gud". Og pludselig, uden ret at ane hvorledes, befandt jeg mig i en tilstand, hvor det forekom mig, at jeg var stedet for noget umådeligt ophøjet.

Et ganske lille lysende punkt kom til syne i det fjerne. Et øjeblik var det forsvundet. Men i næste sekund var det atter synligt, men var da kommet meget nærmere.

Jeg kunne nu se, at lyset hidrørte fra et Kristus-lignende væsen, hvis detaljer fremtrådte i blændende hvidt lys med blå detaljer.

Lyset var så intenst og levende, at det mindede mig om de stjernekastere, man anvender ved juletræerne.

Kun var åbenbaringens stjerner meget, meget mindre, men til gengæld umådeligt meget talrigere.

Der indtrådte atter en pause, hvor jeg ligesom befandt mig i mørke.

Men så oplyste skikkelsen atter plateauet. Jeg så lige ind i en skikkelse af ild.

Et Kristus-væsen af blændende solskin bevægede sig nu med armene løftet som til omfavnelse lige hen imod mig.

Jeg var fuldstændig lammet. Uden at kunne afstedkomme selv den mindste lille bevægelse stirrede jeg lige ind i det strålende væsens bælteregion, der nu var lige ud for og på højde med mine øjne.

Men skikkelsen fortsatte sin bevægelse fremad; og i næste øjeblik gik den lige ind i mit eget kød og blod.

En vidunderlig ophøjet følelse betog mig. Lammelsen var forbi.

Det guddommelige Lys, der således havde taget bolig i mig, gav mig evne til at se ud over Verden.

Og se! Kontinenter og have, byer og lande, bjærge og dale lå badet i lyset fra mit eget Indre.

I det hvide lys blev Jorden forvandlet til "Guds Rige".

Den guddommelige oplevelse var forbi. Jeg havde atter for mig den fysiske virkelighed, mit værelses detaljer, min positions ringhed. Men "Guds Rige" lyste og funklede stadigti min hjerne og i mine nerver.

Da jeg den næste dag om formiddagen atter satte mig til rette i min meditationsstol og næppe var færdig hermed, ombølgedes jeg atter af det guddommelige lys.

Den gyldne ilddåb

Jeg så ind i en blå lysende himmel, der ligesom blev trukket til side, hvorved en ny og endnu mere lysende himmel kom til syne.

Og således blev det ved med at fortsætte, indtil en himmel kom til syne, der var af et så overdådigt blændende gyldent lys og af en så hastig vibrerende materie, at jeg følte, at her var jeg på højden eller toppunktet af, hvad min organisme og bevidsthed kunde tåle.

Et eneste skridt, en eneste brøkdel af et sekund videre, og den overjordiske bølgelængde ville med lynets umådelige kraft øjeblikkelig have ført mig ud af al fysisk tilværelse.

Men i de brøkdele af et sekund, åbenbaringen varede, oplevede jeg en verden af hellighed, renhed, harmoni og fuldkommenhed.

Jeg befandt mig i et hav af lys. Dette var ikke, som i min første åbenbaring, hvidt som sne, men havde derimod guldets farve.

Alle detaljer var ild, der var forgyldt. Gennem det hele vibrerede små gyldne tråde, der funklede og glitrede her og der, i og over alt.

Jeg følte, at dette var Guds bevidsthed, hans egen tankesfære.

Det var den materie, den almagt, den højeste levende kraft,igennem hvilken det guddommelige Jeg styrede og ledede oceaner af verdener, mælkeveje og stjernebyer, såvel i mikrokosmos som i makrokosmos.”

fra

"Omkring min missions fødsel"

læs videre om:

Den gyldne ilddåb

her

Læs forfra

her

”i mig var blevet udløst helt nye sanseevner, evner der satte mig i stand til – ikke glimtvis,– men derimod i en permanent vågen dagsbevidsthedstilstand at skue alle de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprincipper.

Tilværelsesmysteriet var således ikke noget mysterium for mig.”

(fra ”Livets Bog” bd. 1, fortalen)

uddrag af Martinus-artikler gengivet efter tilladelse fra Martinus Institut

Jesus:

"Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu.

vers 13 Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer

i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han

hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer.

Han skal herliggøre mig,

for han skal tage af mit og forkynde det for jer.

Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg,

at han skal tage af mit og forkynde det for jer."